Kuikka - Finland
Min tredie og hidtil bedste tur til det vilde Finland
Kuikka i Finland ligger noget sydligere end Vartius, hvor jeg har været de to foregående gange, men lige som sidstnævnte er det umiddelbart op ad grænsen til Rusland. Firmaet "Wildlife Safaris Finland" har tilladelse til at operere i ingenmandsland, hvor de har deres fotoskjul placeret, mens selve lodgen (Base Camp) ligger i Kuikka lige vest for grænsen.
Det hele begynder med et tidligt tog til Kastrup Lufthavn og derfra videre med Finnair til Helsinki, hvor jeg skifter jetflyet ud med en mindre propelmaskine. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg føler mig altid tryggere ved et mindre fly med propeller. Om der er statistisk belæg for denne følelse, ved jeg ikke, så det skal jeg ikke gøre mig klog på, men blot nøjes med at konstatere, at sådan har jeg det altså. Efter en cirka fem kvarters flyvning lander vi i den lille lufthavn i Kuopio. Langt de fleste af passagererne forsvinder efterhånden ud af lufthavnsbygningen, og så er der bare os fire fotonørder tilbage - tre svenskere og en dansker i form af undertegnede. Vi har lidt over fire timers ventetid foran os, før rejselederen Magnus Frederiksson og resten af deltagerne dukker op sammen med bussen, som skal transportere os videre til basen i Kuikka. Da lufthavnen her er meget lille, så lukker det hele imellem de få daglige flyafgange og ankomster, og personalet går hjem, men de er så venlige at holde cafeteriaet åbent en time længere end normalt, så vi kan få lidt mad og drikke i ventetiden inden busturen til Kuikka. Vi skal bare lige igennem sikkerhedskontrollen, inden vi får adgang til noget at spise, men heldigvis er det ikke noget, som de tager helt så seriøst, som hvis vi skal om bord på et fly. Al vores bagage lader vi stå uden for i ventesalen, men det bekymrer vi os ikke om, for: "Der er ikke nogen, der stjæler her." Det stoler vi på. Jeg skal så også lige sige, at det passer. Vi får vores mad og kaffe, og der mangler ikke noget, da vi kommer ud igen.
Busturen tager tre timer med en lille pause undervejs ved en tankstation med et tilhørende supermarked, hvor vi provianterer! (Øl, chips og chokolade.) Ved 20-tiden er vi omsider fremme og bliver indkvarteret, hvorefter vi får en fantastisk velsmagende gang aftensmad, hvor der absolut ikke er sparet på kødet, som flyder rundt i et tykt og herligt fedtglinsende fluidum, som normalt går under betegnelsen sovs. Det er noget, der tit bliver brugt til at slå folk ihjel med! Desuden er her flot: Alting er bygget i træ,og alle på stedet er flinke og imødekommende. Til morgenmad er der pølser, bacon og æg plus masser af kødrester fra i går samt et stort fad med alskens forskellige, hjemmebagte kager. Et fad, som bliver stående til fri afbenyttelse hele dagen. Jeg elsker Finland!
Ved morgenbordet på andendagen snakker jeg med en engelsk fotograf, som mener, at meningen med den ekstra gode mad er, at vi alle sammen skal komme til at ligne korpulente finner. "Finns are not born, they are grown!" Hans ord - ikke mine. Jeg ville aldrig selv kunne finde på sådan en udtalelse.
 |
Infomøde inden afgang
|
Dagene begynder med en overdådig morgenmad kl. 9, hvorefter der er fri leg ind til kl. 14, hvor den varme middagsmad bliver serveret, og man kan lave sig en madpakke til fortæring i fotoskjulet senere på aftenen. Der er afgang mod fotoskjulene i bil kl. 14:45, således at vi gerne skulle være klar til eftermiddagens oplevelser omkring kl. 15. Man kan vælge at overnatte i skjulet og opleve solopgangen herfra, eller man kan blive afhentet og kørt tilbage til lodgen, når det bliver mørkt. Her er der næsten hver aften mulighed for en tur i den brændefyrede sauna og afkølende dyp fra bådebroen i søen. Den sidste del af oplevelsen er der ikke ret mange, der er særlig vilde med ud over mig selv???
Som
nævnt har "Wildlife Safaris Finland" lov til at operere i
ingenmandslandet mellem Rusland og Finland, men det føles alligevel lidt
underligt at stå ud af bilen og lukke grænsebommen op og bare køre
videre forbi advarselsskiltet - især da en af svenskerne er iført en
T-shirt med en tekst, der garanteret ville få Putin op i det ekstra røde
felt. Vi spekulerer lidt på, hvor længe det vil tage for en russisk
drone at nå os.
 |
Ved stopskiltet ved grænsen
|
Her
på den første dag kører vi ud til Paradise, hvor 6 af os sidder i det
største og nyeste af skjulene, mens de andre 5 fordeles på de mindre og
ældre skjul. Vi kigger ud over et kæmpestort åbent område med
taigaskoven som baggrundstæppe hele vejen rundt under en lys, blå himmel
med nogle enkelte skyer - perfekt! Lassi
Rautiainen er en af foregangsmændene bag lodgen i Kuikka, og han har
introduceret fototurismen i området. Han begyndte med at observere og
fotografere bjørnene i området for sin egen fornøjelse tilbage i 1978.
Senere kom der både jærve og ulve til, og langsomt steg antallet af
besøgende fototurister. Igennem sit mangeårige virke har Lassi forsøgt
at videregive sin fascination af og kærlighed til naturen, og han har
kæmpet imod forvanskende myter og dæmoniseringen af Finlands
store rovdyr. På trods af den store modstand han mødte og de mange
trusler på både det politiske, juridiske og personlige plan, så gav han
aldrig op, og stemningen i lokalområdet har langsomt ændret sig, og
krybskytteriet er gået meget ned - om ikke af andre årsager, så fordi
der næsten altid er fotografer i området. Rent økonomisk er det sådan, at alle de lokale handlende og forretningsdrivende sætter pris på den stigende strøm af fototurister. Levende natur og dyr er mere værd end døde.
Klik her for mere information
Igennem de seneste år er der omkring tyve forskellige bjørne, som har besøgt Lassis "fotostudio" og "restaurant", og vi behøver ikke vente ret længe, før de første individer dukker op.
 |
Brun bjørn, Paradiseskjulet, 21. september 2024
|
 |
Brun bjørn, Paradiseskjulet, 21. september 2024
|
 |
| Brun bjørn, Paradiseskjulet, 21. september 2024 |
|
Bjørnene er de største og stærkeste, så de kommer først til fadet, men da der også er ulve her, så går det ikke helt stille af. Sidstnævnte vil naturligvis også gerne have en del af kagen, og alfaparret samarbejder for at kunne snuppe noget af maden. Den bedste strategi går ud på, at den ene ulv generer bjørnen og tiltrækker sig dens opmærksomhed og får den til at labbe ud og fjerne sig fra maden, mens den anden ulv sniger sig hen og snupper så meget af måltidet, som det nu er muligt. Ufarligt er det absolut ikke, men ulvene har nogle meget hurtige reflekser, og de undgår næsten altid eventuelle angreb fra bjørnens side.
 |
Alfahannen, Paradiseskjulet, 21. september 2024
|
 |
Alfahunnen, Foxy Lady, Paradiseskjulet, 21. september 2024
|
 |
Hannen forsøger sig alene, Paradiseskjulet, 21. september 2024
|
 |
Et lille smil, Paradiseskjulet 21. september 2024
|
 |
| Hunnen lokker bjørnen væk fra føden, Paradiseskjulet 21. september 2024 |
 |
| Paradiseskjulet 21. september 2024 |
 |
| Paradiseskjulet 21. september 2024 |
 |
| Paradiseskjulet 21. september 2024 |
 |
Så lykkedes det, Paradiseskjulet, 21. september 2024
|
Alfaparret
skiftes til at generere bjørnen, og det resulterer i, at hannen slipper
væk med et stort stykke kød. Alle hvalpene opdager det med det samme,
og de flokkes om hannen, selvom de er næsten et halvt år gamle, og tigger
for at få ham til at gylpe mad op til dem ved at slikke ham på snuden
og munden.
 |
En af ungerne tigger...
|
 |
og så er der lige pludselig mange!!!
|
 |
Kom nu!
|
 |
Alfahannen omringet af alle 7 hvalpe.
|
Som det fremgår af billederne, så er ravnene om sig og holder sig til for at forsøge at få deres del af maden, og det kan være til stor irritation for både ulv og bjørn. De forsøger ind imellem at jage ravnene væk, men det virker ikke rigtig, og det er yderst sjældent, at det lykkes at fange en.
Hvad ørnene angår, så holder de sig for det meste på sikker afstand, ind til ulvene og bjørnene har tabt interessen og ikke gider spise mere, hvorefter de kommer svævende ind og tager de rester, der måtte være til overs.
 |
Ravn og kongeørn på udkigsposten, 21. september 2024
|
 |
Havørn, 24. september 2024
|
 |
Havørn, 24 september 2024
|
 |
Havørn og kongeørn, 24. september 2024
|
 |
Kongeørn, 24. september 2024
|
Med et maksimalt vingefang på 220 centimeter er kongeørnen en smule mindre og lidt lettere end havørnen, men jeg synes, at den til gengæld er en bedre og mere elegant flyver og derfor også en bedre jæger.
 |
Kongeørn, 24. september 2024
|
 |
Kongeørn, 24. september 2024
|
Natten mellem den 21. og 22. september var der kun udsigt til nogle få skyer, og da der var en næsten fuld måne på vej op, så valgte jeg at overnatte i skjulet og ikke tage tilbage til Lodgen. Sidst på eftermiddagen faldt der lidt mere ro over omgivelserne. Ørnene forsvandt, bjørnene lige så, og ulvefamilien gik ind i skoven alt imens mørket faldt på og månen lod sig se ind imellem, når der var et hul i skydækket.
 |
Ulveflokken, 21. september 2024
|
 |
Månen kigger frem, 21. september 2024
|
Selvom der var lidt skydække natten igennem,så blev det alligevel en halvkold morgen, vi stod op til næste dag. Der var masser frost i græsset og rimtåge i luften.
 |
Morgen den 22. september 2024
|
 |
Morgen den 22. september 2024
|
Paradiseskjulet ligger med udsigt ud over en stor, åben plads, hvor man kan se al den aktivitet der måtte være. Skjulet ved søen, Lakeskjulet, derimod ligger inde i skoven ved et lille vandhul, hvor det er svært at få øje på dyrene, før de er ret tæt på. Det giver nogle begrænsninger, men selvfølgelig også nogle andre muligheder, da bjørnene kommer meget tæt på skjulet. Den dag vi var der, var der masser af sol. Det gav et meget hårdt modlys, som var svært at styre, men gode oplevelser og enkelte billeder blev det da til.
 |
Rustikke fotoskjul
|
Der dukkede i alt fire bjørne op, mens vi var der, og især en af dem var imponerende stor set tæt på inde fra et lille faldefærdigt skjul.
 |
| En stor bamse - Lakeskjulet, 22. september 2024 |
Den store bjørn ville åbenbart ikke ud i vandet, men en af de andre besøgende var heldigvis ikke så sart.
 |
| Badebamse - Lakeskjulet, 22. september 2024 |
 |
Mere badebamse
|
 |
| Bjørn i modlys - Lakeskjulet, 22. september 2025 |
Efterhånden som solen gled længere og længere ned mod horisonten blev lyset mere medgørligt, men til gengæld blev der naturligvis mindre og mindre af det.
 |
| Den blå time - udsigt fra Lakeskjulet, 22. september 2025 |
 |
| Det sidste bjørnebesøg - Lakeskjulet, 22. september 2025 |
Fra skjulet i skoven - Pine Forest Skjulet - er udsynet også begrænset, og det gælder om at være opmærksom på omgivelserne, således at man får øje på eventuelle bjørne, inden de er helt tæt på, så man kan få taget nogle billeder af dyrene, mens de står mellem træerne og helst i noget godt lys. Det sidste var også her lidt af en udfordring, da der var modlys, omend det ikke var helt så skarpt som ved søen. Heller ikke her kom vi til at vente ret længe, før de første bjørne vist sig. Somme tider kom de så tæt på skjulet, at vi kunne høre dem trække vejret og snuse og gumle på, hvad de nu kunne finde. Endnu en fantastisk oplevelse.
 |
Den første bjørn dukker op
|
 |
| og nærmer sig skjulet - Pine Forest Skjulet 25. september 2024 |
Ulvene ser vi ikke noget til herinde i skoven, men til gengæld er der mulighed for at fotografere jærv. Den dukker op på andendagen i skovskjulet. Alle toprovdyrene her lever et hårdt liv, og det er ikke altid lige let at skaffe sig føde og overleve. Jærven har mange skrammer, bl.a. et skadet øje, og den trækker på det ene bagben. Enten har den været i slagsmål med ulvene, eller også har der været en konfrontation med en anden jærv over territoriet. Dette forekommer ofte, da de er ekstremt territoriehævdende.
 |
| Jærv, Pine Forest Skjulet - 25. september 2024 |
Det ser dog ikke ud til at skaderne generer den, og den løber og hopper rundt fuldstændig ubesværet i en halv times tid, hvorefter den forsvinder ind i skoven.
 |
| Jærv, Pine Forest Skjulet - 25. september 2025 |
 |
| Jærv, Pine Forest Skjulet - 25. september 2024 |
Hvis man ikke synes, at man har haft nok tid til at fotografere i, når man er ude i skjulene, så kan man bare gå uden for lodgen om formiddagen, hvor der bliver lagt foder ud til de vilde fugle, som om efteråret er til stede i et rimeligt antal.
 |
| Grønsisken |
 |
| Kvækerfinke |
 |
| Stor flagspætte |
 |
| Topmejse |
Efter fem døgn fulde af vildmarksoplevelser går turen via Helsinki og København hjemover til Enø, hvor jeg ankommer kort før midnat, da Margit er så flink at hente mig i Kastrup.Det er rart at komme hjem, men der går ikke mange dage, før jeg savner taigaen, de vilde dyr og alle de oplevelser og muligheder, som den vilde natur kan tilbyde, men det må være nok for denne gang, selvom jeg jo mangler en tur til Finland i det tidlige forår. Det kan jeg jo tænke lidt over.
Tilbage til turbloggen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar