Bjørnesafari i Hälsingland

Tag en tur til Vargas Vildmarkslodge i Hälsingland, og oplev den svenske natur på nært hold!

Vildmarkslodge

Et tilfældigt klik på nogle links på en svensk hjemmeside gjorde, at jeg den 28. juli 2014 befandt mig på toget mod Stockholm med Vargas Vildmarkslodge som rejsens mål cirka tre hundrede kilometer nord for den svenske hovedstad.

Lodgen ejes af Håkan og Eva Vargas, som har drevet den igennem de seneste femten år. Den ligger i det sydlige Hälsingland omgivet af skov til alle sider og på en skråning cirka tyve meter over en sø, der giver mulighed for kanoture, fiskeri og en forfriskende svømmetur. Hovedformålet med lodgen er dog, at den giver interesserede mulighed for at tilbringe tid i et dertil indrettet skjul, hvorfra man kan iagttage og fotografere nogle af områdets mange bjørne, og hvad der ellers måtte dukke op af dyreliv.

Dagen starter klokken ni med et omfangsrigt morgenmåltid. Klokken halv to er der frokost, og sidst på eftermiddagen kan man lave sig en madpakke, hvorefter turen går ud i bjørneskoven til skjulet – ti minutter i bil efterfulgt af tyve minutter til fods. Der er plads til ni personer i skjulet, og hver enkelt har et lille vindue og en åbning til kameraet til rådighed plus en køje. Da skjulet af hensyn

Fotoskjulet

til bjørnenes ekstremt gode lugtesans og hørelse er yderst velisoleret, blev der den første nat, jeg tilbragte der, op imod tredive grader varmt. Bagerst i skjulet er der et multtoilet, som ved disse sommertemperaturer bidrager til den hyggelige atmosfære, i det det ud-sender en lettere krydret duft, som smyger sig om de tilstedeværende. Ved sekstiden er vi på plads i skjulet. Al samtale foregår hviskende. Al bevægelse foregår forsigtigt og uden at larme. Al elektronisk lyd fra kameraerne er slået fra, og eventuelt lys og automatisk blitz tapet over. Bjørnene er utrolig sky, og den mindste lyd, lugt eller lysglimt kan få dem til at stikke af. Denne skyhed og forsigtighed gør, at de som regel først viser sig

Bjørnemarkering - her bor jeg!

mellem klokken treogtyve og klokken to, hvor det er tusmørke på denne årstid. Det gør det selvsagt meget besværligt af få taget nogle gode billeder, men af til kan der dog ske noget uventet i fuldt dagslys. Andre gange kan man være så uheldig, at der slet ikke dukker nogen op. Da der er tale om vilde bjørne, kan der selvfølgelig ikke gives nogen garanti, selv om Håkan lægger foder ud for at trække dem til. Man må tage sin chance. Ser man ingen bjørn, kan man komme igen næste år til halv pris. Mislykkes det også, så er det gratis, til der er gevinst.

Derfra hvor jeg sidder, har jeg udsigt over en åben plads med nogle døde fyrretræer, højt græs, gederams og en masse larmende krager og ravne, der har travlt med at æde, hvad de kan finde af levninger efter bjørnenes natlige besøg. Længere borte står skoven som baggrund for hele sceneriet.

Ventetiden er begyndt. Minutterne bliver til timer, og jeg kæmper imod trangen

Ravn

til at lægge mig i køjen og tage en lur. Mørket indfinder sig først i de dybe skygger mellem træerne - hvor jeg hele tiden synes, at der er noget, der bevæger sig, men kikkerten fortæller noget andet - og kryber så langsomt længere og længere ud, ind til hele synsfeltet er indhyllet i mørke.

Omsider dukker der en bjørn op. Den er næsten umulig at skelne fra de mørke omgivelser. En skygge inde i skyggen, men i kikkerten kan jeg se omridset af en bjørn og følge dens bevægelser. Senere

Bjørnen Langøre

dukker der et andet og større eksemplar op. Efter den har rodet rundt i græsset for at finde noget spiseligt, lægger den sig en ti til femten meter fra skjulet, og kun hovedet og skuld-rene rager op over vegetationen. Alt virker fredeligt, men pludselig er der et eller andet, som vi overhovedet ikke registrerer inde i skjulet, der forskrækker bjørnene, og på et par sekunder er de væk. Senere på natten, hvor det så småt er begyndt at lysne, dukker endnu en bjørn op og leder efter mad i flere minutter, hvorefter den også lige pludselig forsvinder ind i skoven igen. Det er nogle imponerende og store dyr, der kan virke lidt kluntede, men jeg bliver overrasket over deres hurtighed.

Langøre

Ved otte-tiden er det forbi for denne gang, og døren ud til omverdenen bliver slået op. Det er befriende at komme ud i lyset og den kølige morgenluft efter en lang, varm og også lidt klaustrofobisk nat i skjulet. Morgenmaden og en forfriskende svømmetur venter og derefter et par timers søvn, så jeg kan være klar til den næste og sidste nat i skjulet, inden turen atter går sydpå.

Området byder også på mulighed for vandreture. Finnskogleden er en vandrerute på i alt 240 km som går igennem grænse-området mellem Sverige og Norge – et grænseområde, som i det sekstende og syttende århundrede oplevede en stor indvandring af finner. Finnskogleden i Hälsingland er på 35 km og kan gås på en eller to dage, og den passerer lige forbi lodgen og omkring mange af søerne i området.

Udsigt fra Finnskogleden

Bjørnebilleder blev det så som så med på grund af manglende lys, men med en ISO indstilling på 25.000 (kameraets max.) imod de normale 200 til 400 fik jeg da en fire billeder af bjørnen Langøre! Kvaliteten er selvsagt ikke for god, men så har jeg da en undskyldning for at tage endnu en tur til Vargas Vildmarkslodge!

Skulle nogle af læserne have fået lyst til en oplevelsesrig tur til Hälsingland, så er der yderligere oplysninger at hente på nettet lige her! 

Tilbage til Turbloggen