Sidevisninger i alt

fredag den 23. april 2021

April 2021

April 2021 blev en kold og tør måned, selvom den også blev meget solrig med et landsgennemsnit på 244,7 timer, hvilket er cirka 30% over normalen for perioden 1991-2020. 

Middeltemperaturen derimod lå på 5,6 grader Celsius, og det er 1,8 grader under gennemsnittet for den seneste tiårsperiode. 

Den gennemsnitlige nedbør var med sine 23 millimeter 15,5 millimeter under normalen for 1991-2020.

Den varmeste april havde vi i 2011 med en gennemsnitstemperatur på 9,9 grader. 1888 er indehaver af bundrekorden med 2,5 grader i gennemsnit.

På gammelt nordisk kaldes april for faaremåned, græsmåned  eller faremåned. Betydningsmæssigt er der tale om to muligheder: faaremåned, græsmåned - den måned, da fårene blev sat på græs. Den anden mulighed er faremåned - flyttemåned, hvor lejere og fæstere havde flyttedag.

Ordet aprils oprindelse er lidt uvis, men det kommer formentlig af det latinske aprilis, hvis betydning er lidt uklar. Det kan muilgvis komme af ordet aperire, som betyder at åbne - jorden er klar til at blive tilsået, og året åbner sig mod foråret og sommeren.

Forårsbebuderne begynder at dukke op på trods af de kølige temperaturer - både sangfuglene og de forskellige vadere. Klyder er der masser af både ved Bjørnebækken og i Borreby Mose. De fouragerer ved at skumme vandoverfladen med deres krumme næb, men i Borreby så jeg dem vende bunden i vejret for at nå længere ned i det forholdsvis dybe vand. Noget jeg aldrig har observeret før.

Klyder, Borreby Mose, 20. april 2021

Klyder, Borreby Mose, 20. april 2021

Lille præstekrave, Borreby Mose, 12. april 2021

Præstekraverne er også dukket op, lille såvel som stor, både her i Borreby og på Enø. Rørhøgeparret er her også, og de flyver hele tiden rundt over tagrørene på jagt efter mad.

Rørhøg hun, Borreby Mose, 12. april 2021

I løbet af efteråret 2020 dukkede den store flagspætte op i haven, hvor den gik i gang med at udvide indgangshullet til den redekasse, som skovspurvene ellers har haft eneret på. Jeg så den et par enkelte gange i og ved kassen i løbet af den næste uges tid, hvorefter den forsvandt, og spurvene flyttede ind igen. 


Der bliver muget ud! Enø, 16. oktober 2020


En ubuden gæst. Enø, 16. oktober 2020

Så langt, så godt! Alt var ved det gamle igen, ind til stæren dukkede op. Det varede ikke mange dage, før de havde opdaget, at indgangshullet i spurvekassen nu var af en størrelse, der tillod dem at flytte ind. Spurvene slæbte redemateriale ind i kassen, hvorefter stæren dukkede op og smed det ud igen. Enden på det hele er blevet, at der nu er stær i spurvekassen såvel som i den oprindelige stærekasse. 

Stæren flytter ind. Enø, 8. april 2021

Allikerne kom på et besøg ved foderbrættet. Der er masser af dem her, men det er yderst sjældent, at jeg ser dem i haven.

Allike, Enø, 8. april 2021

Midt i april var jeg en tur i Holmegård Mose. Her er mange gamle og mere eller mindre udgåede træer, som flagspætterne holder meget af. Jeg hørte trommen af en spætte, og det viste sig, at det var den lille flagspætte, der gjorde opmærksom på sig selv og sit territorium. Jeg så den faktisk næsten samme sted i februar 2018. Den foretrækker løv- eller blandingsskov især el, pil og birk lands vandløb eller i sumpområder, og den breder sig langsomt som ynglefugl i Danmark. Der er tale om tyske fugle, som flytter mod nord op gennem Jylland, og fugle fra Sverige, som breder sig vestover på Sjælland.


Lille flagspætte, Holmegård Mose, 14. april 2021


Thy 2021

 

Udsigt fra Bulbjerg 26. august 2021

 

Vi valgte at prøve at gentage succesen fra 2020 med endnu en tur til Thy. Denne gang sammen med to gode, gamle venner fra Bornholm. Turen sidste år var helt forrygende, og egentlig skal man vel passe på med at tro, at det nok bliver lige så godt, hvis man gentager det hele. Men det viste sig, at det kom til at passe.

Vi havde lejet et sommerhus, der lå strategisk placeret 5 kilometer fra Skarreklit og Bulbjerg   - Danmarks eneste fuglefjeld uden for Bornholm - med flere hundrede ynglende rider. Hvis der ikke var andet på programmet, så kunne jeg jo altid tage derop og fotografere. Desuden var der jo også Vejlerne og alle de forskellige fugletårne og gangstier, som nok kunne klare et genbesøg.

Vejret har været usædvanlig koldt, gråt og blæsende dette forår. Kulden og blæsten kunne vi ikke undgå, men heldige var vi alligevel, hvad vejret angik. Vi havde strålende sol med drivende skyformationer så godt som hele ugen med kølige og klare morgener efterfulgt af sol og også lidt varme, hvor der var læ for vinden.
 
Huset, vi havde lejet, var stort og rummeligt med mange værelser og kunne nemt have huset op til seks personer. Det bar dog præg af at være købt til udlejning og savnede en del vedligehold og en kærlig hånd.
 
Rider, Bulbjerg, 30. april 2021

 
Bulbjerg og resterne af Skarreklit var imponerende som sædvanlig, selvom vi ikke havde hård kuling og store brækkende bølger i år. Riderne var også på plads og i gang med at bygge reder - fortrinsvis af tang og andre materialer, som de finder i havet. Der er ikke meget plads på de små hylder på kalkstensklippen, så skærmydsler kan ikke helt undgås, men riderne har tilpassset sig pladsmanglen, så terrietoriekampe er yderst sjældne.

Redemateriale fra havet, Bulbjerg, 30. april 2021


  Når jeg ser riderne flyve, så synes jeg somme tider, at de med deres lange, slanke vinger minder mere om stormfugle end om måger, og deres latinske navn er rissa og ikke larus, som de andre medlemmer af mågefamilien. De kan klare sig til havs i højere vindstyrker end måger i almindelighed, og de er nogle utroligt gode og manøvredygtige flyvere.
 
Ride, Bulbjerg, 26. april 2021

Ride, Bulbjerg, 26. april 2021



Vi var naturligvis også en tur rundt til næsten alle fugletårnene og skjulene i området. Skestorkene snød os i år og glimrede ved deres fravær. Sølvhejrer så vi blot en enkelt af, men ellers var der masser af fugle at observere. Mange gange behøvede vi bare at kigge ud over den store naturgrund, som omgav huset. Der var mange mejser og andre småfugle, og vi så også både musvåger og traner. Vådområderne bød på både andefugle og vadere foruden de mange grågæs, og rørhøgene jagede over sivene. Havørne så vi en 7-8 stykker af, hvilket var en del flere end i 2020.

Rørhøg, hun, Hanvejle, 30. april 2021



Brushane, Hanvejle, 27. april 2021


Brushane, Hanvejle, 30. april 2021


Rødben, Hanvejle, 27. april 2021


Grågæs, Tømmerbytårnet, 27. april 2021


Man skal selvfølgelig passe på, at man ikke bliver blind for alle de natur- og fugleområder, som vi har lokalt, men Nordjylland rummer altså noget mere vild natur end Sjælland, og jeg er dybt fascineret af det. Landskabet og naturen fylder meget mere, end den gør her, og der er langt fra den sjællandske idyl til den forblæste vestkyst. Udsigten fra toppen af Bulbjerg viser det med al tydelighed: Hav, strand og klitter efterfulgt af store åbne områder, som så går over i klitplantager. Langt væk mod vest stikker en pynt ud i havet, hvor man kan ane konturerne af en enkelt lille by - Lild Strand - hvorefter kysten fortsætter igen nærmest uendeligt.

Jeg tror, at en forårstur til Thy godt kan gå hen og blive en tradition.

Udsigt fra Bulbjerg mod vest, 26. april 2021


Senåvej, 24. april 2021

Bulbjerg, 26. april, 2021

Bulbjerg, 26. april 2021