Fugleliv i haven

Sjagger - marts 2018n

Jeg har gennem mange år fodret fuglene i min have. Først kun om vinteren, men de seneste mange år hele året rundt, og det har vist sig, at de faktisk går meget hårdere til foderet forår og sommer, hvor yngletiden er i fuld gang, og mange evigt sultne unger skriger på mad, end om vinteren - ihvertfald de milde vintre vi har haft på det seneste. Jeg har p.t. fem fuglekasser i haven, og for en syv til otte år siden stoppede jeg med at slå græsset i et meter bredt bælte langs med hækken, hvilket resulterede i mærkbart flere insekter, herunder græshopper. De seneste tre år har jeg udvidet det "fredede" område med cirka 15 kvadratmeter omkring kirsebærtræet og foderhuset. Efter et par år er der kommet en masse forskellige blomster - bl.a. kongelys - som det er en fornøjelse at se på, og som leverer nektar til bierne og frø til fuglene. Jeg sparer tid og benzin til plæneklipperen, så jeg overvejer at udvide området betydeligt, selvom jeg jo nok kan forvente en negativ reaktion fra naboerne og måske også fra grundejerforeningen på et eller andet tidspunkt. Lige nu nyder jeg blot synet af de mange forskellige blomster og fugle, der holder til i haven eller bare kommer på besøg. Min have er ikke velholdt i traditionel forstand, men den er "klimavenlig".

Rødstjert han - juni 2017

Noget af det, der er morsomt og underholdende at overvære, er, når redebygningen går igang. Det foregår som regel efter devisen "hellere forslæbe sig end flyve to gange", og det resulterer som regel i, at halvdelen eller to trediedele af det møjsommeligt indsamlede redemateriale ikke kommer med ind i redekassen, men ender på græsplænen.

Blåmejse med næbbet fuldt - april 2019

Lidt svært at se, men det er altså en skovspurv - marts 2015

Solsort - Enø april 2019

Der er rigtig mange skovspurve i min have. De har overtaget gråspurvenes rolle omkring vores boliger. De seneste par år har der dog været et lille, men stabilt antal af gråspurve, og den ene af fuglekasserne er som regel optaget af gråspurve.

Gråspurv - han med dun til reden april 2019

Gråspurvehan bagerst og skovspurv forrest februar 2016

Kønnene er ens hos skovspurvene, men ikke hos gråspurvene. De to arter kan nemt kendes fra hinanden, da skovspurvene har en sort kindplet, og toppen af hovedet har brun fjerdragt. Gråspurvens han har derimod grå fjerdragt på hovedet og ingen kindplet. Begge har dog en sort hagesmæk. Gråspurvehunnen er mere ensfarvet og anonym og kan virke smudsiggrå.
Gråspurven har førhen været meget talrig og blev vel regnet for den almindeligste fugl i Danmark, men siden tresserne er den gået meget tilbage. Den har altid opholdt sig i nærheden af menneskeboliger og bygget rede i hulrum i husene, og da vores boliger blev bedre isolerede og derfor med færrre hulrum og kroge, blev det sværere for gråspurvene at finde redemuligheder. Det er ihvertfald en mulig forklaring på tilbagegangen.

Gråspurvehun fodrer ungen maj 2016

Med alle de mange småfugle i haven er det forventeligt at få besøg af spurvehøgen med mellemrum. Det er dog mest forår og efterår, når de er på træk nord- eller sydover. Høgene kommer flyvende lavt i et lynhurtigt overraskelsesangreb, og hvis det lykkes, så er de væk igen i løbet af et par sekunder med en fugl i kløerne. Man skal være ualmindelig heldig for at fange forløbet med kameraet, men da det langt fra er alle angreb, der lykkes, så har jeg fået et par billeder af en spurvehøg, som sad i hækken og græmmede sig over et mislykket jagtforsøg.

Spurvehøg november 2018

Ung sølvmåge januar 2017

Måger og krager finder også vej til foderet i haven, og det er jo store fugle, som kan tage for sig af retterne, så derfor har jeg måttet udstyre holderen til glassene med fedt og jordnødder med et par ekstra trælister, som kan gøre det - om ikke helt umuligt, så dog besværligt - for de store fugle at nå ind til foderet. Æbler er imidlertid også i høj kurs.

 Råger har jeg kun haft besøg af en enkelt gang, da jeg havde en fedtblok hængende fra kirsebærtræet. Kragerne kommer derimod jævnligt på besøg, og en overgang forsøgte de ihærdigt at nå ind til glasset med fedt, men de har mistet interessen hen ad vejen - formodentlig fordi udbyttet ikke stod mål indsatsen.

Krage juni 2016

Stor flagspætte han november 2016

En anden fugl, der kan gøre et godt indhug i foderbeholdningen, er den store flagspætte. Den har været en uregelmæssig gæst her i haven igennem mange år. De seneste to år har den dog været her så godt som hver uge, og her i 2019 har den ynglet i nærheden og har bragt ungerne med sig og fodret dem. Det er en flot fugl, som gør meget opmærksom på sig selv med sine høje, skrigende lyde, så jeg er aldrig i tvivl, om spætten er der.

Hannen har en rød plet i nakken, hvor hunnen er sort. Ungfuglene har røde fjer på hele toppen af hovedet.

Stor flagspætte - hun med unge juni 2019

Stor flagspætte han november 2016

Fodring af unger, som hænger ud af hullerne i redekasserne, kan somme tider være nogle sjove optrin. Til tider ser det ud, som om ungerne er faretruende tæt på at falde ud i deres iver efter at blive fodret. Synet og lyden af ungerne, når de er blevet flyvefærdige og måske sagtens kan finde føde selv, men ikke gider, og derfor med et evigt, ublu skrigeri forlanger føde af forældrefuglene, hører heller ikke til det kedeligste, man kan overvære.

Skovspurv juni 2014

Stær maj 2015

Stor flagspætte juni 2019

Musvit juni 2019

Skovspurv juni 2017

Hvor bliver maden af? Stær juli 2019

Til slut nogle billeder af nogle af de mange andre, forskellige fugle, som har besøgt haven, mens jeg var der med kameraet.

Jernspurv juli 2015

Rødhals december 2015

Blåmejse maj 2016

Sumpmejse september 2016

Grønirisk marts 2016

Gærdesmutte november 2016

Fasan november 2016

Husskade januar 2018

Spurvene holder store badedag januar 2018

Koldfront

Fjernsyn og sofa blev skiftet ud med en hurtig tur til draget på Enø, da en imponerende koldfront passerede hen over øen lørdag aften.

Det så meget voldsomt ud, da fronten nærmede sig, men helt så vildt som forventet blev det ikke. Fronten havde kun en smule vind med sig og ikke heftige vindstød af kuling- eller stormstyrke. Torden var der heller ikke noget af, og regnmænden var også begrænset - i hvert fald her på Enø. Imponerende var synet dog under alle omstændigheder.

Jylland 2019

Med udgangspunkt i Salten lidt syd for Silkeborg tog vi først en tur til kalkgruberne ved Mønsted. Gruberne er en underjordisk verden for sig selv, men de er generelt store, og der er godt med plads, så jeg oplevede det ikke som værende klaustrofobisk. To af de ialt tres kilometer gange er også ret godt oplyst, og der er et informativt multimedieshow, som man kan se, hvis man har lyst.

Mønsted Kalkgruber

Der er blevet gravet kalk i gruberne igennem det meste af middelalderen og helt frem til 1978, hvor kalkindustrien i Mønsted ophørte. Produktionen toppede i 1860erne, hvor der blev produceret omkring 3000 vognlæs brændt kalk om året. Der bliver dog stadigvæk arbejdet i kalkgruberne, da Arla har et ostelager her, som nyder godt af den konstante temperatur på otte grader og også en konstant luftfugtighed.

Mønsted Kalkgruber

Gruberne huser også en stor bestand af flagermus - cirka 18.000 fordelt på fem arter - som bruger dem som overvintringssted. Der var desværre ikke nogen at se her midt på sommeren.

Efter gruberne gik turen mod det nordvestlige hjørne af Jylland, nærmere betegnet Lønstrup, hvor sommerhusene balancerer på kanten af de høje, forblæste klinter ud mod Vesterhavet, som til stadighed gnaver af kysten, der bliver reduceret med omkring to en halv til tre meter om året. At det ikke er noget nyt fænomen kan ses af de lokale beretninger gennem tiden om sandflugt og deraf følgende problemer. Mårup Kirke blev bygget i starten af 1200-tallet, og den lå dengang to kilometer fra kysten, men fra 2008 til 2015 blev den nedtaget af lokale håndværkere og folk fra Nationalmuseet for at undgå, at den skulle ende nede på stranden som flere af sommerhusene.

Rubjerg Knude Fyr og sandfygning

Syd for Mårup Kirke kan vi se Rubjerg Knude Fyr. Det blev tændt for første gang den 27. december 1900, og dengang lå det 200 meter inde i land på toppen af kystens højeste punkt cirka 60 meter over havet. Nu er det så tæt på kanten af klitten, at man har besluttet at flytte det 60-80 meter længere ind i landet. Forarbejdet til dette projekt starter den 14. august, og flytningen forventes afsluttet i uge 43.

Kulingen fra vest hvirvler sand af sted hen ad stranden og hele vejen op ad klinterne og ind over land i store skyer. Det er meget fint sand - næsten ler - og det trænger ind overalt. Efter en tur til fods til Rubjerg Knude Fyr og tilbage igen er øjnene voldsomt irriterede, det knaser i munden, skoene skal tømmes og sokkerne rystes. Det føles som en regulær sandstorm, og vi går med hætterne oppe og bøjede hoveder for ikke at blive alt for udsatte for elementernes rasen. Det bliver lidt bedre, da vi når toppen af fyret. Helt herop når sandfygningen trods alt ikke, så vi kan nyde udsigten uden at få sandblæst hovedet.

Sandfygning set fra toppen af fyret

Bølger og brænding

Solen skinner fra en næsten helt skyfri himmel, og havet har en grågrøn farve tæt på kysten iblandet lange striber af hvidt skum over revlerne. Længere ude bliver farven gradvist mørkere og lidt mere blå, og små og store, sorte skygger jager hen over vandet, når vinden blæser de få, forrevne skyer af sted hen over himmelen med ti til tolv sekundmeter. Nord for sommerhusområdet er der kystsikret, og her braser vesterhavsbølgerne ind over granitklodserne i store, spektakulære skumsprøjt.

Bølger og brænding

Ved Salten Langsø

Tilbage i Salten i det smilende Midtjylland med søer, bøgeskov og læ for vinden:

Jeg går et par ture langs med Salten Langsø igennem en rigtig flot og varieret skov med mange små vandhuller og fugtige lavninger. Jeg hører grønspætten på lang afstand inde i skoven, men jeg ser den aldrig. Der er nogle toppede lappedykkere ude på søen og et par hvepsevåger over en lysning i skoven, men ellers er her ikke meget liv. Det kræver, at jeg bruger meget mere tid og lærer området godt at kende, hvis jeg skal lykkes med at få nogle gode dyrebilleder. Tålmodighed og et godt lokalkendskab er nogle af forudsætningerne for gode naturbilleder.

Toppet lappedykker- Almind Sø

Redekoloni pragtbuksebi

Vi kører gennem Tinnet Krat og stopper ved Vandskellet, hvor Gudenåen har sit udspring på den ene side af vejen og Skjern Å på den anden. Det løse grus langs med vejen ind til udløbet er fuldt af små huller, som er gravet af pragtbuksebier. Pragtbuksebien er en af de få solitære biarter, der yngler i tætte kolonier. Nogle af dem flyver rundt over vejen, og de tumler somme tider ind i hinanden og falder til jorden i en kort brydekamp, men ellers har de travlt med at grave deres redehuller og sikre artens beståen.

Pragtbuksebi i sit redehul

Pragtbuksebi dækket af pollen - Vandskellet

Hjemturen går over Ebeltoft med et besøg hos venner i Danmarks mest fascinerende hjemmebyggede hus  - men det er en anden historie.
 

Enø i maj

Det er sidst i maj måned, og jeg er på en tidlig morgentur langs Enøs kyst. De seneste uger har himlen med jævne mellemrum været fyldt med store flokke af rastløse, trækkende bramgæs, og så er de pludselig væk - nærmest fra den ene dag til den anden. Denne morgen kom der til gengæld den ene flok af knortegæs efter den anden flyvende langs med kysten i sydøstlig retning. Der må i hvert fald have været tusind fugle, som jeg observerede i løbet af de to timer, hvor jeg var på klinten.

Knortegæs

Knortegæs

Knortegæs

Knortegæs

Edderfuglene er på vandet i flokke med deres ællinger.

Edderfugle - børnehaven er kommet på vandet

Generelt har maj måned ikke bragt ret meget varme med sig i år, men lidt er det dog blevet til, og der er omsider kommet liv i alle de små vandhuller rundt omkring på øen, hvor de grønne frøer har travlt med at parre sig under højlydt kvækken.

Grøn frø

Frøernes svar på Dizzy Gillespie

Grøn frø

Den lille lappedykker har jeg ikke set i år, men blishønsene ligger på rede eller har allerede travlt med at fodre deres unger, og en enkelt stor guldsmed svirrer rundt i solskinnet.

Blå libel - hun

Blishøne på reden