 |
| Bæverklask |
Vi fortsætter nordvest over ad floden,
som langsomt bliver lettere at padle med nogle få og til sidst
næsten ingen forhindringer. Der er mange bævere på denne del af floden, og vi ser en tre - fire stykker
i løbet af eftermiddagen. De slår deres store, flade hale ned i
vandoverfladen som et advarselstegn, når de får øje på os.
Vi overser tilsyneladende et par
lejrpladser og bliver derfor nødt til at fortsætte meget længere
end egentlig planlagt, og klokken er omkring otte inden vi slår lejr
efter 36 kilometer. Vi slutter en dejlig dag med at mæske os i ørred
med kartofler og garniture.
6. juli
Vi sover til klokken er næsten halv ni
og vågner til et flot sommervejr. Floden snor sig af sted mod
nordvest i store slyngninger, og landskabet skiftevis åbner og
lukker sig omkring os. Strømmen hjælper os af sted, mens vi styrer
uden om log piles/log jams, sweepers og sten i vandet.
Hen under aften finder vi en god
lejrplads sådan nærmest ved et tilfælde tre til fire meter oppe ad
en skråning lige over en eddy – et sted, hvor der er læ for
strømmen. I princippet kan og må vi slå lejr, hvor det passer os,
men vi er blevet anbefalet at bruge de pladser, der er markeret på
kortet for ikke at slide unødigt på omgivelserne. Desuden har det
den fordel, at der som regel er plant og også et ildsted i form af en en kreds af sten. Er
man rigtig heldig, har de forrige gæster oven i købet efterladt
lidt brænde.
7. juli
Vi må være godt trætte, for vi sover
i ti timer i træk, inden vi tager af sted i gråvejr og vindstille.
Der er masser af strøm, sten og log piles at tage hensyn til. Ved en
stor log jam vælger vi at padle højre om og ender i en blindgyde,
så vi må tilbage igen imod strømmen og trække kanoerne over en
enkelt træstamme, før vi kan fortsætte langs med venstre flodbred.
Vi spiser aftensmad på en sandbanke
midt i floden. Vejret er meget varmt, og vi tager en svømmetur i
floden og solbader, til vi er tørre. Det forbavser mig, at det kan
lade sig gøre uden, at vi bliver overfaldet af tusindvis af myg, når
jeg tænker på, hvilken plage de små insekter udgjorde, da jeg var
på Horton River i 1997 og også de to gange, jeg har været i
Lapland. I de beretninger vi læste fra Big Salmon, inden vi tog af
sted, skortede det da heller ikke på advarsler om myggeplagen. Det
virker meget underligt.
 |
| Bæverdæmning |
Det er blevet sent, men vi bliver enige
om at fortsætte et par timer endnu i midnatssolens skær, da det
stadig er fint vejr. Vi kommer igennem et område af floden, hvor der
er en stor bæverkoloni, og vi ser mange af dem og hører endnu
flere, når de klasker halen i vandet som advarsel. Jeg får øje på
en enkelt bæver helt inde ved brinken. Den ligger helt stille med
en poppelgren i munden og kigger lidt forurettet på os. Da vi er
lige ved at være gledet forbi, bider den sammen om grenen og
fortsætter målbevidst op ad floden.
Terner er der også lige pludselig mange af her, og deres
velkendte hidsige skrigen blander sig med alle de ukendte lyde, som
strømmer ud fra skoven sammen med den fortættede, krydrede lugt af
harpiks og nåleskov. Vi slår lejr lidt over midnat og går hurtigt
til ro efter en kop te.
8. juli
Vi står op ved halvnitiden. Sol og blå
himmel med tynde fjerskyer. Alt er badet i et blødt lys, og vi
spiser morgenmad med flodens lyde i baggrunden og daser i solen. Her
er stadig ingen myg af betydning. Det er næsten ikke til at tro.
Vi forsøger at finde ind til en sø
bag lejrpladsen, men skoven er ret ufremkommelig, og søen ikke til
at finde, så vi går tilbage i vores eget spor.
Det er sent, inden vi tager af sted.
Floden ændrer sig med jævne mellemrum – somme tider løber den
langsomt og dovent af sted i solen, og til andre tider er den hurtigt
strømmende og krævende mellem sten og sweepers.
 |
| Reflektorovn - en tynd, oval stålplade |
Vi padler ind til bredden to gange
undervejs for at se, om der er noget dyreliv ved et par søer, som
ligger lige ved siden af floden; men bortset fra nogle enkelte fugle
og en masse hestebremser er der ikke meget liv at se. Det skyldes
måske den trykkende varme.
Det er sent inden vi når frem til den
næste lejr, men tiden er ikke så vigtig, når solen er på himlen
hele døgnet rundt. Jeg fisker lidt, men uden held. Sanne bager
boller og brød i reflektorovnen, som virker fortrinligt i al sin
enkelhed, og vi kommer først i poserne på den anden side af midnat
efter en lang dag.
 |
| Big Salmon River |
9. juli
Vi vågner sent til en helt skyfri
himmel og en temperatur, der nærmer sig hedebølge. Vi når frem til
South Big Salmon Rivers tilløb først på eftermiddagen. Det er ikke
nogen synderligt stor flod, og den blander sig næsten umærkeligt
med Big Salmon. Vi slår lejr på en sandbanke på højre flodbred
ved sekstiden. Det er meget varmt, og aftenkøligheden sætter først
ind ved 22-tiden. Vi har set en del store isfugle de seneste dage,
men de er meget sky, og jeg har ikke kunnet komme på ”skudhold”.
10. juli
Næste morgen på sandbanken vågner vi
op til en komplet overskyet himmel og temperaturer i den lave ende.
Regnen begynder så småt at falde, mens vi spiser morgenmad, men det
bliver ikke til så meget, og vi får pakket alt grejet ned i tør
tilstand, undtagen teltet, som må i pose for første gang på turen,
inden det bliver pakket ned i den vandtætte tønde.
Floden er lidt bredere, og landskabet
fladere, men vi får stadig god hjælp af strømmen, og ind imellem
også af vinden, som blæser op i løbet af formiddagen. Vi når frem
til lejren ved North Big Salmon Rivers tilløb omkring klokken et.
Vejret klarer op, og en frisk vind blæser skyerne hen over himlen,
som bliver mere og mere blå. Skråt sollys blinker fra aspetræernes
blade og reflekteres som lysegrønne glimt ind mellem sortgranerne.
Da vi har spist frokost, bliver vi
enige om at overnatte her og så tage en lang dag i morgen, hvor vi
gerne skulle nå Big Salmon Village og den store flod – Yukon.
Vinden fortsætter med uformindsket
styrke hele natten, og skoven er fuld af knagende og klagende lyde,
samt to meget støjende egern, der holder en farlig kommers, ind til
det bliver morgen.
Her på lejrpladsen ved udmundingen af
North Big Salmon River er der rester af en gammel hytte. Den var
sidst i brug i vinteren 1931/32 som base for to pelsjægere, og
Geological Survey of Canada havde også et depot her. Der er ikke
forfærdeligt meget tilbage af hytten i dag. Taget er væk, og en
stor gran er væltet hen over den.
 |
| Elgko med kalv Big Salmon River 11. juli |
 |
| Big Salmon River 9. juli |
 |
| Big Salmon River 11. juli |
 |
| Aftenudsigt, North Big Salmon River den 10. juli |
11. juli
Næste morgen er vi på floden ved ti-tiden og manøvrerer gennem de første småbølger og strømfald. Det
blæser stadigvæk, men ikke nær så meget som i går. Himlen er
fuldstændig overskyet, men det holder dog tørt den første times
tid, hvorefter det begynder at regne, og regnen holder ved hele
dagen. Strømmen er stærk de fleste steder, og vi bagfærger os vej
ned ad den sidste strækning af Big Salmon River på vej mod Big
Salmon Village og udløbet i Yukonfloden.
Vi er fremme ved to tiden, og vi går
fra stor til større. Yukonfloden er så overvældende, at det
virker, som om Big Salmon er gået helt i stå; Yukons mægtige
kræfter prøver at forhindre den i at strømme videre. Vi begiver os
ud på den store flod og padler cirka 100 meter, hvorefter vi går i
land ved Big Salmon Village for at se på resterne af landsbyen og få
lidt at spise.
 |
| Big Salmon Village |
Området ved sammenløbet af de to
floder har været benyttet af de oprindelige folk i umindelige tider
som bosted, samlingspunkt og fiskelejr. Sidst i 1890erne, da der var
kommet gang i guldfeberen, blev Big Salmon Village handelsstation og
landingssted for hjuldamperne, som forsynede guldgraverne i området
og videre nordpå til Dawson. Hjuldamperne fik deres energi fra træ,
som blev en værdifuld handelsvare, og her i Big Salmon Village - som
så mange andre steder langs Yukonfloden - opstod der små
skovhuggerlejre, hvor man levede af at skove træ til damperne om
vinteren og stakke det langs med floden, hvor det var muligt at læsse
det på skibene, når de passerede i den isfri periode. Det ridende
canadiske politi (North West Mounted Police) kom hertil i 1898, og i
1900 blev der bygget en telegrafstation. I midten af 1930erne var der
stadig en
 |
| En af beboerne i Big Salmon Village |
handelsstation og landingssted for flodtrafikken, men med
etableringen af et vejnet i Yukon efter den anden verdenskrig gik det
hele i opløsning, og de eneste beboere, der er tilbage nu, er en
masse jordegern.
Vi padler et par kilometer længere ned
ad Yukon, efter vi har spist frokost, og slår lejr ved Walsh Creek
lige efter en stor skrænt.
12. juli
Vores længste dag hidtil – 45
kilometer. Det er ikke helt så vildt, som det måske kan lyde, da
strømmen på Yukon giver os en god håndsrækning.
Vi sejler inden om et par øer i højre
side af floden, hvor der er lidt mere interessant at padle end ude
midt i strømmen. Det er godt varmt hele dagen, og vi har nu været
af sted så tilpas længe, at alle de daglige gøremål er blevet
rutiner, og alting opleves som ren nutid, og der er ikke så meget at
spekulere over. Problemer er næsten altid her og nu, og vi finder
som regel en løsning.
Vi har set tre ørne i dag og en elgko
med tvillinger.
 |
| Tvillinger |
Den lejrplads, vi havde besluttet os
for at overnatte på, opdagede vi lidt vel sent, så vi måtte vende
om og lave en forlæns færge over til den modsatte bred, men det kan
man ikke uden at tabe terræn. Vi måtte padle et stykke mod strømmen
helt inde ved bredden. Det gik meget langsomt, men det kunne dog lade
sig gøre.
13.juli
Endnu en lang dag med lidt over 40
kilometer. Der er kun 20 kilometer til byen Carmacks, hvor vi skal
slappe af på Coalmine Campground en hel overliggerdag. Der er
mulighed for at få vasket tøj og få et varmt bad – hvis der
skulle være en eller anden, der synes, at det kunne være rart.
Vi har godt vejr i dag, om end det
blæser meget, og vinden kører det meste af kompasset rundt, så vi
aldrig er klar over, om vi har mod- eller medvind, når vi kommer
rundt om det næste sving. Selvom det måske koster lidt mere tid og
energi, så tager vi ind imellem en afstikker ind igennem nogle af de
små flodløb og forgreninger. Det giver lidt afveksling fra den
bredt flydende flod.
Vi lægger til ved Little Salmon
Village and Cemetery, som er en First Nation
 |
| Fra Little Salmon Indian Village |
landsby. Vi har fået at
vide, at det er en god idé at spørge de lokale om lov til at kigge
sig omkring, men da der tilsyneladende ikke er nogen mennesker
overhovedet, så går vi en lille runde. Stedet virker mildest talt
ikke indbydende, selvom der er mulighed for at campere, og vi
forlader skyndsomst området.
Vi slår lejr på højre bred over for
en lille ø. Der blæser en kold vind, men Rikkes hjemmebag og et
godt bål holder kulden stangen.
I morgen når vi til Carmacks, og så er vi
cirka halvvejs på turen.
 |
| Udsigt mod nord over Yukon River | | |
 |
| Skov og himmel - Yukon River 13. juli |
14. juli
Opklaring i vejret, men det holder kun
til vi er halvt gennem morgenmaden, så begynder det så småt at
regne, men det bliver heldigvis ikke til så meget, selvom det regner
med jævne mellemrum hele dagen.
Der er kun 18 kilometer til Carmacks,
og vi er fremme ved halv to tiden. Vi lægger til ved Coalmine
Campground et par kilometer før byen, fordi vi er blevet advaret mod at
bruge den offentlige campingplads i selve Carmacks, da den har et
meget dårligt ry.
 |
| Coalmine Campground - vasketøjet er hængt til tørre |
Efter at vi har sat teltene op, går vi
ind til byen for at handle. Det er et lidt deprimerende sted uden de
store attraktioner bortset fra et lille museum, og priserne på
madvarer er skyhøje. På vej tilbage bliver vi tiltalt af to synligt
berusede indianere.
Da vi kommer tilbage til teltene,
bliver pladsen anløbet af en stor gruppe amerikanske spejdere fra
Texas. De har ikke så meget styr over kanoerne, så det gør noget,
og det hele ligner vild forvirring.
Om aftenen spiser vi på
campingpladsens grillbar. Det er skønt ikke selv at skulle lave mad,
men grillmaden kan ikke enes med vores maver, og vi har alle mavekneb
natten igennem, mens vi ligger og lytter til regnen på teltdugen og
den uvante, højst irriterende trafikstøj fra Campbell Highway.
15. juli
Hviledag i Carmacks med tøjvask,
brusebad og oprydning i tønder, kasser og telte. Vejret er dejligt,
og vi slapper af og nyder det. Spejderne fra Texas er taget af sted,
og vi vil gøre, hvad vi kan for ikke at indhente dem. Vi har
besluttet at tage endnu en overnatning her og besøge First Nation
Interpretive Center. Det er vel det, der i gamle dage ville have
heddet: Carmacks Indian Museum.
 |
| Arbejdende museum |
Centeret viser sig at være et
interessant sted. Selv om manglen på midler er tydelig, så har de
ansvarlige formået at lave vedkommende udstillinger og arbejdende
stande udendørs, hvor det hele virker meget autentisk. Det er dog
lidt svært at komme i kontakt med de ansatte, da de virker meget
tilbageholdende og næsten generte, men idéen bag er god. Vi har
hørt og læst en del om de oprindelige folk og har også fået nogle
advarsler, men vi har ikke haft negative oplevelser, og centeret i
Carmacks gør en masse for at slå bro over kulturkløften.
Der er mange mennesker her på pladsen,
især om eftermiddagen og aftenen, og trafikstøjen er uvant og
usædvanligt irriterende. Ud på eftermiddagen begynder vi at kede
os, og vi ser frem til at komme ud på floden igen.
Vi vil prøve at komme tidligt af sted
i morgen. Foran os har vi Five Finger Rapids og Rink Rapids, som er
de to eneste steder, der har lidt fos af betydning. Vi vil se, om vi
kan nå forbi dem begge, inden vi slår lejr for natten.
16. juli
 |
| Klar til afgang - endnu en gang |
Tidligt op efter en lang, varm og
støjende nat med masser af regn. Morgenen er overskyet og kold, og vi er
af sted inden klokken er ni. I løbet af dagen klarer det op, og
floden viser sig igen fra sin smukkeste side. Vi holder frokost kort
før Five Finger Rapids, hvor fire klippeøer deler floden op i fem løb, hvilket jo gør, at strømmen bliver kraftigere, men det viser sig at være langt lettere end
ventet. Man skal tage passagen længst mod øst, da det er den nemmeste at padle igennem.
Kort tid efter at vi har passeret Five Finger Rapids, når vi Rink Rapids. Her gælder det også om at holde sig langs med den østlige bred for at undgå sten og stopbølger, men der er masser af plads og muligheder for at styre klar af strømfaldet, så det hele går uden problemer. Vandstanden i Yukon må være
lav, siden det går så nemt i forhold til alle de advarsler og
rygter, som vi har lagt ører til.
 |
| Five Finger Rapids forude |
Vi har igen lidt problemer med at finde
en lejrplads, men ved halv seks-tiden lykkes det efter lige omkring
60 kilometers sejlads. Vi er godt brugte, men en stor portion laks
med pasta efterfulgt af kaffe og pandekager gør underværker, og med
en lysende, klar regnbue ind over floden som godnatbillede går vi i
seng efter en fantastisk dag.
 |
| "Beauty walks on a razor´s edge" |
17. juli
Vi sover i ti timer i træk, og vågner
op til en morgen med solskin og blå himmel. Da jeg stikker hovedet
ud af teltet, sidder der et træpindsvin på en træstamme 2 meter
væk og kigger forbavset på mig – og jeg kigger lige så forbavset
igen. Den gemmer sig i krattet, og dukker først frem igen en halv
time senere, da vi sidder og spiser morgenmad. Så finder den lige
pludselig ud af, at nu kan det være nok og løber ind i krattet og
forsvinder – lad mig komme væk.
Vi har en god dag på floden med lidt
over 40 kilometer. Vi tager atter nogle af de smalle passager i
stedet for hovedløbet og passerer Minto sidst på
eftermiddagen, hvor der er en hel del mineaktiviteter og en
brølende færge, der drøner frem og tilbage over floden.
Vi havde egentlig planlagt, at vi
skulle nå til Fort Selkirk i dag, men da vi har en kraftig modvind
hele dagen, så slår vi lejr cirka 18 kilometer sydligere. Vi har
endnu engang problemer med at finde lejrpladsen, så vi ender med at
gå i land på en stor, indbydende sandbanke.
18. juli
 |
| Fort Selkirk, Yukon River den 18. juli |
”Megoah – det er godt for maven”.
Den lokale shaman i Fort Selkirk drikker vores kogekaffe og spiser
lidt af vores nybagte brød. Sverri har givet ham noget antiseptisk
creme til hans hund, som har et sår på halsen. Han giver til
gengæld Sverri en cigaret. Det er bydende nødvendigt for ham, og så
selvom Sverri ikke ryger. Vi skal passe godt på gaven, pille
papiret af og kaste tobakken i bålet som en tak eller for at bede om
held på en dårlig dag. Det hele foregår i en spøgefuld atmosfære,
men med en alvorlig undertone.
Vi er kommet til Fort Selkirk omkring
klokken et efter en fin tur i højsommervejr og uden vind af
betydning. Vi har ikke padlet ret langt i dag, og hvis vejret er godt
i morgen, så vil vi prøve at komme tidligt af sted. Vi har igen i
dag taget turen ind i gennem et par af de små sideløb, og det er
absolut besværet værd. Da vi runder et klippehjørne, letter der
først én og siden endnu en havørn - den sidste med en fisk i
kløerne. De er så tæt på os, at jeg kan høre suset fra
svingfjerene. Desværre går det hele så hurtigt, at jeg ikke engang
har tid til at tænke på at tage kameraet frem. Et par timer senere
glider vi ind til bredden ved Fort Selkirk.
 |
| Fort Selkirk, Yukon River den 18. juli |
Fort Selkirk er en tidligere
handelsstation, der ligger, hvor Pelly River flyder ud i Yukonfloden.
Den blev etableret under Hudson’s Bay kompagniet af Robert Campbell
i 1848 to km oppe ad Pelly River, men blev flyttet til den nuværende
beliggenhed i 1851-52 på grund af ødelæggelser forårsaget af
oversvømmelser om foråret.
Arkæologiske udgravninger viser, at
stedet har været beboet i mindst 8.000 år, og det har i mange år
været hjemsted for Selkirk First Nation (Northern Tutchone), der
benyttede sig af det gode fiskeri her og hver sommer handlede med
Chilkat Tlingit- folket, som rejste ind til området ude fra kysten.
Tlingitstammen brød sig absolut ikke om, at Hudson’s Bay
etablerede en handelspost her og blandede sig i deres traditionelle
handel med Tutchonefolket, og de angreb og plyndrede Fort Selkirk
allerede den første sommer (1852). Handelsposten blev derefter
nedlagt og blev først genopbygget omkring 40 år senere på privat
initiativ af en Arthur Harper, hvor den fik stor betydning som
forsyningsstation for hjuldampertrafikken på Yukonfloden mellem
Whitehorse og Dawson, som blomstrede op i forbindelse med guldfundene
i Klondike. Først i 1938 retablerede Hudson’s Bay sig igen i Fort
Selkirk. Midt i 1950erne var det hele slut, og området blev så godt
som forladt efter, at Klondike Highway blev etableret uden om
Selkirk, og skibstrafikken på Yukonfloden døde ud.
I dag er Fort Selkirk et
frilandsmuseum. Mange af de gamle bygninger er blevet restaureret, og
Fort Selkirk Historic Site er ejet og bliver drevet i fællesskab af
Selkirk First Nation og Yukonterritoriets Turist- og
Kulturforvaltning. Langt de fleste besøgende kommer sejlende på
Yukonfloden, da der ikke er nogen vejforbindelse til stedet, men dog
en lille provisorisk start- og landingsbane – Fort Selkirk
Aerodrome.
 |
| Fort Selkirks kirkegård |
Kirkegården ved Fort Selkirk er en blanding af kristne og oprindelige traditioner. Der er trækors på mange af gravene, men også ørnefjer og såkaldte spirit houses som ånderne kan tage ophold i. Kampen om sjælene er også tydelig her, da der ligger en anglikansk kirke tæt på floden, som blev bygget i 1931, og en katolsk fra 1898, som er lidt mere afsides placeret. Sidstnævnte lå oprindelig også tæt på floden, men den blev flyttet til sin nuværende placering i 1942.
Selkirk First Nation står som sagt for
vedligeholdelse og restaurering af bygningerne og omgivelserne. De
sørger også for, at der er en god forsyning af brænde til
kanofolket – savet, men dog ikke flækket. Desuden fungerer de som
guider for dem, der måtte have lyst til at vide noget mere om
området på den sædvanlige nærmest selvudslettende indianske måde.
Giver man dem den tid, der skal til, især hvis det drejer sig om de
ældre, så skal man nok få svar, men man skal absolut være
tålmodig og gå ned i tempo, og det er vel egentlig ikke så galt.
Vores ven shamanen er dog en
undtagelse. Han er mere direkte og udadvendt. Han snakker en del om
naturen og biodiversiteten. Der er en plads til alle arter, og ingen
kan undværes i den store sammenhæng, heller ikke ulven, bjørnen og
alle de andre store rovdyr, der traditionelt er blevet lagt for had
af de fleste andre kulturer end den indianske. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg
skal sige. Jeg har aldrig været uenig, men det er jo en holdning,
der absolut ikke har vundet genklang i såkaldt civiliserede samfund,
hvor naturen er blevet opfattet - om ikke altid som en fjende - så
dog som oftest som blot en ressource, der står til vores rådighed
uden nogen som helst hensyntagen til andre levende væsener.
Økonomisk udvikling og ekspansion har altid været løsenet, og det
ser ud til, at det fortsætter selv i disse CO2 bevidste
tider. Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi skal tilbage til
stenalderen, men på et tidspunkt må man vel sige, at nok er nok og
prøve at implementere en økonomisk model, der går ind for en form
for balance, som ikke driver rovdrift på jorden. Økonomisk status
quo snarere end evig vækst.
 |
| Rikke har kokketjansen, Fort Selkirk den 18. juli |
Vi laver lidt ekstra god mad om
aftenen. En stor gryderet efterfulgt af pizza med løg og resten af
spegepølsen. Som dessert er der pandekager med friske rabarber, som
gror lokalt. Megoah!!!
Den oprindelige befolkning - First Nation
Den oprindelige
befolkning i Nord- og Sydamerika kom over Beringstrædet fra Asien i
perioder, hvor der fandtes en landbro mellem de to kontinenter. Under
istiderne var store dele af Nordamerika dækket af is, og vandstanden
i havene derfor så lav, at Beringstrædet var tørlagt og udgjorde
en landbro mellem de to kontinenter Asien og Amerika, hvilket
muliggjorde en eller flere indvandringer til den Nye Verden ind
gennem Yukonfloddalen. Videnskabeligt set har der ind til for nylig
været generel enighed om landbroteorien, men dog med en del uenighed
om, hvornår indvandringerne over broen fandt sted, og om hvor mange
gange det skete. Den sidste af disse indvandringer menes at have
fundet sted for cirka 13.000 år siden. Hvornår den første
indvandring fandt sted, er der uenighed om. Ved Old Crow Flats i det
nordlige Yukon har man fundet kødskrabere af Caribouknogler, som er
27.000 år gamle, og ved slutningen af den sidste istid for omkring
11.500 år siden var hele den Nye Verden uden tvivl beboet fra de
arktiske områder i nord til Ildlandet i syd. På det seneste er der
også fremkommet teorier om kolonisering af kontinentet fra havsiden
og også mere farverige teorier angående den oprindelige befolknings
oprindelse. Den danske DNA-detektiv Eske Willerslevs analyser af et
12.600 år gammelt barneskelet fra Montana, må vel siges at have
taget vinden ud af sejlene på de fleste alternative teorier.
 |
| Fordelingen af athabaskisk-talende stammer i Nordamerika |
Den oprindelige
befolkning i Yukon tilhører de athabaskisktalende stammer. Den
athabaskiske sprogfamilie – også kaldet Na-Dene – er en stor
sproggruppe, som har hjemme i det vestlige Nordamerika. Den er delt i
tre grupper: en nordlig gruppe, en stillehavsgruppe og en sydlig
gruppe. Denne sidste gruppe omfatter de nok så kendte apachestammer
i det nuværende New Mexico og Arizona og også nogle af
puebloindianerne.
Athabaskerne i det
indre Canada og Alaska lever i et subarktisk klima, som er
karakteriseret ved korte, varme og sollyse somre og ved lange, kolde
og mørke vintre med temperaturer ned til minus 45 grader. Forår og
efterår er korte intervaller mellem vinter og sommer.
Athabaskernes
eksistens har været baseret på jagt og fiskeri, og som et
supplement til dette har de samlet bær og spiselige planter. De
vigtigste byttedyr er caribouen (den nordamerikanske ren), elg,
sortbjørn og gråbjørn, kaniner, hulepindsvin, bæver, bisamrotte
og jordegern. I perioder, hvor der var mangel på føde, jagede og
spiste man også pelsdyr såsom mink, mår, los og odder. Ulve, ræve
og hunde spiste man der i mod næsten aldrig. Især ulven gik man
uden om, da den havde en høj status og blev anset for at være
menneskets bror. I nogle enkelte områder i British Columbia var der
også muligheder for at jage wapitihjorte, og på tundraen mod nord
var der moskusokser, og der var bison på prærien og i de åbne
skovområder i det nordlige Alberta. Fugle blev der også drevet jagt
på især i træktiden forår og efterår, hvor der var masser af
ænder, gæs og svaner, som slog sig ned for at hvile og fouragere
under deres træk nord- eller sydpå.
 |
| Yukon River 16. juli |
I langt de fleste af
de nordlige områder, der er beboet af athabaskere, findes der masser
af fisk – helt, stalling, gedde og flere forskellige slags ørreder.
Laks der i mod findes kun i Alaska, Yukon og British Columbia.
Laksen, som i meget stort tal kommer op i floderne for at gyde hvert
år, udgør en vigtig proteinkilde og har altid været af meget stor
betydning for både mennesker og fiskespisende rovdyr. I de områder,
hvor der er laks, har der kunnet bo en meget større befolkning, og
det førte til etableringen af halvpermanente landsbyer. De grupper,
der ikke havde mulighed for at fange laks, var nødt til at flytte
mere omkring.
Jagten og fiskeriet
blev suppleret af indsamling af mange forskellige bær – blåbær,
tranebær, hyben, sortbær, hindbær og ribs. Birken blev brugt til
at lave slæder, og snesko, og barken blev brugt til kanoer og
toboggans - en enkel form for slæde. Piletræets inderbark leverede
bast, der blev brugt til at lave fiskenet af.
Kernen i
athabaskernes liv var familien. Ofte boede to eller tre familier
sammen og udgjorde en husstand. Adskillige husstande boede nær
hinanden det meste af året og samarbejdede i lokale grupper for at
overleve. Den størtste enhed – stammen – bestod så af områdets
diverse grupper. Hver enkelt stamme havde et veldefineret område til
rådighed, og hver husstand og familie havde sin sektion af
stammeterritoriet.
Det var først i begyndelsen af det tyvende århundrede, efter
guldfeberen havde raset og bragt forandringer med sig, at de
indianske stammer i Yukon for alvor fik kontakt med verden uden for,
og det traditionelle livsmønster begyndte at ændre sig på godt og
ondt, og et stort antal athabaskere flyttede til Whitehorse.
Guldfeberen var kort og hektisk, men den forandrede Yukon for altid.
Der blev også fundet kobber i området under guldfeberen, og de
sidste kobberminer blev først lukket i løbet af 1980erne. Guld graver man stadig.
19. juli
 |
| Bæver, Yukon River den 19. juli |
Vi er oppe allerede klokken seks og på
floden lidt over otte. Vejret er overskyet og næsten vindstille. I
løbet af dagen klarer det op, og vi får solskin, sommer og en let
brise. Vi padler langs med nogle imponerende klipper. Så snart vi
kan se vores snit til det, drejer vi ind ad et af de mindre flodløb,
hvor det vrimler med bævere, og vi bruger en halv time på at
fotografere, inden vi tager videre.
Landskabet omkring floden er stort på
alle måder, himlen hvælver sig oven over det hele uendeligt blå og
fjern med små hvide skyer.
 |
| Ung elg ved Indian Camp den 19. juli |
Sent på eftermiddagen når vi frem til
Selwyn River, en gammel handelsstation og wood camp, der leverede
brænde til hjuldamperne i guldfeberens storhedstid. Vi fortsætter
fire kilometer længere nordpå til en lejrplads, som vi har fået
anbefalet af shamanen i Fort Selkirk. Den er ikke markeret på
kortet, men det er en god lejr, som de lokale benytter, når de er på
jagt og fisketure. Vi døber den Indian Camp.
20. juli
 |
| Sortbjørn, Yukon River den 20. juli |
Vi sover længe og vågner op til en
lummervarm formiddag med en stikkende sol. Vi padler af sted i shorts
og nyder varmen. En bæver forvilder sig meget tæt på os, og da den
dykker, kan vi se den svømme forbi kanoen en meter under
vandoverfladen. Vejret bliver langsomt dårligere, og vi holder
frokost iført regntøj. Det regner, klarer lidt op og regner så
igen. I en klar periode ser vi en sortbjørn oppe på en af de høje
skråninger på højre flodbred. Vi står på en stenbanke og kigger
efter den, da vi pludselig hører noget så usædvanligt som
motorlarm, og 5 sekunder senere kommer et lille fly drønende rund om
hjørnet i 20 meters højde. Det følger flodens løb og flyver lige
hen over hovederne på os og forsvinder rundt om det næste sving på
floden. Ti sekunder senere er stilheden tilbage.
 |
| Yukon River 20. juli |
Det bliver endnu en lang dag. Der er
ikke markeret flere lejrpladser på vores kort, så der er frit valg
på alle øerne og langs flodbredderne, men det er svært at finde
noget, som virker godt nok i den tiltagende regn, og vi padler og
driver længere og længere ned ad floden, ind til vi ved halv
ellevetiden endelig finder en lille ø med en sten- og grusbanke,
hvor vi slår teltene op og laver et hurtigt måltid. Det er
heldigvis holdt op med at regne, og vi forsøger at få tørret vores
våde tøj. Der er både bjørne- og ulvespor i sandet langs med
floden. Det lave aftenlys er helt fantastisk og en halv kilometer væk
kan vi se en stor elgtyr, der står ved flodbredden og æder. Det er
svært at tage sig sammen til at gå ind i teltet og krybe i
soveposen på sådan en aften.
21. juli
Næste morgen er om muligt endnu
flottere med lavthængende skybanker, der omkranser de højeste
bakker langs med floden. I løbet af formiddagen får solen dog de
fleste af dem til at forsvinde, og vi går rundt i lejren og tørrer
tøj og bager brød kun iført shorts og T-shirts. Vi forlader lejren
ved et-tiden og fortsætter mod nordvest. I løbet af eftermiddagen
kommer regnen igen, men det varer kun en times tid, og vi kan slå
lejr i tørvejr ved sekstiden. Om alt går vel, så når vi White
River i morgen.
 |
| Yukon River den 21. juli |
22. juli
Vi slår lejr klokken seks på en ø,
en stor sandbanke midt ude på Yukon mellem White River og Stewart
Rivers udløb, efter at have padlet i regnvejr i næsten 5 timer. Vi
holdt frokost ved en lille creek lige over for White Rivers udmunding
i Yukon. Bagefter, da der var et lille ophold i regnen, gik vi op ad
skråningen for at få udsigten over de to floders sammenløb. White
River er et meget passende navn, da dens vand nærmest er mælkehvidt
i forhold til Yukons, som er gråligt. De to floders vand løber
længe side om side, inden de blandes, og Yukon River bliver mere
grumset, end den har været før.
Der er nu omkring 120 kilometer til
Dawson!
 |
| Udsigt over White River den 22. juli |
23. juli
Vi vågner op til den rene
syndflod. Grå skyer hænger over hele floddalen, tågen ligger over
sandbankerne, og højdedragene er gemt bag drivende regn. Det drypper
fra telte og barduner, og alt er klamt.
Der er ikke nogen, der har
den store lyst til at stå op, så vi bliver liggende længe og får
først fælles morgenmad i lavvuen ved halv ellevetiden. Vi bliver
enige om at vente med at bryde lejren ned og tage af sted til klokken
tolv, og det viser sig at være en god ide, da det bliver opholdsvejr
lige inden, vi sætter os i kanoerne. Lyset breder sig langsomt ud
over floden og op ad højdedragene, mens vi padler af sted mod
Stewart Rivers udløb. Vandet er grumset og mælkehvidt, og det syder
af lyd omkring kanoen på grund af alle de sedimenter, som flodvandet
indeholder.
Vi padler lidt rundt i
deltaet omkring Stewart Rivers udløb, og på et tidspunkt mister vi
orienteringen, men vi følger strømmen ind igennem et par smalle
løb, og er så atter ude på Yukon. Vi tager et flodløb ind til
højre. Lige efter Henderson Creek, hvor JACK LONDONs hytte lå,
deler det sig i to, og vi tager det venstre. Her er næsten ingen
strøm og totalt stille. Det kan betyde, at løbet er spærret og
altså ender blindt, og vi må da også ret hurtigt ud for at skubbe
og trække kanoerne over diverse lavvandede områder omkranset af
stenbanker. Vandstanden bliver lavere og lavere, men vi når igennem
og slipper for at tage samme vej tilbage. Vi følger løbet til
højre, og pludselig er der heldigvis strøm igen, og den fører os
tilbage til Yukons hovedløb. Farten stiger, men snart
 |
| Skovhuggere på spil |
kommer
modvinden og bremser os. Vi finder et godt padletempo, der bringer os
af sted langs med nogle høje klippevægge, der bliver afløst af
græs- og træbevoksede bakkedrag. Regnen holder sig væk, og vi ser
en sortbjørn med 2 store unger. Sidst på dagen slår vi lejr på
vestsiden af en ø under nogle store graner og aspetræer. Flere af
de store aspe er blevet fældet af bævere. Jeg er forbavset over,
hvor store træer de er i stand til at gnave omkuld. Man kan tydeligt
se sporene efter deres store skarpe mejseltænder - imponerende.
Der er 80 kilometer til
Dawson.
24. juli
Det er godt vejr fra
morgenstunden med store, flotte skymassiver på himlen, da vi sætter
kanoerne i vandet og begiver os af sted mod Dawson. Vi padler ad en
smal kanal mellem Ogilvie Island og højre flodbred, da en lille
sortbjørn pludselig stikker hovedet frem fra noget buskads og kigger
nysgerrigt ned på os. Vi driver hurtigt forbi, men da Rikke fløjter,
stikker den hovedet endnu længere frem og spidser ører. Den minder
om en stor hund. Vi færger over til øen og forsøger at tage nogle
billeder med fast grund under fødderne. Det giver trods alt et bedre
resultat end fra en drivende kano, men helt godt bliver det ikke.
I løbet af dagen ser vi
flere elge med kalve, og de store, imponerende skymassiver udvikler
sig til voldsomme tordenbyger. De trækker alle sammen uden om os –
på nær én, som giver os et regulært brusebad, der dog heldigvis
er af ret kort varighed. Vi slår lejr efter at have padlet 53
kilometer, og for første gang på turen falder der dug om aftenen.
Der er nu 27 kilometer til Dawson.
25. juli
Vi vågner op til en
himmel, hvor den ene halvdel er blå, og den anden er grå og fuld af
regnskyer. Vi skynder os at slå teltene ned, inden de bliver mere
våde, end de er i forvejen, men regnen bliver dog ikke til mere end
et par dråber. Vi begiver os af sted på vores sidste tur på
floden. Der er mere motorbådstrafik her, end vi har været vant til
- et tegn på, at vi nærmer os byen. Vi bliver råbt an fra en af
dem: ”See you in town!”
Da vi når til Dawson,
klarer det op og bliver meget varmt. Vi slår os ned på en meget
speciel campingplads på venstre bred modsat byen. Ved første
øjekast minder det mere om en losseplads end en camping ditto, men
vi vænner os hurtigt til stedet og den afslappede atmosfære og de
farverige omgivelser.
Mulighed for et varmt bad er her også, men man
skal altså selv flække det brænde, der skal bruges til at varme
vandet, og det er da ok, men selve brændeforsyningen synes jeg jo nok, at der kunne være gjort lidt mere ud af, da den udelukkende består af affaldstræ med masser af beslag, søm og skruer. Når vi skal over til byen for at handle, tager vi en lille, gratis færge, som sejler frem og tilbage over floden mere eller mindre hele tiden i den isfri periode.
 |
| Brændeforsyningen |
Dawson City
Området
omkring det nuværende Dawson har været udnyttet af den oprindelige
befolkning igennem flere tusind år. Der var en fiskelejr, hvor
Yukonfloden og Klondikefloden løber sammen. Dette sted fungerede
også som samlingspunkt om sommeren, hvor det var udgangspunkt for
elgjagt i Klondikedalen. I dag er området udpeget som et historisk
og bevaringsværdigt område (National Historic Site), som er beboet
at en gruppe oprindelige folk. Tr’ondëk Hwëch’in traditional
territory- klik HER, hvis du vil vide mere.
Den 16.
august i 1896 fandt Skookum Jim, Tagish Charlie og George Carmarck
guld ved Rabbit Creek, som, kort efter at de havde gjort krav på
arealet, fik navneforandring til Bonanza Creek. Et år efter, at
deres krav var blevet registreret i Forty Mile, begyndte de første
guldgravere at strømme ind i området, og Yukon begyndte at ændre
sig. Guldfeberen kulminerede i 1898, hvor over 30.000 mennesker kom
til fods op over Chilkoot Pass via Skagway i Alaska og ind i Yukon,
hvor de sejlede ned ad Yukonfloden til Dawson. Miles Canyon og
Whitehorse Rapids var de to store forhindringer på ruten. Mange
tømte deres både og bar alle deres forsyninger forbi strømfaldene,
mens andre forsøgte at sejle igennem. I juni i 1898 var der opstået
en rigtig flaskehals ved Canyon City, hvor næsten 300 både var
forlist i strømmen, og fem personer var druknet. Dette førte til,
at der blev udstedt ordre om, at alle, der ville sejle igennem,
skulle hyre en rutineret lods til at føre båden igennem
strømfaldene. Selskabet White Pass & Yukon Route byggede fra maj
1898 til juli 1900 en smalsporet jernbane fra Skagway til Whitehorse,
selv om mange var af den mening, at det var et umuligt projekt.
Sporene ligger der stadig, men toget kører kun som en
turistattraktion fra Skagway til Carcross syd for Whitehorse. I
Whitehorse bliver sporene brugt til turistkørsel i byen med en
sporvogn, der oprindelig gjorde tjeneste i Lissabon i Portugal fra
1925 til 1978.
Guldfeberen forvandlede Dawson til en pulserende
og hektisk by med 40.000 indbyggere. I 1897 blev byen officielt
grundlagt og opkaldt efter en kendt canadisk geolog George Dawson,
som havde gennemrejst området og kortlagt det i 1887. Guldfeberen
døde ud i løbet af 1899, og Dawsons indbyggertal dykkede til 8.000,
og i 1902 var der under 5.000 indbyggere. I dag bor der kun omkring
1.800. Dawson havde status af territorial hovedstad ind til 1952,
hvor Whitehorse blev udnævnt til den nye hovedstad i Yukon.
Min oplevelse af Dawson var yderst positiv: en lille by langs Yukonfloden, hvor man følte sig velkommen, og hvor der herskede en afslappet stemning. Turister (som os) var der selvfølgelig en del af, men der virkede ikke overrendt og hektisk. Livet gik sin vante, rolige gang, og vi besøgte JACK LONDON museet og spiste ude i byen til en forandring. Der var flere attraktioner i byen, bl.a. ROBERT SERVICE hytte og et stort museum for den oprindelige befolkning, men selvom vi vari byen i tre dage, så fik vi langt fra set det hele, da vi efterhånden var mætte af oplevelser efter over tre uger på farten ad Yukon og Big Salmon River.
Den 28. juli blev vi hentet af en chauffør fra vores outfitter og kørt tilbage til Whitehorse sammen med kanoerne. Det var en lidt speciel oplevelse at se landskabet og sommetider et glimt af Yukonfloden fra en bil og ikke en kano - tre ugers rejsetid den ene vej og en enkelt lang dag den anden. Efter en ubekvem overnatning på et par bænke uden for lufthavnen i Whitehorse fløj vi sydpå for at tilbringe et par afslappende dage hos mine venner Robert og Julie i laid back Victoria, B.C. Derefter var det tilbage til den travle hverdag i Danmark med en masse gode oplevelser i bagagen.
 |
| Bjørnebanden på tur - Sanne,Sverri, Rikke og Jan |
Sikke dejlige billeder og fortælling, Jan!
SvarSlet