Jans turblog: Wild Brown Bear Lodge Finland 1

Velkommen til Finland!

Finland er kendt som landet med de mange søer og vidstrakte skove, og indbyggerne er vel kendt for deres spiritusforbrug og hidsige temperament - om det er en kendsgerning eller bare rygter, skal jeg lade være usagt. Mit eget kendskab til landet begrænsede sig til, hvad jeg har set af finske film og absurde tv-teaterstykker, og det giver jo nok et lidt forvansket billede af den finske virkelighed. Nåh jo, så er der også lige fænomener som Mumitroldene, sauna og Nokia. Lidt underligt med sidstnævnte, når finnerne nu er kendt som et tavst folkefærd, der ikke bryder sig om small talk. Rygtet vil dog vide, at de til gengæld opfandt SMS'en for at undgå at tale sammen.

Wild Brown Bear Lodge og guiden Magnus Frederiksson

Med alle disse fordomme i bagagen var det vel umuligt at blive andet end positivt overrasket? Det eneste jeg så til Helsinki, var dog lufthavnen, da jeg kun havde tre kvarter til at skifte fly til Kajanni, som ligger 600 km nordøst for hovedstaden og tæt på den russiske grænse. Her ligger Wild Brown Bear Lodge også. Den har til huse i en forhenværende grænsestation ved Erilampisøen, og den skulle være udgangspunkt for de næste fem dages fotosafari i bjørnenes land, og da alle de andre deltagere var svenskere og personalet på lodgen russere og estere, begrænsede kontakten med finnerne sig til buschaufføren og en kassedame, og de var begge rare og omgængelige. Så meget for alle fordommene.

Vi ankom til lodgen omkring klokken tre eftermiddag den 20de maj, og efter at vi havde fået anvist vores værelser og fået pakket ud, så var der aftensmad klokken fire, og allerede en times tid senere var vi alle på plads i fotoskjulene, som der er over tyve af. Turen ud til skjulene foregår til fods og i samlet flok - både ud og hjem - for ikke at forstyrre for meget. Langt de fleste af skjulene har plads til to personer, hvilket er en stor fordel, da man så kan skiftes til at tage en lur i en af de to køjer, mens makkeren holder øje med eventuelle bjørne. Her ved midsommertid går solen ikke ned, og vi sad i skjulene fjorten timer hvert døgn, så det kunne godt blive en lang nattevagt. Heldigvis var der dog generelt en hel del aktivitet uden for skjulet med både bjørne og en enkelt jærv i de fem døgn, jeg opholdt mig på lodgen.

Vi fordeler os i skjulene

I samlet flok på vej hjem til morgenmaden

Udsigten fra skjul nummer 26

Den første nattevagt blev tilbragt i skjul nummer 26 sammen med Håkan fra Skåne. Vi havde en fin udsigt ud over et åbent moseområde og en lille sø med skoven i baggrunden, og kærulden stod og lyste op i modlyset, efterhånden som solen stod lavere og lavere og lige netop forsvandt bag trætoppene, inden den igen begyndte at stige. Ventetiden var begyndt! Det varede dog ikke ret længe. Den første bjørn viste sig klokken 18:44. De næste observationer var klokken 21:35, 22:36 og 01:57. En fantastisk start på turen!

De første bjørnebilleder:

Den brune bjørn (Ursus Arctos) findes i Europa, Sibirien, Asien og det nordvestlige Nordamerika. Sidstnævnte sted kaldes den som regel for gråbjørn eller grizzlybjørn. Det er også her i Alaska og på Kamchatka-halvøen, at de bliver størst - bjørne fra Kodiak Island i Alaska kan veje op til 800 kilo. De europæiske bjørne når en maksimumvægt på omkring 350-400 kilo. Man regner med, at der er cirka 200.000 individer på verdensplan. Sibirien rummer de fleste af dem nemlig cirka 100.000.

Globalt set bliver den brune bjørn ikke regnet for truet, og p.t. ser det ud til, at deres antal er stabilt. Alligevel holder man et vågent øje med dem fra naturbeskyttelsesorganisationernes side. Mange steder er der problemer og spændinger mellem bjørne og mennesker. Bjørne har brug for store områder for at kunne trives, og det kan give konflikter, når menneskelige aktiviteter, såsom skovhugst, minedrift, udbygning af vejnet og landbrug, breder sig ind på bjørnenes territorier. Nogle steder er krybskytteri også et problem.

Mange steder i Asien bliver bjørne, de såkaldte galdebjørne, holdt fanget under meget brutale forhold, og med store kanyler får de jævnligt tappet deres galde til brug i den traditionelle asiatiske medicin, der tillægger galden helbredende virkning.

https://www.worldanimalprotection.dk/nyheder/afsloering-af-vietnams-ulovlige-bjoernegaldefabrikker

Selvom den bliver kaldt brun bjørn, så kan farven variere meget fra næsten sort over diverse brune nuancer til en lys beige. Et godt kendetegn er skulderbladene og deres muskelfæster, der laver en pukkel lige bag ved hovedet.

Anden nattevagt fandt sted i skjul nummer seks, med udsigt over en lille sø umiddelbart foran skjulet og med skov og klipper på højre hånd, og hvor venstresiden bestod af moseområde og enkeltstående træer. Også her var der masser af natlig aktivitet med observation af tre individer med meget forskellig farve og udseende.

Den brune bjørn er en omnivor - altædende (lige som undertegnede). Cirka 65 % af dens kost udgøres af planter. Den fisker, spiser blade, bær og græs, graver efter rødder og gnavere og jager, når lejlighed byder sig, og den går heller ikke af vejen for at spise ådsler. Valget af føde varierer selvfølgelig alt efter hvilket geografisk område, der er tale om og også årstiden. Bjørnenes parringstid i Finland er i maj og juni måned, og herefter går de i ædemode resten af sommeren og efteråret for at få lagret kropsfedt nok til vinterdvalen.

Tredie nat - skjul tyve! Skjulet lå meget tæt på den smalle grusvej, som vi gik ad, når vi skulle til og fra lodgen, så jeg var ærlig talt en lille smule skeptisk, da vi satte os til rette lidt over fem den 20de juni. Min skepsis blev dog hurtigt gjort til skamme, da vi ved midnatstid fik besøg af Brutus, områdets alfahan, som endte med at stå og snuse til noget, der åbenbart lugtede meget spændende sådan cirka fem meter fra skjulet. Jeg havde travlt med at indstille kameraet til det lidt dunkle lys, men jeg kunne ikke undgå at mærke, at pulsen steg, da vi kunne høre ham stå og pruste og snøfte lige udenfor. Efter et minuts tid gik han om bagved skjulet, hvor vi kunne høre ham rumstere,men ikke se ham, og det var sådan set næsten for spændende. Lidt senere blev der dog stille.

Natten mellem den 23de og 24de tilbragte jeg alene i et af de to skjul (nummer femten), der er placeret i skov. Fotograferingen var lidt mere besværlig, da der var mindre lys end ude i det mere åbne land. Til gengæld var der mere fugleliv, og jeg fik besøg af den ene af de to jærve, der er i området. Det gjorde de nu også ude ved de andre skjul, og de havde mere lys at gøre med, hvilket er en fordel, da jærven som regel er i konstant bevægelse og derfor kræver en forholdsvis hurtig lukkertid.

Fra skjul nummer 15:

Stor flagspætte

Ungen fodres

Skovskade

Stormmåge

Og så et bjørnebesøg

Jærv

Mågerne i området var et kapitel for sig. De fulgte lige i hælene på bjørnene for at spise, hvad der måtte være af levninger efter de store dyr, og sommetider kendte de åbenbart bjørnens vaner så godt, så de fløj i forvejen under megen støj og larm og ventede på, at bjørnen nåede frem og gav sig til at fouragere. Det kunne vi så i flere tilfælde bruge som en indikator for, at et bjørnebesøg var umiddelbart forestående. Det er jo altid rart at være forberedt på den slags, når vi nu ikke havde noget Gevaliakaffe. Bjørnene syntes til gengæld overhovedet ikke om mågernes selskab. Sommetider slog de ud efter dem, og andre gange blev de ganske enkelt så irriterede over deres tilstedeværelse og skrigeri, at de simpelthen stak af ind i skoven for at få fred.

I den lille sø ud for skjul nummer seks holdt en hvinand til med sine to ællinger, så der var lidt at kigge på, når der ikke var bjørnebesøg.

Når der var lange perioder, hvor der ikke rigtig skete noget, så gav jeg mig selv nogle fotoopgaver - bundne opgaver kan man vel kalde det. Jeg kiggede efter lys, landskaber og detaljer fra min faste position og med de to linser, som jeg havde til min rådighed, og så måtte jeg se, hvad der kunne komme ud af det:

Den sidste nat var vi i et af de østligst beliggende skjul, hvorfra man kunne se gulmalede træer, der markerede grænsen ind til Rusland. Det blev den længste og mest begivenhedsløse af slagsen med kun et enkelt bjørnebesøg, men alt i alt må jeg vel sige, at vi havde fået fuld valuta for pengene.