Den sidste del af juli og langt størstedelen af august måned 2022 tilbragte vi på kanotur i Canadas nordvestlige hjørne. Det var en tur der bød på mange oplevelser - sol og regn, tordenvejr og tåge, myg og mudder, møder med nye mennesker og vilde dyr, guldfeber, en kirkegård for hjuldampere, rivende strøm og meget andet under vores tur gennem det ikoniske landskab. Det hele bundet sammen af en masse kilometer i kanoen til en smuk, lærerig og helt igennem fantastisk tur.
Planlægningen af turen begyndte sidst i 2021, og det var lige sent nok. Efterdønningerne oven på Coronapandemien gjorde sit til, at det hele blev mere besværligt end normalt. Vi skulle først og fremmest have kontakt til og en aftale med en outfitter i Yukon, hvor vi kunne leje en kano og alt det andet grej, som vi ville få brug for. Det ville normalt ikke være det store problem, men på grund af Coronaen havde der næsten ikke været nogen kunder i to år, så de havde fyret meget af deres personale, og nu stod folk lige pludselig i kø for at komme på kanotur på en eller anden flod i Yukon. Efter en del forhandlinger og ændringer i tidsplanen lykkedes det os dog at få en lejeaftale i stand med Yukon Wide i Whitehorse - hovedstaden i Yukon territoriet. (https://yukonwide.com/).
Manglen på personale i lufthavnene med deraf følgende lange køer og nye krav for at få indrejsetilladelse til Canada gjorde alt sammen sit til, at ferieforberedelserne og flyrejsen krævede masser af overskud og energi. Oven i det hele kom så pilotstrejken i SAS, så vi ikke vidste, om vi kunne komme af sted eller ej før om morgenen på selve dagen, da vi stod i terminalen i Kastrup.
Af sted kom vi heldigvis! SAS fløj os til Heathrow, London, og de gjorde det endda til tiden, således at vi havde masser af tid til at nå vores forbindelse med Air Canada til Vancouver i British Columbia - troede vi! Vi skulle så lige igennem security check igen, før vi kunne boarde vores fly, og der var kun to ud fem mulige indgange, der var bemandede, så personalemanglen og det mere eller mindre kroniske kaos i Heathrow gjorde, at vi måtte løbe, alt hvad remmer og tøj kunne holde, med vores håndbagage og overtøj flagrende omkring os, for at nå vores fly.
Den 18. juli midt på dagen lander vi omsider i Vancouvers internationale lufthavn, men der er bare det lille problem, at vores bagage ikke er kommet med. Det er kun en ringe trøst, at vi ikke er de eneste i den situation. Folk står i kø foran skranken, hvor vi skal udfylde diverse formularer for, at vores bagage - forhåbentlig - kan blive lokaliseret og sendt videre til vores destination.
Midt på eftermiddagen er vi omsider nået frem til vores venner Robert og Julie i provinshovedstaden Victoria på Vancouver Island på den canadiske vestkyst. Vi skal bo her i en uge, inden vi skal videre nordpå til Yukon, og da vi har alt, hvad vi skal bruge her hos dem, så er der ikke andet at gøre end at lade være med at spekulere på den manglende bagage, læne sig tilbage og nyde den kendsgerning, at jeg er tilbage i Canada, som jeg holder så meget af.
 | |
| Anna´s hummingbird, Mount Douglas Park |
Livet på Stillehavskysten er meget "laid back" - solen skinner, enkelte hvide skyer driver langsomt hen over himlen, og vi slapper af oven på flyrejsen. Vi tager bussen ned til centrum af byen og går rundt på havnefronten og gaderne i området. Vi bliver
 |
| Kalkungrib, Mount Douglas Park |
dog hurtigt trætte af menneskemylderet og trafikstøjen, og de næste dage tager vi som regel bare af sted til fods og går op på toppen af Mount Douglas Park, som ligger en halv times gang fra, hvor vi bor. Vi går efterfølgende herop mindst en gang om dagen. Det er især den første tur om morgenen, inden det bliver rigtig varmt, som jeg sætter pris på. Vi går sjældent ad den asfalterede vej op, men følger i stedet nogle af de snævre gangstier ind igennem skoven, og de fører os til nogle små, åbne områder med kolibrier, der summer rundt i sollyset mellem små buske og højt græs. Senere på dagen gør varmen, at der kommer termisk opdrift, og kalkungribbene kommer svævende ind over området i deres søgen efter ådsler, og på den første dag heroppe, dukker der også en enkelt hvidhovedet havørn op. Den sætter sig, ugeneret af de mennesker, der er her, i toppen af en stor gran lige ud for os og klør sig i nakken.
 |
| Hvidhovedet havørn, Mount Douglas Park |
Eftermiddagene tilbringer vi på terrassen sammen med Robert og Julie. Vi har et venskab, der går næsten halvtreds år tilbage i tiden til 1975, hvor jeg traf Robert på Den Internationale Højskole i Helsingør. Det er et venskab, der har holdt på trods af den geografiske afstand og tidens tærende tand. Vi har vel set hinanden cirka hvert syvende eller ottende år - enten i Canada eller i Danmark, og det har været nok til, at vi har kunnet holde venskabet ved lige.
 |
| On the sundeck - på terrassen |
Midt på ugen tager vi bussen sammen med Robert og kører ud til Royal Roads University på Sooke Road i den sydvestlige udkant af Victoria. Vi er vel lige uden for bygrænsen, og den park universitetsbygningerne er placeret i grænser op til den tempererede regnskov, som dækker størstedelen af Vancouver Island. Ved indgangen til campus bliver vi mødt af et advarselsskilt, der forklarer, hvordan man bør forholde sig, hvis man render ind i en bjørn eller en puma. Det er vel sådan noget, der kun kan forekomme i Canada eller Alaska - fantastisk! Campus er af samme grund et område, hvor man advarer mod færdsel eller ophold efter mørkets frembrud.
Området er stort med masser af træer, enkelte vandløb, små vandhuller og store bygninger, som indeholder undervisningslokaler, cafeteria, og hvad der nu ellers skal være på en sådan institution. Det er sommer, og derfor er der jo næsten ingen studerende. Vi besøger biblioteket, drikker kaffe i cafeteriaet og går en tur i den omgivende park, som har besøg af et pensionisthold af kunstere, der sidder flere steder med deres staffelier og maler. Et åbent universitet, hvor atmosfæren i den grad er præget af den canadiske åbenhed og imødekommenhed.
Her
på den østlige side af Vancouver Island, som vender ind imod det
canadiske fastland, er der en hel del beskyttede strande uden en voldsom
stillehavsbrænding. Desværre er vandet ikke altid lige rent, men det er
dog muligt at få sig en dukkert nogle steder. Vi spiser frokost på en
strand en halv times gang fra huset, og et par dage senere tager Julie
os med ud til Island View Beach. Som alt andet her er stranden
kæmpestor, og den er fyldt med drivtømmer i rå mængde fra skovene
omkring Victoria. Ude på vandet er der en enkelt kajak og også en
slæbebåd, der kæmper med at flytte en enorm mængde kævler af sted til
det nærmeste savværk. Det er åbenbart stadigvæk en meget almindelig måde
at flytte tømmer på. Man banker store metalbeslag og en lang kæde i
alle de kævler, der ligger yderst, således at man får en stor cirkel,
som kan holde på mange hundrede flere kævler inden for cirklens omkreds,
og når der først er kommet lidt fart i hele systemet, så kan det
flyttes til et savværk, som ligger ned til vandet et eller andet sted.
Det kaldes for " a log boom", og jeg har netop set på tv, at man også
anvender denne metode i Finland.
 |
| Island View Beach, Vancouver Island |
Tiden går som bekendt hurtigt, når man har det godt, og efter en fantastisk god uge hos vennerne i Victoria tager vi med bus og færge tilbage til lufthavnen i Vancouver. Vi finder indenrigsterminalen, som er til at overskue, og da vi er i god tid, og der ikke er ret mange mennesker, så går det hele stille og roligt. Flyet er kun trekvart fyldt, og efter to timer og et kvarter i luften begynder indflyvningen til Yukons hovedstad, Whitehorse. Vi har et fint udsyn over byen fra flyet, da det cirkler et par gange over området, inden vi kommer til at lande. Whitehorse er en by med omkring 30.000 indbyggere, og det er den største by i Canadas tre territorier. Den blev grundlagt under guldfeberen i 1897, og den fungerede som transport- og forsyningscenter. Ind til 80erne udgjorde mineaktiviteter en stor del af byens økonomiske grundlag. I dag fungerer Whitehorse som administrativt og politisk centrum for territoriet, og turismen spiller en vigtig rolle for økonomien.
Hver gang flyet krænger over, kan jeg se forskellige dele af byen, som den ligger der omgivet af vildmark, floder og søer. Det er ikke uden grund, at den bliver kaldt for "The Wilderness City". Jeg prøver at lokalisere Yukonfloden og Lake Laberge, den 50 kilometer lange sø, som vi skal padle over, men forgæves. Jeg kan mærke, at spændingen stiger, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ud af flyet, nå ind til byen og komme i gang. Vi har meget, vi skal nå, inden vi kan komme af sted. Vi har afsat tre dage til alle vores forberedelser så som indkøb af mad til tre uger og at få de sidste detaljer på plads med vores outfitter. Der ud over så vil vi naturligvis også gerne lige nå at lege turister i Whitehorse, inden vi padler nordpå. Men først skal vi lige igennem rutinen med manglende bagage igen igen. Min rygsæk kommer op på transportbåndet som en af de første, men Margits lader vente på sig, og vi bliver nødt til at melde den savnet. Så tager vi en taxa ind til vores hotel på Ray Street og håber på, at bagagen snart dukker op. Det sker så dagen efter, og Margit må tage endnu en taxatur til lufthavnen og hente sin rygsæk - ikke så meget service der.
Forår
og tidlig sommer i Yukon har budt på meget voldsomt vejr og store
oversvømmelser, og da vi går ned til floden, kan vi se, at der er rigtig
meget vand og strøm stadigvæk. Vandstanden har været hele to meter over
dagligt vande, og det har været umuligt at færdes på de lavestliggende
gader i byen. Hos Thomas, vores outfitter på Lambert Street, henter
vi fire tres-liters tønder - som vi skal have med til hotellet, hvor
vi pakker dem med vores grej og proviant, som vi skal have købt i det
lokale supermarked, som meget belejligt ligger lige over for, hvor vi
bor. Der er ingen, der undrer sig, da vi går tilbage gennem byen med to
store tønder hver - tværtimod - der kommer kun positive bemærkninger.
"So, you are going on a river trip!"
 |
| Udsigt over floden - Front Street, Whitehorse |
Folk her er generelt meget åbne og imødekommende, og det påvirker mig positivt, så jeg også bliver mere udadvendt, end jeg er, når jeg er hjemme i Danmark. Måske gør sproget også et eller andet, når jeg skal begå mig på engelsk, som jeg vil tillade mig at kalde for mit "andet modersmål". Det må være noget for linguisterne og sprogpsykologerne at udrede. Bilisterne her i Whitehorse er også i en klasse for sig selv. Bare man ser ud som om, man har lyst til at krydse kørebanen og gå over på den anden side af vejen, så stopper de omgående. Vi mødte et par australiere senere på turen, og de mente, at canadierne var så flinke hele tiden, for at vi for alt i verden ikke skulle tro, at de var amerikanere.
Det tager os lidt længere tid at få indkøbt al provianten til turen, end vi havde regnet med, fordi vi lige skal lære supermarkederne og de forskellige varer lidt bedre at kende. Rugbrød er næsten umulig at opdrive, men heldigvis er her masser af svensk knækbrød - også de store "møllehjul" - som lige præcis kan glide ned i bunden af en tønde, og som kan holde sig i rigtig lang tid. Hertil kommer fiskekonserves, spegepølser, ost, bacon og masser af havregryn og müsli til morgenmaden. Vi har lagt en fuldkommen liste over indkøbene sidst i denne beretning, hvis der er nogle, som er interesserede og eventuelt overvejer selv at tage af sted på kanoferie i Canada.
En af dagene skejer vi lidt ud og køber øl og chips til en afslappende eftermiddag. Da vi kommer ud af forretningen, står jeg og stopper chipsene ned i Margits rygsæk. Vi bliver iagttaget af en lille, lidt korpulent herre på min alder - en såkaldt ældre mand - og da Margit går hen i en anden butik for at handle nogle småting, kigger han meget bestemt på mig og siger: "Trust her with your chips, do you?" Det må jeg jo indrømme, at jeg gør. Alt for husfredens skyld, eller som han udtrykker det: "Happy wife, happy life!"
Det er den 28. juli, og klokken ni bliver vi og vores tønder og anden bagage hentet af Thomas og kørt ned til en eddy ved floden midt i byen. Vi er lige med oppe i hans butik og gøre de sidste indkøb af noget ekstra snor til at spænde tønderne fast med, og så er det ellers bare med at komme ned og få pakket kanoen. Det er en Old Town Penobscot, og jeg synes, at den er lettere at manøvrere med end Old Town Discovery-kanoerne, som jeg har padlet i på de to andre canadature. Der er rigeligt med plads til vores fire tønder, vores små dagtursrygsække og et par vandtætte poser til kameragrej og oplader. Det fungerer fint allerede her fra første dag, og vi kommer på floden kvart over elleve. Vi tager et par padletag ud af eddyen og op imod strømmen, drejer stævnen rundt, og så er vi af sted.
 |
| Yukon River, 28. juli, 2022 |
Floden er ikke særlig bred lige her ved Whitehorse, så strømmen er stærk, og vi skyder en god fart. Jeg holder skarpt øje med vandet efter tegn på forhindringer lige under overfladen. Vi prøver at øve nogle baglæns færger med jævne mellemrum, således at vi kan styre udenom eventuelle sten, klipper, afrevne grene eller hele træer, der måtte ligge i vejen for os. Det går nogenlunde, men vi bliver heldigvis snart meget bedre. Det er en lidt underlig fornemmelse at padle her på Yukonfloden med byen som baggrund, men der bliver hurtigt længere mellem bygningerne, og snart er vi omgivet af skov, der kun ind imellem bliver afbrudt af enkelte træhuse eller hytter. De høje mere eller mindre stejle brinker, som er så typiske for Yukonfloden, dukker også op. Efter tyve kilometers padling kommer Takhini River med sin bro og en lille bid af Klondike Highway til syne på venstre hånd for snart at forsvinde igen og blive erstattet af skov. Jeg må erkende, at jeg føler mig en lille smule trykket af ensomheden og det store landskab. Vi er meget alene. Det er noget, vi lige skal vænne os til. Jeg har også en følelse af ansvar for hele turen og for Margit. Det er ikke fordi, at jeg har besnakket hende og lokket hende med og står som primus motor for hele projektet. Vi er lige gode om det, og jeg ved, at hun har kompetencerne, erfaringen og potentialet til at klare sådan en tur - men alligevel.
Vi
ser hvidhovedede havørne med jævne mellemrum hele eftermiddagen. Der er
mange ungfugle, som sidder i træerne eller direkte på skråningerne og
venter på, at forældrefuglene kommer med mad. Hverken ungfuglene eller
de voksne fugle er særlig sky, og vi kan komme temmelig tæt på dem.
Billeder af dem får jeg dog ikke. Strømmen har en del af skylden, for
lige så snart jeg tager padlen op af vandet og rækker ud efter kameraet,
så begynder kanoen at dreje, og jeg skal vride og vende mig i en grad,
som er ret umulig. Jeg har taget min nyeste og bedste telelinse med, og
den er helt klart meget bedre, end den jeg brugte på turen i 2010. Den
er til gengæld også meget tungere, og det gør det jo ikke ligefrem
nemmere at styre, når jeg sidder i en mere eller mindre akavet position.
Hvis det skal fungere, så skal jeg være forpadler og sidde med kameraet
på et etbenet stativ, og Margit skal sørge for, at kanoen holder
kursen, men der er vi ikke lige nu.
 |
| Lejr ved Steamboat Slough |
Lige før klokken er fire, når vi til vores første lejrplads - på en ø ved Steamboat Slough 35 kilometer fra Whitehorse og lige syd for Lake Laberge - efter fire timers padling i gråvejr med lidt modvind og en smule regn.
Lidt
senere får vi selskab fra "down under", da to australiere kommer
padlende ind til lejrpladsen og begynder at tømme deres kano. Det er far
og søn. Far er 76 år gammel og har aldrig siddet i en kano før, men det
er vel ikke noget, der bør afholde dem fra at tage turen til Dawson? I
modsætning til australierne så har vi kastet rigtig megen planlægning og
forberedelse ind i denne tur. Far og søn havde lige 14 dage til overs,
lejede en kano, smed deres grej ned i den og så tog de ellers af sted.
Det bærer deres oppakning også præg af - en kuffert på hjul, diverse
plasticposer, et stribet indkøbsnet og så også lige et par vandtætte
kasser og poser. De var godt selv klar over, at det ikke så helt
professionelt ud, så de havde en stor presenning, som de dækkede hele
lasten til med, når de var på vandet. Det er jo også en god ting, hvis
det skulle blive regnvejr.
 |
| Besøg fra down under |
Lejren
her er rigtig god med masser af plads og luft. Så er her også de
obligatoriske egern, som holder til i skoven omkring så godt som alle
lejrpladserne langs med Yukon. De kæfter op ustandselig og drøner rundt
efter grankogler og andet spiseligt. Det amerikanske røde egern lever i
det meste af Canada og dele af USA. Det foretrækker habitater med store
nåleskove, da det har en forkærlighed for diverse nåletræsfrø. Hvis der
er mangel på førnævnte frø, så kan diæten fra tid til anden inkludere
svampe, blade, blomster, bær og sågar fugleæg. Med sin rødlige pels og
hvide bug ligner det amerikanske egern en mindre udgave af det
europæiske røde egern.
 |
| Egern med grankogle |
Den næste morgen er der næsten ingen vind, og der er en del skyer på himlen. Vi pakker lejren sammen og tager af sted ud på Lake Laberge. Vi kommer ikke ret langt op ad formiddagen før solen heldigvis bryder igennem skylaget, og søen ligger i solskinnet foran os. Den er omkring halvtreds kilometer lang i retning næsten nord-syd. Størrelsen gør, at vind og bølger hurtigt kan blive et problem, så vi er glade for, at det er så godt som helt vindstille. Vi padler alligevel ret kystnært af sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi der er mest at se og opleve langs med kysten i stedet for ude på åbent vand. Vi har valgt at følge den vestlige søbred, da den forekommer os at være den mest spændende med flest øer, bugte og halvøer, der stikker ud i søen. Vi støder ind i australierne med jævne mellemrum og slår en sludder af, inden vi padler videre.
 |
| Upper Lake Laberge |
Da vi søger ind mod bredden for at få lidt frokost, forstyrrer vi fire oddere, som under megen larm og plasken hurtigt forsvinder om bag en lille ø. Senere på dagen ser vi islom ude på søen.
Lommer er
store svømmefugle med spidse næb. De holder fortrinsvis til på åbent
vand, hvor de dykker efter fisk, krebsdyr og insekter. De har et
vemodigt, lidt klagende skrig, der kan høres langt væk på en stille dag,
og som for mig er indbegrebet af alle de nordlige områder.
 | |
| Islom, Lake Laberge |
Midt på eftermiddagen begynder vi at se os om efter en lejrplads for natten, og efter en halvanden times tid finder vi en god plads, hvor vi hurtigt får etableret os, i en lille vig omkring ti kilometer nord for en stor ø - Richtofen Island. Vi er nået cirka halvvejs over Lake Laberge, så der er omkring 25 kilometers padling tilbage, inden vi kommer ind på selve floden igen.
Vi får besøg af australierne igen. De har 4 dage mindre end os til at nå til Dawson, så de padler videre efter at have fået kaffe og et par kiks af os. De vil padle et par timer mere for at nå så langt som muligt over søen, mens vejret er godt. Det er for så vidt en god disposition, men vi kan se, at farmand er noget træt - forståeligt nok.
Vejret er blevet varmt i løbet af eftermiddagen,
og vi er også godt brugte. Vi tager et forfriskende bad i søen, laver
aftensmad og slapper af på bredden. Det er en fin aften med en
forrygende udsigt fra nogle klipper lige ved siden af lejren, og myg er
her næsten ingen af.
 |
| Udsigt mod syd - Lake Laberge |
 |
| Lejr, Lake Laberge |
Næste morgen er vi oppe allerede klokken syv, og vi er i kanoen og af sted klokken 9. Vejret er sådan set fint med sol, enkelte skyer og 5-6 sekundmeters vind fra en sydlig retning. Da vi skal nordpå, så har vi medvind skråt ind bagfra - agten for tværs, som det hedder på sejlersprog. Der er godt med bølger, og der skal gang i armene og laves styretag hele tiden for at hindre kanoen i at dreje op mod vinden. Der er lidt hvidt skum på nogle af bølgerne, og de slår ind imellem til kanoen, men det er ikke værre end, at det er til at klare. Det bliver dog alligevel en hård tur til udløbet, og jeg får ligefrem vabler på højre hånd af styretagene, og Margit får en hudafskrabning på det ene knæ. Vinden tager heldigvis lidt af efterhånden, som vi kommer nordpå.
Flodudløb fra søer er som regel altid vanskelige at se fra en kano, og det her er ingen undtagelse, men vi mener, at vi har fået øje på det, og vi beslutter at padle direkte mod det på det sidste stykke af søen i stedet for at følge kysten. Pludselig får vi øje på en kano, som ser bekendt ud. Til vores store overraskelse viser det sig at være australierne. Deres plan holdt ikke helt. De har formentlig været for trætte til at komme tidligt af sted om morgenen efter deres meget lange dag dagen før. Vi slår følge med dem ned til udløbet, hvor vi alle sammen går i land og spiser frokost sammen.
 |
| Afsked med Lake Laberge - set fra nord mod syd |
Efter
en halv times tid tager australierne af sted igen. Vi venter lidt og
padler så ud i strømmen og fortsætter nordpå. Farten stiger mærkbart
med det samme, og efter 17 kilometer slår vi lejr på en lille ø, hvor vi
må bagpadle os forsigtigt ind til lejrpladsen på grund af den kraftige
strøm. Vi misser det første landingssted, og bagenden af kanoen bliver
mast ind i et træ, der hænger ud over bredden. Heldigvis er det ikke
værre, end at jeg kan bukke mig og glide ind under træet og ud på den
anden side, og så kan vi komme ind på øen. Her venter australierne på
os, men efter et kvarter tager de af sted igen, og det bliver det
sidste, vi ser til dem. Vi slår teltet op, laver kaffe og slapper lidt
af, inden vi går i gang med at tilberede aftensmaden. Maksfarten på
floden har været 17 kilometer i timen, når vi padler godt. Lige her og
nu virker det lidt voldsomt. Vi skal være oppe på mærkerne hele tiden.
Vores gennemsnitsfart er dog ikke helt så høj; den ligger på cirka 10
kilometer i timen.
Så er det blevet den sidste dag i juli måned, og vi fortsætter nord på ned ad Yukon. Vi regner med at nå til sammenløbet mellem Teslinfloden og Yukonfloden i løbet af eftermiddagen. Teslinfloden løber 632 kilometer fra det nordlige British Columbia igennem det sydlige Yukon territorium og ud i Yukonfloden ved et sted, der hedder Hootalingua.
Vi havde regnet med, at vi kunne se sammenløbet af de to store floder, men da der ligger et par øer, som skjuler Teslinfloden for os, når vi kommer ad Yukonfloden, så opdager vi det slet ikke, før vi ser lejrpladsen og de gamle forfaldne huse, der står tilbage efter de hektiske år under og efter guldfeberen sidst i 1800 tallet.
 |
| Udsigt fra Hootalingualejren. Teslinfloden kommer ind fra dalen til venstre og Yukonfloden fra dalen til højre |
Hootalingua var et populært mødested for First Nation inden europæerne dukkede op i Yukon, og da der blev fundet guld i området, blev Hootalingua i midten af 1890erne forsyningscentrum for minelejrene i området. I 1896 var der omkring hundrede minearbejdere her, og året efter blev der bygget en politistation, som blev bemandet med to betjente fra det ridende canadiske politi. Lige efter århundredskiftet var der en købmandshandel og en kro her, som blev drevet af en mand med navnet Dan Snure. Han blev senere ansat af et større foretagende -Taylor and Drury - som købte ham ud og startede deres egen butik.
Der står stadig en del bygninger her på stedet, og enkelte af dem er endnu i nogenlunde stand. Her er gode lejrpladser med flere ildsteder, borde, lokum og overdækket spiseplads. Hvis man krydser over en lille bæk lige nord for pladsen og følger en sti op til venstre (mod vest), kommer man til resterne af bebyggelsens kirkegård anlagt et stykke over floden. Det er en fin lejrplads, men for første gang på turen bliver vi generet af myg - ikke vildt mange, men nok til at det er irriterende.
 |
| Gamle gravsteder ved Hootalingua |
Et
lille stykke nord for lejren ligger der en ø i floden - Skibsværftsøen
kaldet (Shipyard Island). Her er der også en god lejrplads, og her
ligger, som navnet jo antyder, resterne af et skibsværft, som blev
bygget af BYNC -The British Yukon Navigation Company - omkring 1913.
Resterne af hjuldamperen Evelyn kan også ses her på øen. Eftersom
isen på Lake Laberge smelter noget senere end isen på floden, så var
det helt klart en fordel at have hjuldampere neden for søen klar til
sejle fragt nordpå, lige så snart foråret meldte sin ankomst. BYNC
udvidede faciliteterne på øen, således at de kunne reparere og servicere
større skibe, og der var muligheder for at lægge dem op for vinteren.
Efterhånden som guldfeberen klingede af, skete der typisk det, både her og i mange af de andre bebyggelser langs med floden, at befolkningen forsvandt andre steder hen, og hjuldampertrafikken gik i sig selv.
I forbindelse med anden verdenskrig blev der bygget en landevej - The Alaska Highway - som forbandt USA syd for Canada med Alaska, da amerikanerne frygtede en japansk invasion efter angrebet på Pearl Harbour i december 1941. Landevejen gik igennem Yukon, og det blev det endelige dødstød for langt de fleste af bebyggelserne, der var blomstret op under guldfeberen, hvor floden var den eneste samfærdselsmulighed.
 |
| Yukon River med en af de typiske høje, stejle brinker |
Næste morgen er vi på vandet lidt over ni i overskyet vejr og en smule regn. Der er stadigvæk godt med strøm i floden, selvom det ikke er nær så voldsomt som i Whitehorse. Desuden er der også en vis tilvænning til forholdene for vores vedkommende, og derudover padler vi næsten aldrig ude i hovedstrømmen, men tager alle mulige afstikkere rundt om nogle af de mange øer, der ligger spredt udover floden. Dem bliver der flere af efterhånden, som vi kommer nordpå.
Vi regner med at nå frem til sammenløbet mellem Big Salmon River og Yukonfloden i løbet af eftermiddagen. Big Salmon River er den flod, som jeg padlede ned ad i 2010 sammen med tre gode venner fra kajakklubben i Næstved.
Her er et lille uddrag fra beretningen fra 2010:
 |
| Big Salmon Village, 2022 |
Ved 13-tiden når vi frem til Big Salmon Village. Jeg har svært ved at kende stedet igen. Det er groet helt vildt til i krat og små træer. Mange af de forfaldne huse er næsten ikke til at se mere. Bord/bænksættene fra 2010 er væk. Græs og gederams er meget højt, og jordegern er her ingen af. Til gengæld er her myriader af myg, som er meget aktive, da vejret klarer op og bliver varmt. Vi finder hurtigt vores myggejakker og myggenet frem. Det er slet ikke til at holde ud at være her, og vi forlader hurtigt området. Naturen er dynamisk, vildmarken vender tilbage, og vi padler et par hundrede meter videre ned ad floden og finder den lejrplads, der er markeret på kortet.
 |
| Lejr og madlavning ved Big Salmon Village |
 |
| Aktivt pelsjægerområde |
Området her omkring sammenløbet af de to floder er et aktivt pelsjægerområde, og der er skiltet med det. Vi finder en pelsjægerhytte lige ud til floden. Det er selvfølgelig strengt privat område, men ejeren har sat et skilt op, hvor han gør opmærksom på, at man gerne må slå lejr på hans ejendom, når bare man ikke ødelægger noget. Det er lidt sjovt at forestille sig, at der i 2022 i disse tider med klimaændringer, overbefolkning og forurening stadig er mennesker, der lever af en "trapline", hvor de sætter fælder i vinterhalvåret.
En trapline er et landareal, hvor en person eller en gruppe har søgt og fået den ekslusive rettighed til at høste af naturens overskud i form af vildtlevende pelsdyr. Denne rettighed skal også ses som en beskyttelse af pelsjægernes investering, og den gør forhåbentlig, at de passer på området og dyrelivet, således at pelsjagten bliver bæredygtig.
Der er 349 registrerede traplines i Yukon, og i 2017/18 omfattede de
560 licenser. Pelsjagten i Yukon løber op i en million canadiske
dollars om året, og i mange af de små nordlige samfund udgør
indtjeningen ved jagten den økonomiske rygrad. The Department of Renewable Resources ( Afdelingen
for vedvarende ressourcer i Yukon - svarer vel nogenlunde til
miljøministeriet) sørger for at overvåge antallet af pelsdyr i
samarbejde med jægerne, således at bestanden holder sig på et stabilt
niveau. I 1973 dannede pelsjægerne en forening til fremme af deres
interesser - Yukon Trappers Association. Foreningen afholder kurser og workshops og hjælper med afsætningen af pelsene.
Vi slår lejren op, og laver suppe og pandekager til aftensmad og glæder os over, at vejret er blevet lidt bedre, men pludselig kommer der et par hidsige vindstød, og da jeg kigger sydover, kan jeg se en stor tågesky komme drivende ned imod os fra højdedragene. Det ser voldsomt ud, og vi får travlt med at stormsikre lejren. Det viser sig dog, at det er helt unødvendigt. Der kommer kun lidt stille regn i løbet af natten.
Næste morgen vågner vi til overskyet vejr med lidt regn af og til. Vi er på floden ved halvti-tiden. Vi padler videre nordpå og tager på opdagelse alle de steder og forgreninger på floden, hvor vi kan komme ind. Jeg fanger den største gedde, som jeg nogensinde har landet, men begår så den klassiske brøler lige at skylle den engang i floden, da jeg skal rense den, mens jeg sidder i kanoen. Fisk er glatte og svære at holde fast på, og når de bliver våde, så bliver det helt umuligt. Jeg kan se, hvordan gedden langsomt synker ned på bunden, mens den reflekterer lyset fra overfladen. Den er helt uden for rækkevidde! Det får mig til at tænke på en lignende scene fra "Bubber og BS", hvor de er på en flod i Afrika, og Bubber smider deres aftensmad væk på samme måde. Jeg føler mig temmelig dum og ærgerlig lige nu.
Der kommer mere regn ned efter frokost, men ved tretiden klarer det endelig op, og en time senere finder vi en god lejrplads ti kilometer syd for, hvor Little salmon River løber på Yukon. Vi nyder aftenen i godt vejr og næsten uden irriterende myg.
 |
| Lejr syd for Little Salmon River |
Det er den 3. august, og vi tager af sted i den sædvanlige lette morgenregn. Vejret bliver dog bedre op ad dagen. Vi padler godt til og når snart til Little Big Salmon River, hvor vi sejler et lille stykke op ad floden i mod strømmen. Den er dog hurtigt spærret af vindfælder, så vi vender om og returnerer til Yukonfloden, hvor vi padler forbi Little Salmon Village. Det er en lille First Nation landsby, der ligger tæt på byen Carmacks og Campbell Highway og derfor stadig er beboet. Den virker dog lige så søvnig og uden liv, som da vi passerede i 2010.
Vi går i land på højre flodbred, og mens vi spiser frokost, ser vi tre kanoer sejle forbi. Den sidste af dem har kun én person om bord, men til gengæld er den fyldt op med ting og sager i en sådan grad, at fribordet er minimalt. Vi ser dem foran os et par gange i løbet af eftermiddagen, og da vi begynder at se os om efter en lejrplads for natten, møder vi dem igen. De er ved at finde ud af, om de vil blive på den plads, som vi også gerne vil overnatte på. Da vi spørger, om der eventuelt er plads til et telt mere, får vi bare at vide: "Probably not!" Den overlæssede kano ligger stadig i vandet med alt grejet om bord, og det, der ser ud til at være familiens patriark og turleder, mere ligger end sidder bagerst med et stort skæg og en mave, der hænger ud over livremmen.En sådan afvisning kan virke grov, men reglen er den, at hvis der er folk på lejrpladsen, så tager man videre, selvom det jo ikke kan skade at spørge.
 |
| Lejr med høje brinker - kanoen kan lige anes lidt under midten af fotoet under de skæve graner |
Vi fortsætter til den næste plads et par kilometer væk på den anden flodbred. Den viser sig at være ganske udmærket, selvom vi må slæbe vores tønder og grej op ad en stejl og mudret brink. Til gengæld er lyset og udsigten om aftenen helt i top
 |
| Aftenlys og tørvejr |
.
stadig tørt, og da vi når frem lige over middag, bryder solen igennem skyerne, og vi tjekker ind på campingpladsen, slår lejr, spiser frokost og rånyder en frieftermiddag i solen, hvor vi drikker kaffe, som vi henter i kiosken, og sludrer med de andre rejsende -bl.a. en forhenværende canadaranger og Michael, som er på vej fra Prudhoe Bay i Alaska til Argentina på cykel. Her er også et par firbenede beboere, som holder os med selskab - især en sort hund, som drøner rundt fra det ene bord-bænkesæt til det andet og tigger mad. I et ubemærket øjeblik springer den op på bordet ved siden af os for lige at tjekke, om der skulle være nogle interessante madrester.
Det er ikke kun i Danmark, at der er mangel på arbejdskraft. Det gælder også her i Canada. Campingpladsen er tilsyneladende bemandet udelukkende med meget unge mennesker fra First Nation. De arbejder hårdt, effektivt og i mange timer hver dag, hvilket jeg lader dem vide. Det er godt at se, hvordan de nærmest vokser og ser glade ud ved en sådan besked. Der er en del mennesker her, men slet ikke så mange, som der var, da vi var her i 2010, hvor vi måtte lede efter pladser til vores telte.
I dag er det den femte august, og vi har en hvile- og overliggerdag her på campingpladsen i Carmacks. Et godt varmt brusebad bliver der også tid til. Det koster tre "loonies" for det varme vand. En "loonie" er en dollarmønt - således kaldet, fordi der er en lom - en "loonie" - på den. Så blev man så klog.
Vi går ad landevejen et par kilometer ind til byen for at handle lidt, men kun det allermest nødvendige, da priserne her er tårnhøje. Vi skal selvfølgelig også lige se os lidt omkring, og desuden er det godt at få rørt benene efter, at vi har siddet i kanoen i næsten syv dage. Carmacks er en af de byer langs med floden, som ikke døde ud efter guldfeberen af den simple grund, at landevejen går lige igennem den.
 | |
| Resultatet af forårets oversvømmelser i Carmacks |
Vi
tager en tur igennem byen på en gangbro, der går langs med floden. Vi
når dog ikke ret lang, før vi kan se virkningerne af forårets og
sommerens oversvømmelser. Der er masser af indtørret mudder over det
hele, og gangbroen er skyllet væk mange steder. Kommunens folk har
travlt med at reparere og genetablere det hele.
På hjemvejen tager vi ind på Carmacks Interpretive Centre. Det er et lille museum, og de har ikke mange penge at arbejde med, men det, de kan fremvise, er utroligt interessant, vedkommende og meget autentisk. Jeg var her også i 2010, men centret kan sagtens tåle et gensyn. Desværre er det arbejdende museum bag ved bygningen lukket helt ned på grund af forårets og forsommerens uvejr.
 |
| Vinterbolig for en familie |
Damen, der passer centret i dag, er meget talende, og hun giver os en masse gode informationer. Vi spørger ind til det gamle, hvide bomuldstelt, der står i udstillingen. Det viser sig, at det tilhørte hendes forældre, og hun har boet i det i et helt år sammen med dem og sin bror, mens de byggede familiens nye hus. Jeg skal måske lige gøre opmærksom på, at temperaturen om vinteren tit kommer ned på tredive minusgrader og sommetider koldere. Den koldeste temperatur, der er registreret i Yukon, var minus 63 grader. Rekorden for hovedstaden Whitehorse er minus 52 grader den 21. januar 1906. Minimumstemperaturen i Whitehorse i januar 2022 nåede "kun" ned på minus 20,1 grader Celsius.
Da vi var i Victoria, så vi på nyhederne i tv, at selveste paven var i Canada for at undskylde over for First Nation for alle de mange tvangsfjernelser af deres børn, mishandlinger, seksuel udnyttelse og børnedødsfald, som de canadiske Residential Schools forårsagede.
The Indian Residential School System var et netværk af kostskoler, som fungerede i Canada fra 1831 og mere end 150 år frem i tiden. Børn af First Nation, Inuit og Metis Nation (halvblods) blev fjernet fra deres familier med magt og flyttet til kostskoler ofte langt fra deres hjem, så de ikke kunne få besøg af deres familie. Dette forårsagede selvsagt ensomhed og hjemve. Meningen med det hele var at "kill the Indian to save the man". Man ville udrydde deres kultur, som blev anset for underlegen og mindreværdig, og opdrage børnene til en såkaldt civiliseret tilværelse.
Skolerne blev i løbet af det 20. århundrede støttet finansielt af den føderale regering, og de blev styret af især den katolske kirke. Tusinder af børn blev udsat for fysisk og psykisk mishandling og seksuel udnyttelse. De blev straffet, hvis de talte deres eget sprog. Deres kultur, traditioner, sprog og al deres viden blev taget fra dem, og de blev assimilerede ved tvang. Der var ingen, der førte tilsyn med skolerne, og de ansatte kunne behandle børnene, fuldstændig som de fandt for godt. Skaderne, som dette skolesystem forårsagede, har stadig en negativ effekt den dag i dag.
Mange
af børnene døde som følge af den hårdhændede behandling. Præcis hvor
mange vides ikke, og de tal, som First Nation kom med, blev ikke troet,
før i løbet af 2021, hvor der ved hjælp af speciel radar blev fundet
mange grave i nærheden af skolebygninger i flere canadiske provinser.
Der er tale om flere tusinde First Nation børn, så når nulevende First
Nation individer bliver omtalt som "Residential School survivors", så er
det ikke en overdrivelse.
Da vi så paven - en gammel, træt og svagelig mand, på tv - syntes vi faktisk, at det virkede lidt grotesk, ligegyldigt hvor velment det så end var. Selvom der forståeligt nok er masser af vrede blandt den oprindelige befolkning over alle overgrebene, så er der også til vores store overraskelse en stor glæde over pavens besøg, og da vi bringer emnet på bane over for damen på centret, så giver hun udtryk for sin lettelse over, at han er kommet til Canada, og hun ser det som et tegn på forsoning og en mulighed for at komme videre via tilgivelse.
Livet i vildmarken i de nordlige dele af Canada
har igennem mange generationer gjort, at de praktisk begavede individer
klarede sig bedst. Dette er formentlig årsagen til, at der er en højere
procentdel af ordblinde blandt de oprindelige folk end i den canadiske
befolkning som helhed. Den kendsgerning har også gjort sit til, at mange
af dem er blevet betragtet som dumme og deres kultur som mindreværdig.
Når vi mødte nogle af dem i Whitehorse, så var det tydeligt, at de
udgjorde bunden af samfundet, og at de havde store problemer og
tilpasningsvanskeligheder med følgende afhængighed af alkohol og
narkotika. Da vi var på floden, var det et helt andet indtryk vi fik af
dem. De prøvede, at tage hånd om alle de problemer, som de står overfor,
og et sted som Fort Selkirk, var der simpelthen et alkoholforbud, som
gjaldt for alle - også os som gæster. Der er en voksende selvbevidsthed
og stolthed.
 | |
| Coalmine Campground med blot et enkelt telt |
Da vi kommer tilbage til campingpladsen, er der kun vores telt tilbage. Alle andre er padlet videre eller blevet hentet og kørt tilbage til Whitehorse. Der er kun os her og så en fem seks mobile homes. Det føles lidt underligt med tanke på alle de telte, der var her i 2010.
Næste morgen er vi på floden lidt over ti. Der er mange skyer på himlen, men dog med en smule solskin ind imellem. Vi er på vej videre nordpå, og vi skal igennem de to eneste strømfald her på floden mellem Whitehorse og Dawson, nemlig Five Finger Rapids og Rink Rapids.
Da vi padlede igennem dem i 2010, var det overhovedet ikke noget problem, da vandstanden var meget lav, og der var ingen stående bølger. I år er situationen en anden, og i ugerne inden vi kom hertil, har der været mange kæntringer. På et tidspunkt var det så umuligt, at de lokale oprettede en shuttle service, som sørgede for transport af kanoer og folk forbi strømfaldene. Floden er ikke nem at komme til og fra på denne strækning, og hvis man bliver kørt, så går man glip af en tre til fire padledage, fordi man skal køres langt nordpå, inden det er muligt at få sat kanoerne i vandet igen. Vandstanden er stadig højere end normalt, og vi har fået at vide, at der er stående bølger på en halv meter, men at det er ret nemt at manøvrere igennem.
 |
| Five Finger Rapids, 19. august, 2022 |
 |
| Five Finger Rapids, 28. juli 2010 |
Næste delmål er Fort Selkirk. Det begynder at regne, da vi padler videre nordpå, og regnen bider sig fast, så vi slår lejr sidst på eftermiddagen i vådt vejr. Vi sætter vores medbragte tarp (presenning) op, så vi kan lave mad i tørvejr. Regnen fortsætter hele natten og næste morgen med. Alt i alt regner det i 16 timer.
 |
| Camp Merrice Creek i regnvejr |
Den syvende august om morgenen pakker vi en våd lejr ned og begiver os af sted under en grå og mørk himmel. Efter et par timer klarer det endelig lidt op, og klokken halv fire ankommer vi til en rigtig god lejrplads - Thom's Landing - samtidig med at en blå himmel afløser de mørke skyer.
 |
| Lige før ankomsten til Thom's Landing |
Der er en rigtig god hytte her. Bord og stole er her også, så det virker helt "civiliseret". Vi slår alligevel teltet op og også tarpen. Regnen holder sig dog væk, og vi bliver forkælede med en rigtig flot aften med et fantastisk lys og en rødgul solnedgang.
 |
| Solnedgang - Thom's Landing |
Det er den 8. august, og vi er på vandet ved ti-tiden efter at have spist morgenmad i højt solskin, mens vi bliver underholdt af de alle steds nærværende og meget støjende egern, der jagter hinanden fra træ til træ. Ud over egern ser vi også de første chipmunks - Chip og Chap!
 |
| Chipmunk |
I dag skal vi gerne nå til Fort Selkirk. Jeg glæder mig til gensynet. Kort før vi når frem, ser vi pludselig tre elge, der er ved at krydse floden lige foran os - en elgko med to kalve. De er nået forbi os og er tæt på den anden bred, men vi er åbenbart alligevel kommet for tæt på kalvene efter morens mening, så hun vender og svømmer ud imod os igen tilsyneladende for at komme imellem os og kalvene. Pludselig kan hun bunde og står der i strømmen uden at vakle. Vi glider forbi dem alle tre, hvorefter de svømmer over mod den anden bred endnu en gang. Det har knebet for kalvene at følge med, og der er efterhånden kommet stor af stand mellem elgkoen og kalvene. Det sidste, vi ser til dem, er dog, at de alle tre kommer sikkert i land på den modsatte flodbred.
 |
| Elgko med kalve |
Fort Selkirk er en tidligere handelsstation, der ligger, hvor Pelly River flyder ud i Yukonfloden. Stedet her har fra gammel tid været et mødested for de forskellige Northern Tutchonegrupper - mødested, fiskelejr om sommeren og udgangspunkt for efterårsjagten på elg. Chilkat Tlingit stammen ude fra vestkysten kom her også hvert efterår på gå ben for at handle.
Fort Selkirk blev etableret under Hudson’s Bay kompagniet af Robert Campbell i 1848 to kilometer oppe ad Pelly River, men blev flyttet til den nuværende beliggenhed i 1851-52 på grund af ødelæggelser forårsaget af oversvømmelser om foråret. Chilkat Tlingit så stedet som en trussel mod deres traditionelle handelsrettigheder, og allerede i sommeren 1852 blev stationen lukket igen efter, at Chilkat havde overfaldet den og brændt den af.
Guldfeberen fik samme effekt her som mange andre steder på floden: i 1890 oprettede en Arthur Harper en privat handelsstation her, og der voksede et helt lille samfund op omkring den. En lille by, som trivedes på grund af hjuldampertrafikken mellem Whitehorse og Dawson. I 1898-99 var her også en militærforlægning - Yukon Field Force, men som på så mange andre steder langs med floden blev landsbyen forladt i 1950erne, da landevejen mellem Whitehorse og Dawson blev anlagt uden om Fort Selkirk, og idag fungerer stedet som en slags frilandsmuseum og campingplads for kanofolket og er ejet og drevet i samarbejde mellem Selkirk First Nation og regeringen i Yukon. Det er kun muligt at komme hertil via floden eller med små privatfly.
 | |
| Fort Selkirk, Yukon |
Restaureringen
af bygningerne i Fort Selkirk er det længstvarende eksempel på
samarbejde mellem First Nation og den territoriale regering i Yukon.
Blandt de mange mennesker, som blev anerkendt for deres arbejde med at
bevare og restaurere huse i Fort Selkirk var Danny Roberts.
Midt i 50erne var byen så
godt som uddød, da alle benyttede sig af den nye highway, og
hjuldamperne blev lagt op. Men Roberts og Abby blev boende. Roberts
fungerede som lods for de pramme, der somme tider sejlede på Yukon,
arbejdede på Pelly River Ranch, jagede og fiskede.
Abby og Roberts passede på alle bygningerne og alt det, der var blevet efterladt, og de gik meget op i den omfattende historie, der var knyttet til Yukons første bosættelse som husede både mennesker af Europæisk oprindelse og First Nation. Danny viste på eget initiativ besøgende rundt fra bygning til bygning og fortalte om de mennesker, der havde boet her, og han berettede om First Nations lange historie her på stedet.
I 1980 blev han officielt ansat som opsynsmand og formidler i Fort Selkirk. Det var et job, som han passede til sin død i august 2000.
Han sagde til sin familile, at de altid skulle passe på stedet, og i dag er det hans niece, Freda Alfred, som er Selkirks officielle formidler. Hun byder os velkommen, da vi ankommer i strålende sol først på eftermiddagen.
 | |
| Interpreter Freda Alfred |
Landingen på flodbredden er ikke så svær og trapperne op ad skrænten ikke nær så stejle som i min erindring, men ellers er alt, som jeg husker det.
Der er et par skoleklasser fra Pelly Crossing her. Langt de fleste af dem er First Nation. De skal være her et par uger og har mange ting på programmet af kulturel art, og vi bliver med det samme opfordret til at deltage i alt, hvis vi har lyst. Vi møder Don Trudeau eller Pappa Don, som han kalder sig. Han er den lokale shaman og kommer kørende på en ATV med sin kone, Audrey, bagpå og sin lille hund foran samt et stort riffelhylster. Han inviterer os til historiefortælling kl. 19 bag ved køkkenbygningen. Det bliver dog ikke til noget i første omgang, da alle de unge mennesker drøner rundt og leger og spiller forskellige former for bold. Musik er her også - der er gået soundbox i etniciteten. Til børnenes ros må det dog siges, at de alle opfører sig utroligt pænt, og klokken 22 er der faktisk helt ro på pladsen.
Vi får en invitation af Pappa Don til at besøge ham senere sammen med to canadiske familier til en privat fortælleaften uden for hans hus, som ligger lidt syd for teltpladsen. Det bliver til en god halvanden time i den mundtlige fortælletraditions navn.
 |
| Pappa Don |
Næste morgen vågner vi til endnu en solskinsdag i Fort Selkirk. Vi spiser morgenmad og slapper af i solen. Derefter tager vi en rundtur til alle de gamle huse på stedet. Efter frokost besøger vi Papa Don og får en rundvisning på hans grund, hvor alting er bygget af ham selv. Han viser os en bygning, som bruges til at røge elkød fra efterårsjagten, således at kødet kan konserveres og bruges i løbet af vinteren. Det er First Nation, som har jagtrettighederne på alt det store vildt her i området, og hvis de ville kunne de jage hele året rundt, men det gør de ikke. De prøver at passe på de naturlige ressourcer ved kun at høste overskuddet, hvad enten det drejer sig om jagt eller om fiskeri. Desværre er der efterhånden mange steder i Yukon, hvor det ikke kan betale sig at tage ud til de traditionelle fiskepladser mere, da der kommer færre og færre laks op for at gyde. Noget, der ellers har været tradition for blandt de fleste familier, og som sikrede dem mad til hele den lange og kolde vinter.
På lejrpladsen får vi tit selskab af Whisky Jack også kaldet Camp Robber. Det er Canadas svar på den skandinaviske lavskrige. Navnet Camp Robber er til at forstå, da den er lige så tillidsfuld som lavskrigen, og derfor flyver rundt i lejren og søger føde - "stjæler" - helt tæt på os. Men hvorfor kaldes den også Whisky Jack? Forklaringen er formentlig, at det er en forvansket engelsk udtale af fuglens indianske navn. Dens officielle danske navn er grå lavskrige.
 |
| Gray Jay the camp robber - Fort Selkirk |
Senere på dagen prøver vi at gå langs med floden ad en sti ud til Victoria Rock cirka tre en halv kilometer væk. Oppe på pladsen ved teltene er lejrskolen gået i gang med tradtionel trommesang, og vi kan høre den regelmæssige, dumpe lyd fra trommerne, mens vi går. Stien er nem at følge til at begynde med, men den bliver sværere og sværere efterhånden, som vi kommer længere væk fra lejren. Vi er åbenbart ikke helt enige om det fornuftige i projektet, og Margit bliver mere og mere irritabel og bekymret, jo længere vi går. Vi ser tydelige spor efter elg, og på et tidspunkt skræmmer vi en flok hjerper op. De er fantastisk godt camouflerede og helt umulige at se, førend de flyver op med bulder og brag, og Margit får sig en forskrækkelse.
Vejret er blevet gråt og helt overskyet, og myggene tager til i antal, jo længere vi kommer væk fra lejren, så da vi er nået cirka to tredjedele af vejen, stopper vi og går tilbage igen, og jeg går over til trommegruppen og lytter og snakker lidt med dem.
 |
| Fort Selkirk, 9. august 2022 |
 |
| Fort Selkirk, 9. august 2022 |
 |
| Fort Selkirk, 9. august 2022 |
Senere, mens vi laver aftensmad, begynder det at regne, og vi flytter køkkenet ind under tarpen. Regnen fortsætter hele aftenen og natten med. Fugten breder sig i teltet og i vores tøj.
Den 10. august står vi op til "early morning rain" og en helt overskyet og grå himmel. Morgenmaden indtager vi under tarpen, og derefter pakker vi sammen - vådt telt og ditto tarp. Vi har mødt et par tyskere her, og de har lavet et meget fint arrangement med deres tarp, som de ved hjælp af adskillige granrafter har fået slået op over og omkring et bord-bænkesæt. De skal også afsted i dag, og deres fine tarphus bliver pillet ned. Vi siger farvel til folkene i Fort Selkirk og begiver os på vej. "Enjoy the rain!" lyder det fra et medlem af køkkenholdet.
 |
| Fort Selkirk, 9. august 2022 |
Tyskerne padler af sted lige før os. "Wenn die Sonne scheint, sehen wir uns wieder", siger den største af dem til os. Vi håber, at det kommer til at passe, og der er tilsyneladende en lille, forsigtig antydning af en opklaring på vej.
Samme eftermiddag slår vi lejr ved Selwyn River i strålende sol. Det er en af de sidste lejrpladser i skov, og der er lidt mørkt og skummelt her og også nogle få myg. Til gengæld er her masser af brænde, og skoven giver læ og skygge.
 |
| Gammel hytte ved Selwyn Riverlejren |
Der blev også gravet guld her ved Selwyn River i en kort periode under guldfeberen i atten hundredetallet, og man havde både en telegrafstation, postkontor og politi. Senere fungerede stedet som endnu en af de mange skovhuggerlejre, der leverede brænde til hjuldamperne, men også her gentog historien sig, og med landevejens komme forsvandt eksistensgrundlaget for Selwyn River bebyggelsen, og det hele gik i sig selv igen.
Næste morgen er der afgang i tåget vejr under en himmel, som vi ikke rigtig kan finde ud af - er det kun tåge, der hænger i floddalen, eller er der endnu en gang regn på vej? Det er heldigvis det første, og tågen letter langsomt, mens vi padler af sted, og Yukons fantastiske vildmark dukker langsomt frem, efterhånden som solen får mere og mere magt.
 |
| Morgenudsigt fra Selwyn River |
Vandrensning
er en tilbagevendende begivenhed. Vand er her jo i sagens natur ingen
mangel på, og vi har taget vand direkte fra floden og renset det, men jo
længere vi kommer nordpå, desto flere sedimenter og urenheder er der,
og vi går over til at tage vand fra de mange bække (creeks), der løber
ud i floden. De er selvfølgelig heller ikke lige gode alle sammen, og vi
må tit lede lidt efter et godt sted. Generelt er det dog nemt i år med
alt det vand, der er kommet i løbet af foråret og den tidlige sommer. I
2010 var det mere besværligt, da mange af bækkene var fuldstændig
udtørrede.
 |
| Vandrensning - Britannia Creek |
Et par kilometer før vi slår lejr, ser vi turens første sortbjørn. Den virker ikke særlig stor, som den går der og æder græs på en ø til venstre for os. Den kigger lige op, da vi passerer, og fortsætter så uforstyrret med at æde. Så får Margit øje på endnu en bjørn, som står i skyggen ovre på den anden flodbred. Den lunter ind i skoven, da den ser os, og vi kan se, at den har en lille unge, som tumler af sted bagefter moren.
Vi slår lejr på en sten- og sandbanke på en lille ø efter 67 kilometer på floden, som startede med fingerkoldt morgenvejr og tåge, og som slutter med sol og varme. Det er en åben lejr her i modsætning til lejrene i skoven. Det giver en del fordele: her er ikke så mange myg som i skoven, og vi kan bedre overskue omgivelserne, så hvis der skulle være en bjørn eller andre store dyr i nærheden, så er de nemmere at få øje på i god tid. Læ og skygge er her til gengæld ikke noget af.
 |
| Solnedgang den 11. august |
Sent på aftenen kommer der en kano forbi, og de gør os lige opmærksomme på, at de har set en stor sortbjørn med en unge. Om det var den, vi også så på den anden flodbred, er ikke til at afgøre, men det virker som, at de lige vil advare os. Vi bliver dog, hvor vi er.
Vi har fået et
lille problem med den ene af lynlåsene i teltet, som er meget svær at få
til at fungere. Lige i aften gør det ikke noget, da det er så varmt, at
vi lægger os til at sove uden at lukke yderteltet. Vi kan ligge og se
ud på en lille del af floden, der flyder stille af sted. Lynlåsen i min
regnjakke er også stået af, og det er straks lidt mere irriterende med
al den regn, vi har fået. Den begyndte faktisk så småt at strejke,
allerede da vi passerede Five Finger Rapids.
Netop som vi er
faldet i søvn, bliver vi vækket af et ordentlig plask. Det lyder som om,
der er et stort dyr, der er hoppet i vandet. Jeg får fat i
bjørnesprayen og pandelampen, og kravler ud af teltet og lyser rundt,
men der er absolut ingenting at se, og jeg går i seng igen. Det gentager
sig flere gange, og der er stadig ikke noget at se, ud over en flot
fuldmåne. Vi ender med at tage vores tøj på og sove fuldt påklædte.
Senere på natten mener jeg, at jeg har fundet en forklaring på
fænomenet. Lyden var ret ens hver gang, og jeg er overbevist om, at det
er bævere, der klasker halen ned i vandet, for at advare de andre, om en
mulig fare. Vi oplevede det ofte på Big Salmon River i 2010, men det er
jo et stykke tid siden, så det var ikke noget, der lige faldt mig ind
med det samme.
 | |
| Fuldmåne den 11. august |
Temperaturen falder i løbet af natten, og vi vågner op til endnu en fantastisk tågemorgen. Efterhånden som solen får magt, så bevæger tågebankerne sig langsomt op ad bjergsiderne og forsvinder. Vi får turens måske varmeste dag med fuld sol på udsigten over White River og sammenløbet med Yukon, som vi når frem til først på eftermiddagen. Det var netop, hvad jeg havde håbet på. Da vi passerede her forbi i 2010, regnede det, og vi var alle temmelig sure over vejret, som jeg husker det. I dag er det optimalt. Vi går i land og op ad skråningen på højre flodbred og får en helt fantastisk udsigt over White River.
 |
| White River og Yukon - bemærk farveforskellen |
White River er 320 kilometer lang. Den har sit udspring i Wrangell-St. Elias National Park i Alaska og løber over grænsen og ind i Yukon. Det meste af vandet i White River er smeltevand fra de omkringliggende gletsjere, og det er helt fuldt af sedimenter, som giver floden dens hvide farve. Det er tydeligt at se farveforskellen mellem den og Yukon, og det tager langt tid, inden floderne blander sig, og vandet får én farve.
 | |
| White River |
Vi padler en tre til fire kilometer videre og slår lejr på en stor sand- og stenbanke uden bevoksning.Himlen er næsten skyfri, og det er en meget varm og fantastisk flot aften. Det har været en lang og varm dag, og jeg er træt og må til sidst lægge mig i skyggen af kanoen og hvile. Ved elleve-tiden finder myggene så småt ud til os. Vi går i seng, og jeg sover som en sten til klokken syv næste morgen.
 |
| Morgen ved White Riverlejren |
Det
har kølet ned om natten, og hele den brede floddal er dækket af tåge,
da jeg vågner, og lyset fra solen er alle vegne og ingen steder på samme
tid. Ind imellem kommer der huller i tågen, og klipper og vand lyser op
et øjeblik og bliver så svøbt ind i disen og forsvinder ud af syne
igen. Jeg tager kameraet og går rundt og skyder løs. Hele landskabet
ændrer karakter med det skiftende lys. I løbet af et par timer får solen
dog overtaget, og lyset og farverne vender tilbage. Det er som at stå
og se på et foto, der langsomt kommer til syne i fremkalderbakken.
Det bliver varmt, og vi padler af sted i shorts og sandaler.
 |
| Morgen ved White Riverlejren |
 |
| Morgen ved White Riverlejren |
Vi
kommer forbi sammenløbet med Stewart River, og lige herefter tager vi
en afstikker fra hovedløbet ind gennem Henderson Slough. Det er som en
helt anden flod, en helt anden verden med sol og stille vand og masser
af spor efter elge i sandbankerne langs med bredden. Vi går i land og
spiser frokost og slapper af i solen. Vi fortsætter langsomt videre, og
lige inden vi når ud på selve Yukon igen, ligger der to svaner. De
ligner vores knopsvaner til forveksling lige bortset fra, at de har
sorte næb.
 |
| Mute swan, Henderson Slough |
 |
| Henderson Slough |
Dagen har været meget varm, og da vi kommer ud på Yukon igen, kan vi se store cumulusskyer, der bygger sig op på himlen efterhånden, som eftermiddagen skrider frem. Hvor smukke de end måtte være at se på, så fortæller de os, at der højst sandsynligt er rigtig møgvejr på vej. Efter fyrre kilometers padling slår vi lejr på en lille sandbanke ud for en ø med det ildevarslende navn Dead Man Island. Vi kan høre lyden af fjern torden hele tiden, og efter vi har spist, begynder tordenbygerne rundt om os. På et tidspunkt er det ret voldsomt, men det driver hurtigt forbi og hænger længere nordpå ved Dawson og raser. Nye tordenskyer er dog på vej sydfra, så vi må se, hvad natten bringer.
 |
| Cumulusskyer over Yukon |
Natten bringer torden med stort T! Vi tager alle de forholdsregler, som vi finder nødvendige. Jeg binder kanoen fast til en stor trærod, fordi jeg flere gange har oplevet tordenbyger, hvor der fuldstændig uden varsel kom vindstød af stormstyrke farende hen over vandet. Vindstød, som vil være kraftige nok til at blæse en kano ud i floden og væk. Senere på natten bliver det så voldsomt, at vi pakker alt ned i tønderne, henter kanoen, lægger den lige uden for teltet og læsser den. Jeg tager fortøjningen med ind i teltet, så vi vil være i stand at tage af sted i en fart, hvis vandet pludselig stiger. Så venter vi bare i teltet fuldt påklædte, mens hele verden bliver sort, regnen vælter ned, og lynene farer henover himlen hele vejen rundt om os efterfulgt af øredøvende tordenbrag.
 | |
| Torden mod nord |
 |
| Tordenvejr |
 | |
| Tordenvejr |
Vi kommer godt gennem natten, uden dog at få sovet ret meget. Heldigvis er solen fremme næste morgen, så vi kan få ryddet op og få tørret al vores klamme og fugtige grej. Efterhånden som solen får mere magt, varmen breder sig, og der oven i købet er udsigt til morgenmad i tørvejr, så stiger humøret betragteligt. Margit skal på tur med spaden, da hun pludselig stivner - "Der kommer en bjørn!" udbryder hun, og jeg får travlt med at få hevet kameraet ud af den vandtætte pose og få kontrolleret indstillingerne. Det driller alt sammen, og jeg når kun at få to billeder, der er noget værd. Bjørnen er fuldstændig ligeglad med vores tilstedeværelse og trasker roligt af sted. Den vil åbenbart bare over på den anden side, og i den anledning bruger den vores lille ø som transit. Ingen grund til panik.
 |
| Sortbjørn |
 |
| Sortbjørn |
Vi begiver os af sted på den andensidste etape af turen. Vejret er ustabilt, og perioderne med sol bliver afløst af tordenbyger, der dog heldigvis er af kort varighed. Vi slår lejr på en sandbanke, lige inden endnu et kort regnvejr er over os. Da det klarer op, går vi i gang med madlavningen. Måltidet består mest af en stor stak pandekager med ahornsirup. Vinden blæser lugten lige over vandet og ind i skoven. Jeg kigger over mod skovbrynet med jævne mellemrum, og forventer at se et stort hoved med en vejrende snude komme til syne mellem træerne, men der sker ingen ting, og vi nyder vores måltid i fred og ro, inden vi går i poserne. I morgen skulle vi gerne nå til Dawson.
 |
| Pandekager!!! |
 |
| Sidste lejrplads inden Dawson |
Så er det vores sidste dag på floden i gråvejr med spredte byger med og uden torden, som følger os på vej på strækningen ind til Dawson. Vi når frem til byen midt på eftermiddagen, hvor vi glider ind i eddyen på venstre flodbred lige før det lille færgeleje. Her er store reklameskilte for "River Hostel" - Dieters Campingplads, som ligger oppe på en lille skråning med udsigt over floden og over til byen på den modsatte bred. Vi sluttede også turen af her i 2010. Stedet har ikke ændret karakter. Her er stadigvæk et malerisk roderi, omend det hele er groet mere til, end det var, sidst vi var her. Yukons svar på Thylejren fristes jeg til at sige. Baderummene og lokumsfaciliteterne er ved at være lidt mere klamme end maleriske. Det kniber åbenbart en del med rengøring og vedligehold. Dieter selv ser lidt ældre ud - naturligvis- det gør jeg nok også, og han virker også mere søvnig end i 2010. Det gør jeg forhåbentlig ikke!
 | |
| Dieters River Hostel |
Vi slår teltet op og indretter os, og så bliver der lavet pandekager igen. Dem kan man ikke få for mange af. Byen ligger på den anden side af floden, men da der er en gratis færge, som sejler 24/7, så er det ikke noget problem at komme frem og tilbage over floden. Men er der noget, som vi har lært på denne tur - eller måske snarere burde have lært - så er det jo, at der meget sjældent er hold i planerne. Vi når at se den lille færge krydse floden en enkelt gang, og så bliver den ellers liggende på den anden bred. Vi står og venter lidt, men der sker ingen ting ovre på den anden side. Færgen bliver liggende, hvor den ligger. Senere får vi at vide, at den har ramt noget drivtømmer ude i floden og har fået beskadiget skruen. I løbet af næste dag bliver den hevet på land for at blive repareret, og da der først skal bestilles og leveres reservedele, så skal vi nok regne med, at der går en uges tid, inden den er sejlklar igen.
Der bliver dog hurtigt etableret en
forbindelse over floden ved hjælp af private småbåde, således at både
turister og lokale kan komme frem og tilbage. Bilerne derimod må blive,
hvor de er ind til videre. Vi har vores kano, og vi kan jo sådan set
godt padle frem og tilbage, men det bliver vi rådet fra, da kanoer og
padler, der ligger uden opsyn på flodbredden ovre i byen, har det med at
forsvinde. Vi havde planlagt at have en festlig aften med can can show
og anden underholdning i "Diamond Tooth Gertie´s" etablissement, men da
den sidste bådtur over floden allerede er klokken kvart i ti, så bliver
det heller ikke til noget. Den eneste positive ting, ved at der ikke er
hold i planerne, er, at så har vi da en grund til at vende tilbage til
Dawson og Yukonfloden endnu en gang for at indhente "det så sørgeligt
forsømte", som skolelærerne skrev i karakterbogen..
 | |
| "Ferry across the Yukon" |
Dawsons indbyggertal er omkring 2.000. Det er en lille charmerende by, som det er umuligt for mig ikke at holde af. Historisk set har området været tilholdssted for First Nation i mange generationer, og det var først, da der blev fundet guld i området i 1896, at alting begyndte at ændre sig. På to år fra 1896 til 1898 voksede der en by frem med et indbyggertal, der voksede til mellem tredive og fyrre tusind. Allerede i 1899 begyndte guldfeberen dog at klinge af og indbyggertallet faldt støt, og i 1902 var der kun omkring 5.000 indbyggere. Dawson var territorial hovedstad helt frem til 1952, hvorefter Whitehorse overtog titlen.
 |
| Dawson City |
 |
| Red Mammoth Bistro |
med knap så flotte og velholdte bygninger på "bagsiden". Det har alt sammen sig helt egen charme, men da vi tager over floden næste morgen, for at indtage en gedigen engelsk morgenmad med hele svineriet, så bliver vi meget skuffede. Det viser sig, at der er en udtalt mangel på arbejdskraft efter coronaen, så det er umuligt at få selv en beskeden morgenmad, uden at skulle stå i kø i lang tid. Vi forsøger os en hel del forskellige steder, men uden held. Mange af spisestederne har simpelthen lukket af mangel på personale her midt i højsæsonen. "Klondike Kate`s" var et af de rigtig gode steder i 2010, men det er blevet købt af en rig amerikaner, som så åbenbart mistede interessen for projektet, og det ligger ubenyttet hen. Vi finder en lille cafe - "The Red Mammoth", hvor vi kan få en tår kaffe og en sandwich, og så køber vi ellers ind, så vi selv kan lave morgenmad, som vi plejer.
Tyskerne - wenn die Sonne scheint - mødte vi en enkelt gang på floden efter Fort Selkirk, og nu render vi ind i dem dagligt i Dawson, eftersom de har lejet en hytte hos Dieter i et par dage, inden de skal hjem.
 |
| Jack Londons hytte |
Jack London er vel nok den kendteste person, som har haft en relation til Yukon og Dawson, og vi besøger museet på hjørnet af Eighth Avenue og Firth Street. Jeg var her også i 2010, men stedet kan sagtens tåle endnu et besøg. Det er et lille lokale, men det er fyldt med masser af spændende, gamle fotografier og oplysninger. Jeg fik en meget interessant samtale og udveksling af informationer med damen, der passede museet. Uden for museumslokalet står Jacks gamle hytte, som et par lokale beboere opdagede ved en bæk ved Henderson Slough sidst i tresserne, og den blev så flyttet til museet i Dawson. Der er mere om Jacks liv og levned her: JACK LONDON!!!
 |
| Robert Services hytte |
En anden kendt forfatter, i hvert fald i den engelsksprogede verden, er Robert Service, som boede og arbejdede som bankmand i Dawson i nogle år, ind til hans digte blev så kendte og populære, at han kunne leve endog særdeles godt af forfatterhonoraret. Hans lille hus skråt over for Jack Londonmuseet er bevaret som museum, og der er daglige ture/foredrag i sommersæsonen. Her er der et link til lidt flere informationer om ham: ROBERT SERVICE!!
Der er en del vandrestier rundt omkring Dawson, som vi kan anbefale, og hvor man kan få rørt benene efter nogle uger i kanoen. Der er informationstavler med historiske oplysninger og også med opfordringer til at dele stierne med andre brugere på en fredelig måde - det gælder også bjørnene, som dog har "forkørselsret".
 |
| Færdselsregler i Dawson |
 |
| Paddlewheel Graveyard |
Tiden nærmer sig, hvor vi skal tilbage til Whitehorse, men vi skal lige nå at se hjuldampernes kirkegård på venstre flodbred en halv kilometer nord for landevejen. Vi går ned igennem den statsdrevne campingplads, så langt som vi kan og går derefter ud til flodbredden, hvor det er muligt at gå det sidste stykke ud til resterne af et par hjuldampere, som er blevet lagt op her efter at samfærdslen flyttede fra floden til landevejen. Det er et fantastisk syn, at se to store hjuldampere ligge her i en tilstand af forfald og opløsning og langsomt bllive overtaget af landet og skoven igen. Følelsen er dog også blandet med vemod og undren over den store rolle, som økonomi og tilfældigheder spiller i vores liv. Tre mænd finder guld ved Bonanza Creek en augustdag i 1896, og livet i hele området ændrer sig fundamentalt med store konsekvenser for menneskene både her og mange andre steder i verden.
 |
| Hjuldamperkirkegård |
 |
| Hjuldamperkirkegård |
Den 19. august bliver vi og kanoen hentet af vores outfitter og kørt tilbage til Whitehorse sammen med et tysk ægtepar, som kom til Dawson for et par dage siden. Færgen sejler stadig ikke, så vi må padle kanoen og grejet over til den anden bred. Vi tager næsten en kilometer op ad floden imod strømmen helt inde ved bredden, hvorefter vi finder en passende vinkel i forhold til strømmens fart og laver en forlæns færge over på den anden side. Vi får læsset kanoerne og sætter os ind i bilen med en lang dags køretur foran os.
 |
| Miles Canyon |
Da vi kommer tilbage til Whitehorse, indlogerer vi os endnu en gang på hotellet i Ray Street. Dagen efter lejer vi et par cykler og kører sydpå langs med floden forbi Schwatka Lake og ud til Miles Canyon, hvor Yukonfloden gennem millioner af år har skåret sig ned igennem klipperne. Vi går rundt et par timer her, snakker med nogle andre turister og fotograferer. Vejret er klart og med høj sol for en gangs skyld, og canyonen er fantastisk smuk.
 |
| Miles Canyon |
Et par kilometer nærmere byen finder vi Whitehorse Rapids, som på trods af at de er blevet reduceret i kraft og voldsomhed af den dæmning, der blev bygget i 1959, for at producere elektricitet til byen, stadig er imponerende at opleve. Konstruktionen af dæmningen gør selvfølgelig livet svært for de laks, der skal op ad floden for at gyde, så der er lavet en fisketrappe af træ, som er verdens længste, og hvor man overvåger og tæller de laks, som kommer forbi på det, som er verdens længste fiskemigration på cirka 3200 kilometer. Desværre ser det ud til at antallet af laks, der vender tilbage for at gyde, uvist af hvilke årsager også falder drastisk her.
 |
| Whitehorse Rapids og The Blue Bridge |
På vej tilbage til byen ser vi nogle foskajakroere, der ligger og leger i strømmen under den blå bro - The Blue Bridge. Det er lidt vildere end Susåens vandfald, men de har dog det til fælles, at begge steder er inden for bygrænsen.
 |
| Kajakker ved Blue Bridge |
 |
| Kajakker ved Blue Bridge |
Der er ved at være tid til at tage afsked med Yukon og Canada for denne gang. Vi er også bare så fulde af gode oplevelser, at det bliver godt at komme hjem igen, men som sædvanlig, når jeg skal forlade Canada, så er det med meget modstridende følelser. En del af mig ønsker at bliver her altid. Jeg håber, at jeg kan nå at opleve endnu en tur i den canadiske vildmark.
Indkøbsliste:
| Vare | antal |
| Müsli og havregryn | 5 kg |
| Affaldsposer | 1 rullle |
| Ahornsirup | 1½ liter |
| batterier | |
| Chokolade/kiks/bar | 2 kg |
| Fryseposer | 1-2 ruller |
| Færdigretter | 15 stk |
| gasbeholdere | 4 stk |
| grydesvamp | |
| Håndsprit | |
| Kaffe | 600 g |
| Kaffefilter | |
| ketchup | 2 flasker |
| Knækbrød e.l. g. | 6 kg |
| krydderier | |
| lighter | |
| Linser ukogte | 1,8 kg |
| Lommetørklæder | 1 pk |
| Makrel, torskerogn, leverpostej e.l. | 25 stk |
| Mayonnaise | 500 g |
| mælkepulver spsk | 1 kg |
| Måske koffeinfri instant | 1 dåse |
| Nødder g. | 1 kg |
| Olie | 1 liter |
| Ost g. | 0,5 kg |
| Pandekagemix stk | 9 stk |
| Pasta tørret | 2 kg |
| Peanutbutter | 500 g |
| Ris tørret | 2,6 kg |
| Røget bacon vakuumpakket g | 500 g |
| salt og peber | |
| spegepølse | 2 stk |
| sulfo | |
| Supper stk | 12 stk |
| Tabasco | |
| Te | 25 stk |
| toiletpapir | |
| Tomatpure | |
| Tørrede bønner | 500 g |
| Tørrede svampe | 1 kg |
| vat | |
| vådservietter | 1-2pk |
| Æggepulver | 4 breve |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar