Færøerne 2024

 

Vi havde egentlig tænkt os, at sommerferieturen i år skulle gå til Shetlandsøerne med det rige fugleliv, den fantastiske natur og blandingen af skandinavisk og skotsk kultur. Vi syntes selv, at vi havde rigeligt med tid, men det viste sig dog hurtigt, at vi var alt for sent ude med hensyn til planlægning og booking af overnatning og så videre. Alt var optaget. Også her strømmer turisterne til i stort antal. Måske har den populære tv-serie "Shetland" fungeret lidt som katalysator i den forbindelse. Vi har dog ikke opgivet projektet omkring et besøg på Shetlandsøerne, men det bliver nok ikke de første par år. I stedet valgte vi at tage til Færøerne - et rejsemål ikke helt ulig Shetland, og vi fik da lige et helt fantastisk glimt af den nordligste spids af øerne fra færgen i ti sekundmeter vind, da vi var på vej til Torshavn.

Der er afgang med færgen fra Hirtshals den ottende juni klokken 16, men da vi er kørt om bord på færgen, får vi at vide, at skibet er på færøsk tid. Vi sejler altså klokken 15 i stedet for klokken 16. Vi befinder os i en tidslomme på færøsk tid omgivet af dansk normaltid - altså sommertid. Bare mit ur ikke får et nervøst sammenbrud.

Det blæser en del, og vinden føles kold. Himlen er dækket af grå skyer, da vi sejler ud af havnen i Hirtshals. Efter et par timer kommer der enkelte huller i skylaget, og vi kan se den norske kyst med den hvide brænding derinde.

Ud for den norske kyst 8. juni 2024

Efterhånden som dagen skrider frem, klarer det mere og mere op, og vi sejler under en blå himmel med enkelte grå og hvide skyer, som blæser af sted, drevet af en frisk og kold vind. Når jeg ligger i køjen i vores kahyt, kan jeg se en lysstribe, der flytter sig hen over loftet i takt med skibets bevægelser og skyernes position på himlen. I løbet af aftenen bliver det mere overskyet. Store blygrå bygeskyer hænger ude i horisonten, og en enkelt amboltsky tårner sig op på himlen. Natten bringer mere vind med sig. Skibet hugger og banker i bølgerne, og vibrationerne kan mærkes i hele kroppen. Jeg sover uroligt og vågner mange gange. På trods af søsygepiller og ditto armbånd, så har jeg lidt kvalme.

Næste morgen vågner vi til sol og skyer og lidt mindre blæst - heldigvis. Vi går ned i cafeteriaet, hvor der venter os en overdådig morgenbuffet, som jeg gudskelov er i stand til at kaste mig over. Jeg tager revanche for det morgenmåltid, som jeg gik glip af i Dawson, Yukon i 2022. Det her kan virkelig godt måle sig med "Klondike Kate´s"! En fantastisk restaurant som nu desværre er lukket.

Ved middagstid passerer vi forbi det nordligste punkt af Shetlandsøerne. Vejret er blevet mere blæsende igen, og Shetland er et flot og også barskt syn med klipper og brænding i 10 sekundmeter vind. Et lille hvidt og ensomt beliggende fyrtårn lyser op mellem de mørke klipper som en  advarsel til skibene om risikoen for stranding fra en tid før GPS'en.

Shetland, 9. juni 2024

Der har været masser af fugle omkring skibet hele morgenen og formiddagen. Det skyldes uden tvivl, at vi er så tæt på Shetland. Mallemukkerne svæver henover bølgerne og leger i vinden med et minimalt energiforbrug. Senere dukker de store, hvide suler op på vej ud over Nordatlanten i deres søgen efter føde. Jeg er gået ud på dækket for at fotografere, men det er ikke helt nemt, da det blæser så meget, at det er svært at stå stille uden noget at læne sig op ad.

Skibet stamper videre mod Færøerne i et vejr, der ikke bliver bedre, og Shetlandsøerne bliver langsomt mindre og forsvinder snart helt af syne. Ved 23-tiden er vi endelig fremme og kan køre fra borde. Det tager os næsten en time at finde vores logi. Torshavns  snævre gader, hvoraf mange er ensrettede, virker nærmest som en labyrint. GPSen dækker ikke, og til sidst må vi ty til Margits telefon. Jeg bliver desværre altid yderst irritabel i sådanne situationer, især når jeg er træt som nu. Værelset var nu ganske udmærket, da vi først fandt det, og værtinden havde lagt en lille hjemmestrikket gave til hver af os.

Torshavn, 10. juni 2024

 

Næste morgen, mandag den 10. juni, er vi stadig trætte og lidt groggy oven på et par lange rejsedage, så vi driver lidt rundt i Torshavns gamle bydel, hvorefter vi kører over til campingpladsen og slår vores telt op. Der er en flot udsigt over til Nolsoy, og selvom vi befinder os inde i Torshavn stadigvæk, så virker det overhovedet ikke sådan,  og pladsen er velfungerende og velholdt.

De første, der kom til Færøerne, var irske munke i 600 tallet. De blev dog fortrængt af norske vikinger et par hundrede år senere. Vikingerne gennemførte en større bosætning af øerne og knyttede dem dermed til tidens nordatlantiske og vestnorske samfund. Omkring år 1300 har befolkningstallet formodentlig været på omkring 4000 mennesker. Dette har nok igennem mange år været det antal, som øerne og havet har kunnet brødføde ind til slutningen af det 16. århundrede, hvor øerne oplevede en langvarig befolkningstilvækst, som varede lige til omkring 1990. I dag er befolkningstallet på cirka 54.000. Heraf bor de 23.000 i Torshavn.

De gamle træbygninger hvor Lagtinget holder til, Torshavn,10. juni 2024

 

 

Der fandtes ikke en egentlig adel på Færøerne, og op til 1500-tallet har der sandsynligvis været en social struktur med nogle enkelte storbønder i toppen af pyramiden, en del selvejerbønder og fæstebønder under kirken, samt en underklasse af jordløse husmænd og tjenestefolk og også først i perioden ufrie trælle. Omkring år 900 samlede de færøske storbønder sig i et lovgivende, politisk bestemmende og dømmende Alting.

Fra 1035 blev Færøerne et skatteområde under Norge, og kirkens og kongens magt øgedes langsomt. Altinget fik navneforandring til Lagtinget og havde nu mindre politisk og lovgivende myndighed. I middelalderen var kirkens og bispedømmets centrum Kirkjubøur. Her kan man stadig se den eneste romanske sognekirke fra sidst i 1100-tallet og den spektakulære ruin af den gotiske Magnuskatedral.

Resterne af Magnuskatedralen, Kirkjubøur, 19. juni 2024

  

Færøerne fulgte med Norge ind under den danske krone i 1380, og her forblev de indtil 1815 sammen med Island og Grønland. Lagtinget blev nedsat i Torshavn, som blev landets vigtigste handelsplads. Økonomisk og politisk blev tyngdepunktet dog gradvist flyttet til København. I 1500- og 1600-tallet overgav kongemagten monopol på handelen til handelsselskaber, og 1655 til 1709 fik kronens kreditorer Færøerne i forlening. I 1709 overtog kronen selv eneretten på handelen, indtil den blev ophævet i 1856.

Under Reformationen i 1540 blev kirkens jord og godser beslaglagt af kongemagten. På Færøerne udgjorde kirkens ejendom cirka halvdelen af den dyrkbare jord, som nu blev kronens jord. Den blev fæstet på rimelige vilkår til såkaldte kongsbønder. Fæstet gik i arv, og kongsbønderne blev den stabile kerne i samfundsstrukturen. Der var dog stadig selvejerjord (odelsjord), som kunne købes og sælges.

I 1687 blev enevældens nye Norske Lov indført på Færøerne suppleret med love fra centralstyret i København, og i 1816 blev Lagtinget ophævet. Samme år fik Færøerne status som et dansk amt, og mange af de ledende færøske embedsmænd blev med tiden erstattet af udsendte danskere.

I 1849 blev Færøerne lagt ind under Grundloven, og de blev repræsenteret i Rigsdagen. Fra 1852 til 1854 blev et moderne folkevalgt amtsråd under navn af Lagtinget indført, og dets myndighedsområde blev udvidet i 1948 under en hjemmestyringsordning, som stadig er gældende.

Da den kongelige monopolhandel blev ophævet i 1856 voksede den økonomiske aktivitet, og landbrugsproduktionen øgedes også kraftigt. Det var dog overgangen til et eksportorienteret dybhavsfiskeri i 1880erne, som for alvor førte Færøerne ind på verdensmarkedet. Fiskeriet blev den vigtigste næringsvej for færingerne. Fra 1930ernes økonomiske krise og videre fra 1950erne har danske økonomiske subsidier dog også betydet meget for indførslen og opretholdelsen af et moderne velfærdssamfund.

Jóannes Paturssón, en færøsk kongsbonde, forfatter og politiker, var omkring 1890 igangsætter af en sproglig og kulturel bevægelse, som bland andet krævede sproglig ligestilling mellem dansk og færøsk i skolen, kirken og retsvæsenet. I 1938/39 blev dette gennemført for så vidt angår skole og kirke, men retsvæsenet er stadig domineret af dansk.

Under den anden verdenskrig styrede øerne sig selv, da de var besat af briterne og afskåret fra Danmark. Erfaringerne fra krigen gjorde, at Færøernes status som et dansk amt blev ophævet, og færingerne fik selvstyre i 1948.

Der har været politiske uenigheder og vrede  mellem Danmark og Færøerne fra tid til anden, især omkring ønsket om færøsk selvstændighed, men vi må sige at under vores ophold på øerne, mødte vi ikke andet end venlighed og hjælpsomhed fra den færøske befolkning. Politik er en ting - menneskelige relationer somme tider en helt anden.

Det er mandag den 11. juni, og efter en kold og blæsende nat, skal der lige lidt tid og en god gang morgenmad til for at få liv i skroget. Vi kører lidt uden for Torshavn og finder starten på en af de gamle vardemarkerede vandrestier, som går fra Torshavn og over til Kirkjubøur. Vi har ikke gået ret langt, før jeg hører lyden af en dobbeltbekkasin. Det er en lyd, som jeg kan genkende, selvom det er mange år siden, at jeg har hørt den i Danmark. Strandskader og regnspover hører og ser vi på vej op ad højdedragene. Det er et totalt træløst landskab, vi vandrer igennem, og det minder mig om Wales. Da vi har passeret det højeste punkt på ruten, og så småt er på vej ned mod Kirkjubøur, hører jeg en lyd, som jeg ikke umiddelbart kan genkende. Det viser sig at være et par hjejler. Dem har jeg set masser af, men aldrig i sommerdragt som her. De er ikke særlig sky, og de har formentlig æg eller unger i nærheden. Jeg har ikke taget det store, tunge fotogrej med i dag, men til sidst er den ene af fuglene så tæt på os, at jeg får taget et par tålelige billeder med mit 135 mm objektiv på K1éren.

Mod Kirkjubøur, 11. juni 2024

Efter at vi har spist vores medbragte frokost og drukket et par kopper kaffe, vender vi snuden den anden vej, går tilbage til vores bil og kører hjem til campingpladsen.

I morgen vil vi tage færgen til Nolsoy. Vejret ser ud til at blive lidt bedre med mere sol og op til hele ti graders varme. Lidt over 21.000 skridt er det blevet til i dag.

Udsigt fra Kirkjubøur mod Hestur og Koltur, 11. juni 2024

Tid til frokost!

Onsdag morgen. Telefonens alarm vækker os kvart over seks. Efter en hurtig morgenmad går vi ind til havnen og tager "Tejsten" over til øen Nolsoy. Turen varer kun en halv times tid, så vi er hurtigt af sted på vores vandretur - Nolsoy på langs - ud til fyret på den sydøstlige ende af øen. Vi har ikke gået ret længe, før vi kommer til en meget stejl stigning, som får sveden frem på panden og gang i åndedrættet. Jeg slæber som sædvanlig rundt på en 8 - 10 kilo fotoudstyr plus diverse, så de stejle stigninger kan godt mærkes. Efter en times tid flader terrænet ud, og vi får udsigt mod vest over et landskab, der minder om en svensk mose. Her ser tørt ud, men vandet pibler frem under støvlerne, lige så snart vi lægger vægt på fødderne. 

Fugle er her en del af: hjejler, dobbeltbekkasiner, mallemukker, et par lommer, som er for langt væk til, at jeg kan se præcis, hvad det er. Storkjover og almindelige kjover er her også plus småspover, ravne, strandskader og stenpikkere. Da vi når ud til "tårnet ved verdens ende", kan vi se hundredvis af fugle, som ligger ude på havet og dykker efter føde.

Toppen af den stejle stigning på Nolsoy. 12. juni 2024

 

Tre kvarter senere begiver vi os hjemover i opklarende vejr. Da vi når tilbage til havnen, har vi over en times ventetid på færgen, men vi finder en lille hyggelig cafe og lokalt spillested, hvor kaffe og en øl gør ventetiden kort. Maggies Cafe kan virkelig godt anbefales. Klik HER, hvis du vil besøge deres hjemmeside!  Vi har gået 31.600 skridt i dag og dertil mange højdemeter.

Torsdag morgen den 13. juni. Vi pakker bilen og kører mod færgelejet i Sørvagur, hvor vi tager færgen over til den vestligst beliggende ø - Mykines - som skal være et eldorado for ornitologer og fuglefotografer. Det er en ret lille ø på kun 10 kvadratkilometer med en bygd og en lille havn, som kun kan anløbes, når vejret er til det. Pålandsvind ved havnen kan hurtigt gøre det umuligt at komme til eller fra øen. Det højeste punkt er 560 meter over havoverfladen, og næsten al kyst er mere eller mindre lodret klippekyst ud mod Atlanterhavet. Det er et af de steder på Færøerne, hvor der er mindst nedbør. Til gengæld vil jeg tro, at det er det mest forblæste område.

Båden, der sejler os turister fra Sørvagur til Mykines har plads til omkring 80 personer, og der er tre daglige afgange i sommerperioden. Derudover er der også mulighed for komme derud med helikopter og pr båd med andre turoperatører, så alt i alt vil jeg mene, at der er et betydeligt pres på naturen og fuglelivet på en lille ø som Mykines.

"Josup" ankommer til Mykines, 16. juni 2024

 Turen med båden ud til Mykines er en oplevelse i sig selv med udsyn til nogle yderst spektakulære klippeformationer og fuglefjelde, som rager lodret op af havet. På vej forbi fuglefjeldene lagde jeg mærke til, hvor mange lomvier og lunder, der kom farende op vandet tydeligt forskrækkede på grund af motorlarmen fra båden. Det må udgøre en stor stressfaktor for fuglene, når de fisker og så bliver forstyrret seks gange om dagen, når færgen passerer.

Drangarnir, Færøerne, 16. juni 2024

   Ud over at betale for teltning og færgeturen til øen, så har vi måttet af med 400 kroner per person for en tvungen guidet tur op til øens lundekoloni. Vi har hele tiden ment, at det er ret groft, at man også skal betale for at komme i land på øen og gå rundt, men efter to dage herude, så giver det god mening både med betalingen og med de adgangsbegrænsninger, der er indført. Jeg synes faktisk, at der burde indføres endnu flere begrænsninger for ikke at få ødelagt området. Der kommer efterhånden så mange  èndagsturister - op til 250 om dagen - og de skal alle sammen op til lundekolonien. Mange af turisterne har tilsyneladende ikke den store interesse i fuglene eller området. De skal bare kunne sige, at de har været  her. På den anden tur op til kolonien gik vi bagefter en gruppe kinesere, som ikke bestilte andet end at tage selfier med deres telefoner og små kameraer. En af dem gik med øjnene fastlåst til sin mobiltelefon og sms'ede hele vejen op og ned igen. Hun tog kun øjnene væk fra skærmen, når hun stillede sig i en eller anden sprællemandspositur, så manden kunne forevige hende med sit lille selfiekamera - se mig, se mig. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad meningen er med at rejse om på den anden side af jorden for at gå rundt på et så helt igennem fantastisk sted som Mykines med snuden begravet i en skærm og så ellers tage selfier og sprællemandsbilleder af sig selv og ens partner.

På vej mod Mykines, 13. juni 2024

Indsejlingen til "havnen", 13. juni 2024

I 2021 var der et klippeskred vest for lundekolonien, og siden da har området videre mod vest ud til fyret været lukket land. Der var ikke nogle af guiderne, der sagde det direkte, men det skinnede igennem, at man har brugt det som en undskyldning til at forbyde færdsel vest for lundekolonien. Det skyldes, at der i lavningen før fyret er endnu flere lunder, end der er i kolonien på toppen, og den mere eller mindre permanente tilstedeværelse af mennesker stressede fuglene, som er pressede i forvejen af klimaændringer og fødemangel. Mellem 2010 og 2015 fik de så godt som ingen unger på vingerne. Det ser dog i følge de lokale ud til, at bestanden er vokset lidt i de efterfølgende år. Den traditionelle lundefangst, hvor jægeren sidder helt ude på klippekanten med en lang ketsjer og fanger fuglene, når de kommer hjem til redehullet, er man omsider stoppet med på grund af det faldende antal af lunder. En færing fortalte os, at der til gengæld er mulighed for at importere lunder fra Island i kasser med 100 stykker nedfrosne fugle.

Mykines med fyret i baggrunden, 14. juni 2024

Lunde, Mykines, 13. juni 2024

Den del af klippekysten, der vender mod nord, og som ligger øst for lundekolonien - the edge - er frit tilgængelig, og da der også her er ret mange fugle og næsten ingen turister, ud over mig selv, så tilbringer jeg mange timer heroppe i vinden, hvor jeg forsøger at fotografere flyvende lunder, rider, mallemukker og suler. Inde på engene er der almindelig kjove, storkjove, strandskade og dobbeltbekkasiner, og lige så snart man bevæger sig væk fra den forblæste klippekyst, så kan man høre lyden fra sidstnævnte, når den stukadykker med udspilede, vibrerende og brummende halefjer.

Ride, Mykines, 14. juni 2024

Almindelig kjove, Mykines, 14. juni 2024

Lunde, Mykines, 15. juni 2024

Lunde, Mykines, 15. juni 2024

Mallemuk, Mykines, 15. juni 2024

Vi har fået anvist en teltplads lidt oven for bygden ved siden af en lille bæk. Vi har vendt teltåbningen mod syd, så vi har en fantastisk udsigt ned over bygden og videre ud over Atlanten. Til højre kan vi ane fyret og sulekolonien  på Mykinesholmur. Det viser sig hurtigt, at der også er en anden fordel ved, at teltet vender den vej, for i de tre dage vi er her på øen, blæser det mere og mere voldsomt fra nord og nordøst, og vores placering giver en lille smule læ. Jeg bekymrer mig dog ikke så meget, da jeg har stor tiltro til vores Berganstelt. Margit er lidt mere urolig over den tiltagende vind, som i stødene er oppe på stormstyrke. Det viser sig desværre, at hun får bekræftet sine bekymringer, da vi bliver vækket kl. 4 om morgenen på den tredie nat ved, at telttaget falder ned i hovedet på os. Teltstangen i midten er simpelthen røget ud af læderholderen og har prikket hul i teltdugen. Vi får lavet en midlertidig løsning, så vi kan holde skansen, til det bliver tid til at stå op. Det blæser voldsomt, men heldigvis regner det ikke.

Vores hyggelige lejrplads på Mykines, 14. juni 2024

Udsigt over bygden, Mykines, 14. juni 2024

Vi har været på øen i tre døgn nu, og de lokale er begyndt at snakke med os. Jeg bliver inviteret indenfor i huset helt yderst ved den lille havn. Det er et træhus, som er sendt over fra Norge som selvbyggerprojekt. Det blev bygget på én dag i begyndelsen af halvfjerdserne, fortæller ejeren, hvor alle vennerne, familie og bekendte troppede op fra morgenstunden og tog del i arbejdet. Da klokken blev ti om aftenen, var de alle sammen så fulde, at de ikke kunne stå på benene, men det gjorde ikke noget - huset stod der. 

For en 60 til 70 år siden boede der næsten 200 mennesker på Mykines. I dag er der 8 fastboende tilbage, men en del af husene herude fungerer som sommerhuse for ejerne. I vore dage er der en helikopterforbindelse til de andre øer, men førhen kunne det være umuligt at komme til eller fra Mykines på grund kraftig sydvestenvind, som forhindrede båden fra Sørvagur i at anløbe havnen. En af de lokale fortalte mig, at han for mange år siden havde været strandet på Vagur på vej hjem til sin kone på Mykines. Den ene dag gik efter den anden, og til sidst var der gået en hel uge, og han var ved at være godt træt af blæsten, der ikke ville lægge sig. Han bestilte så en lille privat båd til at sejle sig om på læsiden af Mykines, og så ringede han til sine venner derovre og bad dem komme ud på klipperne med et af de lange reb, der blev anvendt af ægsamlerne. Det blev han så hejset op i, hvorefter han kunne gå hjem. Det er seje folk, der bor heroppe på Færøerne.

 

Mykines, 14. juni 2024

Vi beslutter os  - lidt forhastet måske - for at forlade Mykines en dag tidligere end planlagt på grund af det forblæste telt, og efter en fantastisk flot og meget våd sejltur tilbage til Vagur, finder vi et værelse i Vestmanna, hvor vi tilbringer en enkelt nat.

Fra Mykines mod Vagur, 16. juni 2024

 

Den 17. juni tager vi en sejltur med turistbåden i Vestmanna for at se på klippeformationerne langs med kysten. Det tager et par timer, men det er tiden og pengene værd. 

Kysten ved Vestmanna, 17. juni 2024

Kysten ved Vestmanna, 17. juni 2024

En dynamisk blanding af Margits energi og hendes mobiltelefon med internetadgang sørger for, at vi får fundet logi for resten af vores ferie her på de forblæste Fåreøer i Atlanterhavet. Efter vores lille udflugt med turistbåden, kører vi sydover til Sandur på Sandoy, hvor vi har to overnatninger på et værelse i huset hos Marianne og hendes danske langdistancekæreste, Christian, som bor i Middelfart, når han ikke er på Færøerne.

Den 18. juni laver vi en dagstur til naboøen Skugvoy, hvor der også er masser af fugle og en forrygende udsigt mod syd til øerne Store og Lille Dimun. Vi tager den første færge om morgenen over Skuvoyarfjordur til Skugvoy. Der er mange færinger med på overfarten, og det viser sig at være en udflugt for de ansatte i en af de omliggende kommuner. Da vi ankommer til havnen på Skugvoy bliver vi mødt af en hel del lunder, som har redekoloni på skråningerne lige over havnebassinet.  Vi har planlagt at prøve at gå rundt om øen, og vi begiver os ind igennem den lille by og går derefter nordover for at komme ud til det lokale fuglefjeld, Høvdin. På vejen møder vi to danskere, Søren og Birgitte fra Århus, som også er ude for at se på fuglene og øen, og det er et af den slags møder, hvor der er et eller andet, der bare klikker, og det virker som om, at vi har kendt hinanden i lang tid. Uden rigtig at snakke om det eller aftale noget, så slår vi bare følge nordover til fuglefjeldet og videre rundt om øen, som om vi aldrig har bestilt andet.

Søren og Birgitte på Skugvoy, 18. juni 2024

 

Lomvier på Skugvoy, 18. juni 2024

Der er som sagt mange fugle her på Skugvoy, og tiden løber lidt fra os, så vi når ikke helt rundt om øen, inden vi må begive os ned til havnen og den sidste færge tilbage til Sandoy.

Udsigt mod syd til Store og Lille Dimun, 18. juni 2024

Her er et lille udvalg af fuglene fra Skugvoy - klik dem endelig op i størrelse!

Småspove

 

Stenpikker

Lunder

Lunde

Lunde

Lunde

Storkjove

Den 19. juni forlader vi Sandoy og kører nordpå gennem Torshavn og videre gennem en af de mange store og lange, undersøiske tunneller her på Færøerne. Den forbinder Stremoy med den sydlige del af Eysturoy. Tunnellen, der blev åbnet for trafik i december 2020, er Færøernes hidtil største bygningsprojekt. Den er lige over 11 kilometer lang og indeholder verdens første undersøiske rundkørsel, således at det er muligt at komme til henholdsvis den vestlige eller østlige del af Eysturoy. Vi tager afkørslen mod øst og fortsætter nordpå til Fuglafjørdur, som er en lille by med cirka 2000 indbyggere, og som er kendt på øerne for sit aktive kulturliv. 

Margit har med vanlig energi og effektivitet sørget for at leje en skøn lille, blå hytte på en stejl skråning lige over byen. Den er lidt svær at finde, og det er anstrengende for Herbie, vores

Blæsebælgens vandfald

hårdtarbejdende, ferrarirøde skodabil, at mase sig op ad bakkerne her - både i og udenfor byen - men til sidst lykkes det da, og da vi først er fremme, viser det sig at være et fortryllende sted, som vi falder pladask for. Hytten er blåmalet og meget lille, men her er hyggeligt, og der er alt det, som vi har brug for, og lige uden for huset har vi vores eget lille vandfald. Her blæser det også - om muligt endnu mere voldsomt end på Mykines. Det er som om der kommer faldvinde ned fra klippesiderne og højdedragene rundt om os. Vejrudsigten lover vindstød op omkring 29 sekundmeter, så hele hytten vibrerer og kommer med klagende lyde. Vi døber stedet og hytten: Blæsebælgen.

Blæsebælgen med Fuglafjørdur i baggunden

Den 20. juni går vi ned til byen og efter lidt søgen, finder vi starten på den gamle vardemarkerede rute fra Fuglafjørdur til Hellur på den anden side af fjeldet. Ruten er meget stejl på steder, især fra toppen af passet og ned mod Hellurbygden, men heldigvis holder det tørvejr, og blæsten er ikke helt så voldsom i dag. Efter at vi nu har bevæget os rundt på øerne her til fods i en hel del dage, så føles det, som om det er godt for min gamle krop med nogle højdemeter og stejle bakker. En indkøbstur til fods ned til byen og tilbage igen er heller ikke at foragte. Byerne heroppe har et forholdsvist lille fladt areal nede omkring havneområdet, og derudover så klynger husene sig til de stejle fjeldsider rundt om fjordene, og de er forbundet med hinanden via bakker og serpentinersvingende gader, som nok kan tage pusten fra en ældre fladlænding. Men på sigt har det en god effekt.

Den 22. juni om morgenen kører vi til Klaksvik, som med sine 5.000 indbyggere er den næststørste by på Færøerne, og herfra tager vi færgen over til Kalsoy, hvor vi tager en bus videre nordpå til Trøllanes. Vi fortsætter til fods til øens nordligste punkt, Kallur, som er berømt for sit fyrtårn, som ligger under en kæmpe klippevæg, og for en fantastisk udsigt over havet og de omliggende øer. Fornylig er en berømt persons gravsten blevet føjet til seværdighederne her.

Kallur, udsigten mod vest, 22. juni 2024

Vejret er ikke helt med os på denne dag, men selvom det er overskyet og regnen truer, så synes vi alligevel, at udsigten i gråtoner og sort og hvid er totalt imponerende heroppe fra. 

Lunder, rider og mallemukker er her også, og på vejen tilbage til Trøllanes ser vi et par dobbeltbekkasiner, som flyver rundt meget tæt på os, og en af dem lander nogle få meter væk og sætter sig til at pudse og ordne fjerdragten uden, at vores tilstedeværelse ser ud til at genere den.

Dobbeltbekkasin, Kallur, 22. juni 2024

I følge filmen "No Time to Die". så blev James Bond dræbt her på Kalsoy, men om det nu også er tilfældet, er svært at vide. I lighed med andre berømte filmhelte, har han det jo med at genopstå. Men hans gravsten står her, det er både sikkert og vist.

Kallur, 22. juni 2024

Vi returnerer til Blæsebælgen og Fuglafjordur en sidste gang, og den 23. juni om formiddagen pakker vi vores ting sammen og bærer dem ned til Herbie i et fantastisk flot vejr med både blæst, skyer og en tindrende sol, som får øerne til at se virkelig indbydende ud. I løbet af dagen bliver lyset dog afløst af gråvejr, og vi tilbringer den sidste eftermiddag i og omkring Torshavn i tiltagende regnvejr, mens vi venter på færgen, som skal bringe os hjem til Danmark. 

Farvel til Blæsebælgen og Fuglafjordur

Sejlturen hjem blev dog ikke helt begivenhedsløs. Shetlandsøerne med de mange fugle sørgede for, at jeg kunne bruge et par timer på at fotografere suler fra færgen, og jeg nåede at få de sulebilleder, som Færøerne ikke gav mulighed for.

Sule ud for Shetlandsøerne

Sule ud for Shetlandsøerne

 

Da vi når tilbage til Hirtshals, kører vi ikke direkte hjem, men tager et par dage i telt 5 km fra Bulbjerg i det gode sommervejr over Jylland.

Solnedgang, Nordatlanten, 24. juni 2024

 Som førstegangsbesøgende på Færøerne kan jeg ikke blive andet end dybt imponeret over naturen og fuglelivet heroppe, men alt er ikke så rosenrødt, som det ser ud til ved første øjekast. De ældre færinger, vi snakkede med, trak lidt på smilebåndet, når vi sagde, at vi var dybt imponerede over antallet fugle på Mykines og andre steder. Det er ingenting, sagde de, I skulle have været her for 40 år siden. Der var der fugle i millionvis. Så også her knager økologien i fugerne af noget nær de samme årsager, som i resten af verden. Pengene går forud for alt, og de deraf følgende klimaændringer er også virksomme her hjulpet godt på vej af overfiskning og masser af havbrug og opdrættede fisk samt alt for mange turister - en gruppe, som vi jo også selv er en del af!

Jens-Kjeld Jensen er en dansk ildsjæl, som har boet på Nolsoy i mere end 40 år, hvor han har beskæftiget sig med naturen og dens tilstand på Færøerne. Han har modtaget et utal af priser og hædersbevisninger for sin indsats - bl.a. Nordisk Råds Miljøpris i 2020. Hans enorme, livslange arbejde udgør en dokumentation af tingenes tilstand og er en klar opfordring til, hvad der skal gøres, hvis vi vil rette op på det, og det gælder ikke bare på Færøerne, men mindst lige så meget i resten af verden. Her er nogle links til informative hjemmesider og oplysninger om bogudgivelser med meget mere, som man kan dykke ned, hvis man skulle have lyst:

 Fuglemanden Jens-Kjeld Jensen

Publikationer af Jens-Kjeld Jensen

Audobon Society om Jens-Kjeld Jensen

Nordisk Netværk

 

Tilbage til starten 

 

Tilbage til turbloggen!