Sidevisninger i alt

I kano fra Quiet Lake til Dawson City


Beretning og refleksioner fra en kanotur i Yukon i 2010 fra Quiet Lake ad Big Salmon River og Yukon River til Dawson City

Jeg har været inficeret af Canadabacillen lige så længe, jeg kan huske. Fascinationen af det store land mod vest har atid været der. De kolosale vildmarker - tundra, skov, kyster, floder, søer og spektakulære bjergområder - alle med meget få mennesker og masser af dyreliv. Jeg besøgte landet første gang i 1980 og igen først i halvfemserne, men det var først i 1997, at jeg kom på en rigtig vildmarkstur i kano på Horton River i Nordvest Territoriet, og selvom jeg lovede mig selv, at jeg snart ville af sted igen, så skulle der alligevel gå 13 år, inden jeg i 2010 kom på endnu en kanotur. Denne gang var det i Yukon sammen med 3 gode venner fra Næstved Kajak- og Canoklub.  

Jan, Rikke, Sverri og Sanne


Yukon Territoriet


Canada (hvidt) og Yukon Territoriet (rødt)
Canada blev en anerkendt selvstændig nation den 1. juli 1867 og bestod oprindelig af Nova Scotia, New Brunswick, Ontario og Quebec provinserne i den østlige del af landet. Yukonområdet blev officielt en del af den canadiske konføderation den 13. juni 1898 og er med sine 482.000 km2 det mindste af Canadas tre territorier. Mod vest grænser Yukon op til Alaska, mod nord til Beauforthavet, mod øst til Nordvest Territoriet og mod syd til British Columbia. I 2008 var der 32.000 indbyggere i Yukon. Heraf boede cirka 24. 000 i hovedstaden Whitehorse. Den næststørste by er Dawson med cirka 1800 indbyggere. 
Whitehorse blev grundlagt i 1898 som transport- og forsyningscenter under guldfeberen, men dens historie går dog meget længere tilbage. Der er arkæologiske beviser for, at den oprindelige befolkning - First Nation - har været i området i mange tusind år, og forskellige grupper har fisket laks her på begge sider af Miles Canyon, som ligger 8 kilometer opstrøms fra Whitehorse, og Whitehorse Rapids. I 1952 blev Whitehorse udnævnt til hovedstad i Yukon Territoriet efter Dawson City. Byen ligger ved Alaska Highway, som blev bygget under Anden Verdenskrig, fordi amerikanerne frygtede en japansk invasion i Alaska efter angrebet på Pearl Harbour. Alaska Highway forbinder det tilstødende USA med Alaska gennem Canada, og den strækker sig fra Dawson Creek i British Columbia til Delta Junction i Alaska via Whitehorse (2.237 km).

Yukon Territoriet er opkaldt efter Yukonfloden. Navnet kommer fra det lokale indianske sprog og betyder ”den store flod”, og den har sit udspring nær Atlin Lake i den Canadiske delstat British Columbia, hvor fra den løber mod nordvest igennem Yukon Territoriet og videre mod vest igennem hele Alaska. Efter cirka 3200 km løber den ud i Norton Sound i Beringshavet, hvor den danner et mægtigt delta. Yukonfloden løber fortrinsvis igennem subpolare områder, og den er dækket af is fra november til april. Under hele sit løb modtager den vand fra masser af bifloder, der udgør det system af vandløb, som afvander den sydlige del af Yukon Territoriet. Det andet store system af floder løber mod nord og nordøst og ender i Mackenzie River og derefter i Beauforthavet.

Yukon River


 Bortset fra en smal kystslette mod nord ud til Beauforthavet, så udgør Yukon Territoriet rent geologisk den nordlige del af de amerikanske Cordillerer – en relativt ung bjergkæde, som strækker sig fra Alaska til Mexico. De canadiske Cordillerer i Yukon består af fem bælter fra vest mod øst. Hvert bælte har sin egen geologiske historie og består af forskellige bjergarter. Det betyder, at der er et meget varieret og kuperet landskab, der hele tiden byder på nye indtryk og muligheder. Landskabet øst for Yukon Territoriet på den anden side af Mckenziefloden (Det Canadiske Skjold) med tundra og nåleskov er langt mere ensformigt.

Set fra en kanopadlers synspunkt er Yukonområdet fremragende. Der er masser af floder af forskellige sværhedsgrader, og da de fleste af dem kan nås via bil, så er logistikken nemmere og billigere, end hvis man skal flyves ud. Så kan man selvfølgelig argumentere for, at området er knap så afsondret som så mange andre Canadiske kanodestinationer, og der er vel også en del flere kanoer og mennesker her end f.eks. på floderne i Nordvest Territoriet, men der er masser af plads, og mange af floderne er store og brede, så de opleves absolut ikke som overrendte.

Den hvide linje viser vores rute fra Quiet Lake til Dawson City



Vores plan for turen var at sætte kanoerne i vandet i den sydlige ende af Quiet Lake og derfra padle gennem en række af søer, til vi nåede Big Salmon Rivers udspring, hvorefter vi ville følge den til dens udløb i Yukonfloden og herfra videre ad denne store, ikoniske flod, til vi nåede vores mål: Dawson City kort før grænsen mellem Yukon og Alaska.



Big Salmon River


Big Salmon River har sit udspring fra den nordvestlige ende af Big Salmon Lake omkring 110 km sydøst for hovedstaden Whitehorse. Oprindelig var området meget svært tilgængeligt, men efter at South Canol Road blev bygget under anden verdenskrig, for at man kunne føre olie fra Norman Wells i Nordvest-territoriet til Whitehorse, er det muligt i sommerhalvåret at køre i bil til Quiet Lake. Rørledningen, der skulle transportere olien, eksisterer ikke mere, men der er stadig 449 km vej i Yukon, som bliver vedligeholdt til sommerbrug af den territoriale regering. 

South Canol Road
Big Salmon River er en rigtig vildmarksflod, der løber igennem et jomfrueligt og næsten fuldstændigt uspoleret og oprindeligt landskab, og som byder på masser af strømmende vand og også lidt fos – afhængigt af vandstanden. Floden snor og bugter sig igennem regionen mellem Pelly Mountains og Big Salmon Range, til den løber på Yukonfloden ved Big Salmon Village. Der er masser af forhindringer i form af sten og træer, der er væltet ud i vandet samt store ophobninger af gamle tømmerstokke, der ligger som det ene skovhuggermikado efter det andet ned ad flodløbet alle de steder, hvor der stikker noget land ud i strømmen, som kan fange drivtømmeret. En kanotur ad Big Salmon River kan derfor være noget af et forhindringsløb, der kræver en masse manøvreren for at undgå at komme i karambolage med diverse forhindringer. Enkelte steder kan det være nødvendigt at line kanoen igennem eller at foretage en overbæring.


Sortgran og hvidgran står langs bredden af floden iblandet lysere pletter af løvtræer: el, asp, birk og pil. Dyreliv er her også masser af. Vi stødte på mange elge – næsten alle var køer med kalve – træpindsvin, egern, bævere og 6 sortbjørne. Ulve så vi ikke, men spor var der en del af, så jeg er overbevist om, at de så os.
Hvidhovedet havørn, Sandy Lake den 4. juli



Hvidhovedede havørne var der mange af. De sad tit i toppen af store graner ud til floden eller søerne, og i modsætning til vores hjemlige ørne så tog de ikke særlig notits af os, før kanoerne nærmest skrabede op ad det træ, de opholdt sig i. En nysgerrig kongeørn sad og iagttog os, mens vi spiste frokost i den nordlige ende af Big Salmon Lake. Diverse ande- og vadefugle og en hel del toppede skalleslugere er også almindeligt forekommende, og så selvfølgelig lommen, hvis klagende, vemodige og længselsfulde stemme for mig er indbegrebet af de nordlige områder.





Quiet Lake


Vi er fremme ved Quiet Lake midt på eftermiddagen efter et par timers kørsel ad South Canol Road. Vejret er blevet varmt og solrigt, men alligevel er myggene kun på vingerne i et meget lille antal – heldigvis. Vi er alle stadig lidt trætte oven på vores lange flyvetur, men vi får hurtigt læsset alt vores grej af bilen og etableret en lejr, så vi kan slappe lidt af og få hvilet og sovet, inden vi starter vores rejse i morgen.

Quiet Lake set fra syd mod nord


3. juli


Første dag på vandet! Sol og nogle enkelte byger og der til masser af vind, men heldigvis er det medvind. Det er koldt, når solen er dækket af skyer, og hist og her er der stadig små områder med sne.

Over Quiet Lake den 3. juli
Vi padler langs med kysten, men laver også nogle kryds over indskæringer ind imellem for at spare tid og kilometer. Søbredden er spændende med træer helt ud til vandet – en blanding af især sortgraner og aspetræer. Aspen er det lyse islæt i en ellers lidt mørk og dyster skov. Op ad skråningerne blander de mørke og lysere grønne nuancer sig i et tilfældigt mønster. Gråsorte skyer driver forbi over os og dækker somme tider toppene af højdedragene. Regnbygerne kommer ned der oppe fra, men de bliver hurtigt afløst af solskin. Der er god fart på kanoerne, men bølger og vind kræver vores opmærksomhed.

Vi slår lejr i tiltagende vind i den nordlige ende af Quiet Lake på en forblæst, men fin strand. I løbet af aftenen tvinger vinden og faldende temperatur os til at tage mere og mere tøj på, og selvom der er god gang i bålet, sniger kulden sig langsomt ind på os. Løsningen bliver at kravle i soveposerne.



 4. juli

Quiet Lake lever op til sit navn
Vågner op til aftenens modsætning med en kold, bleggul sol over en blikstille sø, der nu lever op til sit navn. Der hænger tågeskyer under toppene omkring os, og søens blanke overflade bliver ind imellem brudt af springende småfisk. Vores morgenmad bliver forstyrret af et træpindsvin, der kravler op i et træ en ti-femten meter væk, hvor det gnaver i nogle kogler i et stykke tid og derefter tilsyneladende falder i søvn.

En morgengæst


Vi pakker lejren sammen og padler ind på det vandløb, der forbinder Quiet Lake med Sandy Lake, hvor vi ser den første af mange hvidhovedede havørne. Den ser naturligvis også os, men bliver bare siddende, også selvom vi kommer nærmere. Det giver nogle gode fotomuligheder – noget, der ikke kan lade sig gøre derhjemme. Det er dog stadigvæk lidt af en udfordring at styre en 300 mm telelinse, når man sidder i en kano. Fiskelykken tilsmiler os også, og vi får friskfangede stallinger til frokost.

Den sårede elg
Midt i al fiskeriet får Rikke øje på en elgko, der står i vandkanten og æder. Den kigger vagtsomt på os, da vi padler forbi, og den vender sig om med noget besvær for at komme ind i skoven, men det lykkes ikke, og vi kan se, at den har et stort sår på højre bagben. Den bliver stående og kigger efter os, da vi padler væk.
Sanne og Sverri påvej mod Sandy Lake den 4. juli



Da vi kort efter når Big Salmon Lake, sejler vi lidt østpå til en god lejrplads, hvor vi spiser frokost, mens en ung kongeørn holder øje med os fra toppen af en gran. Det er lidt svært at få armene ned lige nu!

En nysgerrig kongeørn

Det er aften, og vi har slået lejr ved en lille hytte, hvorfra vi kan se ud over søen mod udløbet til Big Salmon River. Sverri har fundet ulvespor i sandet.

5. juli


Vi vågner op til et fantastisk vejr – sol, blå himmel og frisk blæst ude over søen. Vi ligger i læ, og jeg fristes til en svømmetur. Vandet er koldt, og det bliver en meget kort en af slagsen.

Efter morgenmaden hjælper vinden os de sidste par kilometer over søen, og vi finder hurtigt ind på Big Salmon River. Landskabet langs med floden er utroligt flot med rigtig vildmarksskov langs begge bredder med masser af træer, der hænger ud over vandet i mærkelige og nogle gange foruroligende vinkler, som får Det Skæve Tårn i Pisa til at ligne en lodsnor. Sortgraner, tynde og opknebne. Gråvasket, afbleget drivtømmer langs flodbredderne, og snart kommer vi ind i et sandt mikadospil af log jams og sweepers – træer, der er væltet ud i strømmen, og som man endelig skal styre klar af, så formiddagen går med en masse manøvrering og bagpadling langs med inderkurven af flodens bugtninger for at bevare kontrollen med kanoen. 
Big Salmon River den 6. juli


De kort over floden, som vi benytter, bruger betegnelserne log pile og log jam, hvor log pile er en samling af træstammer/tømmerstokke, som ikke fylder hele flodløbet, og hvor det er nemt at padle uden om. En log jam der imod kan spærre hele floden og være meget vanskelig at komme forbi. Sweepers er betegnelsen for træer, der endnu har rodkontakt med jorden, men som rager ud i floden i en mere eller mindre vanvittig vinkel, og som man skal sørge for at styre uden om, da man ellers risikerer at kæntre og blive klemt fast under træet. 
Log jam med en lille åbning helt ude til højre i billedet


Vi holder frokost på en sandbanke, hvor en væltet gran spærrer næsten hele flodløbet på nær en halv meter, hvor vi trækker kanoerne igennem. Senere på dagen holder vi en fiskepause ved Scurvy Creek (Skørbugsbækken), som gavmildt giver os to ørreder til aftensmaden.

Bæverklask
Vi fortsætter nordvest over ad floden, som langsomt bliver lettere at padle med nogle få og til sidst næsten ingen forhindringer. Der er mange bævere på denne del af floden, og vi ser en tre - fire stykker i løbet af eftermiddagen. De slår deres store, flade hale ned i vandoverfladen som et advarselstegn, når de får øje på os.

Vi overser tilsyneladende et par lejrpladser og bliver derfor nødt til at fortsætte meget længere end egentlig planlagt, og klokken er omkring otte inden vi slår lejr efter 36 kilometer. Vi slutter en dejlig dag med at mæske os i ørred med kartofler og garniture.



6. juli



Vi sover til klokken er næsten halv ni og vågner til et flot sommervejr. Floden snor sig af sted mod nordvest i store slyngninger, og landskabet skiftevis åbner og lukker sig omkring os. Strømmen hjælper os af sted, mens vi styrer uden om log piles/log jams, sweepers og sten i vandet.

Hen under aften finder vi en god lejrplads sådan nærmest ved et tilfælde tre til fire meter oppe ad en skråning lige over en eddy – et sted, hvor der er læ for strømmen. I princippet kan og må vi slå lejr, hvor det passer os, men vi er blevet anbefalet at bruge de pladser, der er markeret på kortet for ikke at slide unødigt på omgivelserne. Desuden har det den fordel, at der som regel er plant og også et ildsted i form af en en kreds af sten. Er man rigtig heldig, har de forrige gæster oven i købet efterladt lidt brænde.



7. juli


Vi må være godt trætte, for vi sover i ti timer i træk, inden vi tager af sted i gråvejr og vindstille. Der er masser af strøm, sten og log piles at tage hensyn til. Ved en stor log jam vælger vi at padle højre om og ender i en blindgyde, så vi må tilbage igen imod strømmen og trække kanoerne over en enkelt træstamme, før vi kan fortsætte langs med venstre flodbred.

Vi spiser aftensmad på en sandbanke midt i floden. Vejret er meget varmt, og vi tager en svømmetur i floden og solbader, til vi er tørre. Det forbavser mig, at det kan lade sig gøre uden, at vi bliver overfaldet af tusindvis af myg, når jeg tænker på, hvilken plage de små insekter udgjorde, da jeg var på Horton River i 1997 og også de to gange, jeg har været i Lapland. I de beretninger vi læste fra Big Salmon, inden vi tog af sted, skortede det da heller ikke på advarsler om myggeplagen. Det virker meget underligt.

Bæverdæmning
Det er blevet sent, men vi bliver enige om at fortsætte et par timer endnu i midnatssolens skær, da det stadig er fint vejr. Vi kommer igennem et område af floden, hvor der er en stor bæverkoloni, og vi ser mange af dem og hører endnu flere, når de klasker halen i vandet som advarsel. Jeg får øje på en enkelt bæver helt inde ved brinken. Den ligger helt stille med en poppelgren i munden og kigger lidt forurettet på os. Da vi er lige ved at være gledet forbi, bider den sammen om grenen og fortsætter målbevidst op ad floden.

Terner er der også lige pludselig mange af her, og deres velkendte hidsige skrigen blander sig med alle de ukendte lyde, som strømmer ud fra skoven sammen med den fortættede, krydrede lugt af harpiks og nåleskov. Vi slår lejr lidt over midnat og går hurtigt til ro efter en kop te.



8. juli


Vi står op ved halvnitiden. Sol og blå himmel med tynde fjerskyer. Alt er badet i et blødt lys, og vi spiser morgenmad med flodens lyde i baggrunden og daser i solen. Her er stadig ingen myg af betydning. Det er næsten ikke til at tro.

Vi forsøger at finde ind til en sø bag lejrpladsen, men skoven er ret ufremkommelig, og søen ikke til at finde, så vi går tilbage i vores eget spor.

Det er sent, inden vi tager af sted. Floden ændrer sig med jævne mellemrum – somme tider løber den langsomt og dovent af sted i solen, og til andre tider er den hurtigt strømmende og krævende mellem sten og sweepers.

Reflektorovn - en tynd, oval stålplade
Vi padler ind til bredden to gange undervejs for at se, om der er noget dyreliv ved et par søer, som ligger lige ved siden af floden; men bortset fra nogle enkelte fugle og en masse hestebremser er der ikke meget liv at se. Det skyldes måske den trykkende varme.

Det er sent inden vi når frem til den næste lejr, men tiden er ikke så vigtig, når solen er på himlen hele døgnet rundt. Jeg fisker lidt, men uden held. Sanne bager boller og brød i reflektorovnen, som virker fortrinligt i al sin enkelhed, og vi kommer først i poserne på den anden side af midnat efter en lang dag.

Big Salmon River


9. juli


Vi vågner sent til en helt skyfri himmel og en temperatur, der nærmer sig hedebølge. Vi når frem til South Big Salmon Rivers tilløb først på eftermiddagen. Det er ikke nogen synderligt stor flod, og den blander sig næsten umærkeligt med Big Salmon. Vi slår lejr på en sandbanke på højre flodbred ved sekstiden. Det er meget varmt, og aftenkøligheden sætter først ind ved 22-tiden. Vi har set en del store isfugle de seneste dage, men de er meget sky, og jeg har ikke kunnet komme på ”skudhold”.



10. juli


Næste morgen på sandbanken vågner vi op til en komplet overskyet himmel og temperaturer i den lave ende. Regnen begynder så småt at falde, mens vi spiser morgenmad, men det bliver ikke til så meget, og vi får pakket alt grejet ned i tør tilstand, undtagen teltet, som må i pose for første gang på turen, inden det bliver pakket ned i den vandtætte tønde.

Floden er lidt bredere, og landskabet fladere, men vi får stadig god hjælp af strømmen, og ind imellem også af vinden, som blæser op i løbet af formiddagen. Vi når frem til lejren ved North Big Salmon Rivers tilløb omkring klokken et. Vejret klarer op, og en frisk vind blæser skyerne hen over himlen, som bliver mere og mere blå. Skråt sollys blinker fra aspetræernes blade og reflekteres som lysegrønne glimt ind mellem sortgranerne.

Da vi har spist frokost, bliver vi enige om at overnatte her og så tage en lang dag i morgen, hvor vi gerne skulle nå Big Salmon Village og den store flod – Yukon.

Vinden fortsætter med uformindsket styrke hele natten, og skoven er fuld af knagende og klagende lyde, samt to meget støjende egern, der holder en farlig kommers, ind til det bliver morgen.

Her på lejrpladsen ved udmundingen af North Big Salmon River er der rester af en gammel hytte. Den var sidst i brug i vinteren 1931/32 som base for to pelsjægere, og Geological Survey of Canada havde også et depot her. Der er ikke forfærdeligt meget tilbage af hytten i dag. Taget er væk, og en stor gran er væltet hen over den.



 

Elgko med kalv Big Salmon River 11. juli

 
Big Salmon River 9. juli

Big Salmon River 11. juli

 
Aftenudsigt, North Big Salmon River den 10. juli

11. juli


Næste morgen er vi på floden ved ti-tiden og manøvrerer gennem de første småbølger og strømfald. Det blæser stadigvæk, men ikke nær så meget som i går. Himlen er fuldstændig overskyet, men det holder dog tørt den første times tid, hvorefter det begynder at regne, og regnen holder ved hele dagen. Strømmen er stærk de fleste steder, og vi bagfærger os vej ned ad den sidste strækning af Big Salmon River på vej mod Big Salmon Village og udløbet i Yukonfloden.

Vi er fremme ved to tiden, og vi går fra stor til større. Yukonfloden er så overvældende, at det virker, som om Big Salmon er gået helt i stå; Yukons mægtige kræfter prøver at forhindre den i at strømme videre. Vi begiver os ud på den store flod og padler cirka 100 meter, hvorefter vi går i land ved Big Salmon Village for at se på resterne af landsbyen og få lidt at spise.

Big Salmon Village

Området ved sammenløbet af de to floder har været benyttet af de oprindelige folk i umindelige tider som bosted, samlingspunkt og fiskelejr. Sidst i 1890erne, da der var kommet gang i guldfeberen, blev Big Salmon Village handelsstation og landingssted for hjuldamperne, som forsynede guldgraverne i området og videre nordpå til Dawson. Hjuldamperne fik deres energi fra træ, som blev en værdifuld handelsvare, og her i Big Salmon Village - som så mange andre steder langs Yukonfloden - opstod der små skovhuggerlejre, hvor man levede af at skove træ til damperne om vinteren og stakke det langs med floden, hvor det var muligt at læsse det på skibene, når de passerede i den isfri periode. Det ridende
canadiske politi (North West Mounted Police) kom hertil i 1898, og i 1900 blev der bygget en telegrafstation. I midten af 1930erne var der stadig en
En af beboerne i Big Salmon Village
handelsstation og landingssted for flodtrafikken, men med etableringen af et vejnet i Yukon efter den anden verdenskrig gik det hele i opløsning, og de eneste beboere, der er tilbage nu, er en masse jordegern.

Vi padler et par kilometer længere ned ad Yukon, efter vi har spist frokost, og slår lejr ved Walsh Creek lige efter en stor skrænt.



12. juli


Vores længste dag hidtil – 45 kilometer. Det er ikke helt så vildt, som det måske kan lyde, da strømmen på Yukon giver os en god håndsrækning.

Vi sejler inden om et par øer i højre side af floden, hvor der er lidt mere interessant at padle end ude midt i strømmen. Det er godt varmt hele dagen, og vi har nu været af sted så tilpas længe, at alle de daglige gøremål er blevet rutiner, og alting opleves som ren nutid, og der er ikke så meget at spekulere over. Problemer er næsten altid her og nu, og vi finder som regel en løsning.

Vi har set tre ørne i dag og en elgko med tvillinger.

Tvillinger

Den lejrplads, vi havde besluttet os for at overnatte på, opdagede vi lidt vel sent, så vi måtte vende om og lave en forlæns færge over til den modsatte bred, men det kan man ikke uden at tabe terræn. Vi måtte padle et stykke mod strømmen helt inde ved bredden. Det gik meget langsomt, men det kunne dog lade sig gøre.



13.juli


Endnu en lang dag med lidt over 40 kilometer. Der er kun 20 kilometer til byen Carmacks, hvor vi skal slappe af på Coalmine Campground en hel overliggerdag. Der er mulighed for at få vasket tøj og få et varmt bad – hvis der skulle være en eller anden, der synes, at det kunne være rart.

Vi har godt vejr i dag, om end det blæser meget, og vinden kører det meste af kompasset rundt, så vi aldrig er klar over, om vi har mod- eller medvind, når vi kommer rundt om det næste sving. Selvom det måske koster lidt mere tid og energi, så tager vi ind imellem en afstikker ind igennem nogle af de små flodløb og forgreninger. Det giver lidt afveksling fra den bredt flydende flod.

Vi lægger til ved Little Salmon Village and Cemetery, som er en First Nation
Fra Little Salmon Indian Village
landsby. Vi har fået at vide, at det er en god idé at spørge de lokale om lov til at kigge sig omkring, men da der tilsyneladende ikke er nogen mennesker overhovedet, så går vi en lille runde. Stedet virker mildest talt ikke indbydende, selvom der er mulighed for at campere, og vi forlader skyndsomst området.

Vi slår lejr på højre bred over for en lille ø. Der blæser en kold vind, men Rikkes hjemmebag og et godt bål holder kulden stangen. 

I morgen når vi til Carmacks, og så er vi cirka halvvejs på turen.

Udsigt mod nord over Yukon River
 
Skov og himmel - Yukon River 13. juli

14. juli


Opklaring i vejret, men det holder kun til vi er halvt gennem morgenmaden, så begynder det så småt at regne, men det bliver heldigvis ikke til så meget, selvom det regner med jævne mellemrum hele dagen.

Der er kun 18 kilometer til Carmacks, og vi er fremme ved halv to tiden. Vi lægger til ved Coalmine Campground et par kilometer før byen, fordi vi er blevet advaret mod at bruge den offentlige campingplads i selve Carmacks, da den har et meget dårligt ry.
Coalmine Campground - vasketøjet er hængt til tørre

Efter at vi har sat teltene op, går vi ind til byen for at handle. Det er et lidt deprimerende sted uden de store attraktioner bortset fra et lille museum, og priserne på madvarer er skyhøje. På vej tilbage bliver vi tiltalt af to synligt berusede indianere.

Da vi kommer tilbage til teltene, bliver pladsen anløbet af en stor gruppe amerikanske spejdere fra Texas. De har ikke så meget styr over kanoerne, så det gør noget, og det hele ligner vild forvirring.

Om aftenen spiser vi på campingpladsens grillbar. Det er skønt ikke selv at skulle lave mad, men grillmaden kan ikke enes med vores maver, og vi har alle mavekneb natten igennem, mens vi ligger og lytter til regnen på teltdugen og den uvante, højst irriterende trafikstøj fra Campbell Highway. 


15. juli


Hviledag i Carmacks med tøjvask, brusebad og oprydning i tønder, kasser og telte. Vejret er dejligt, og vi slapper af og nyder det. Spejderne fra Texas er taget af sted, og vi vil gøre, hvad vi kan for ikke at indhente dem. Vi har besluttet at tage endnu en overnatning her og besøge First Nation Interpretive Center. Det er vel det, der i gamle dage ville have heddet: Carmacks Indian Museum.
Arbejdende museum

Centeret viser sig at være et interessant sted. Selv om manglen på midler er tydelig, så har de ansvarlige formået at lave vedkommende udstillinger og arbejdende stande udendørs, hvor det hele virker meget autentisk. Det er dog lidt svært at komme i kontakt med de ansatte, da de virker meget tilbageholdende og næsten generte, men idéen bag er god. Vi har hørt og læst en del om de oprindelige folk og har også fået nogle advarsler, men vi har ikke haft negative oplevelser, og centeret i Carmacks gør en masse for at slå bro over kulturkløften.

Der er mange mennesker her på pladsen, især om eftermiddagen og aftenen, og trafikstøjen er uvant og usædvanligt irriterende. Ud på eftermiddagen begynder vi at kede os, og vi ser frem til at komme ud på floden igen.

Vi vil prøve at komme tidligt af sted i morgen. Foran os har vi Five Finger Rapids og Rink Rapids, som er de to eneste steder, der har lidt fos af betydning. Vi vil se, om vi kan nå forbi dem begge, inden vi slår lejr for natten.



16. juli


Klar til afgang - endnu en gang
Tidligt op efter en lang, varm og støjende nat med masser af regn. Morgenen er overskyet og kold, og vi er af sted inden klokken er ni. I løbet af dagen klarer det op, og floden viser sig igen fra sin smukkeste side. Vi holder frokost kort før Five Finger Rapids, hvor fire klippeøer deler floden op i fem løb, hvilket jo gør, at strømmen bliver kraftigere, men det  viser sig at være langt lettere end ventet. Man skal tage passagen længst mod øst, da det er den nemmeste at padle igennem.

Kort tid efter at vi har passeret Five Finger Rapids, når vi Rink Rapids. Her gælder det også om at holde sig langs med den østlige bred for at undgå sten og stopbølger, men der er masser af plads og muligheder for at styre klar af strømfaldet, så det hele går uden problemer.  Vandstanden i Yukon må være lav, siden det går så nemt i forhold til alle de advarsler og rygter, som vi har lagt ører til.


Five Finger Rapids forude
Vi har igen lidt problemer med at finde en lejrplads, men ved halv seks-tiden lykkes det efter lige omkring 60 kilometers sejlads. Vi er godt brugte, men en stor portion laks med pasta efterfulgt af kaffe og pandekager gør underværker, og med en lysende, klar regnbue ind over floden som godnatbillede går vi i seng efter en fantastisk dag.

"Beauty walks on a razor´s edge"


17. juli


Vi sover i ti timer i træk, og vågner op til en morgen med solskin og blå himmel. Da jeg stikker hovedet ud af teltet, sidder der et træpindsvin på en træstamme 2 meter væk og kigger forbavset på mig – og jeg kigger lige så forbavset igen. Den gemmer sig i krattet, og dukker først frem igen en halv time senere, da vi sidder og spiser morgenmad. Så finder den lige pludselig ud af, at nu kan det være nok og løber ind i krattet og forsvinder – lad mig komme væk.

Vi har en god dag på floden med lidt over 40 kilometer. Vi tager atter nogle af de smalle passager i stedet for hovedløbet og passerer Minto sidst på eftermiddagen, hvor der er en hel del mineaktiviteter og en brølende færge, der drøner frem og tilbage over floden.

Vi havde egentlig planlagt, at vi skulle nå til Fort Selkirk i dag, men da vi har en kraftig modvind hele dagen, så slår vi lejr cirka 18 kilometer sydligere. Vi har endnu engang problemer med at finde lejrpladsen, så vi ender med at gå i land på en stor, indbydende sandbanke.



18. juli


Fort Selkirk, Yukon River den 18. juli
Megoah – det er godt for maven”. Den lokale shaman i Fort Selkirk drikker vores kogekaffe og spiser lidt af vores nybagte brød. Sverri har givet ham noget antiseptisk creme til hans hund, som har et sår på halsen. Han giver til gengæld Sverri en cigaret. Det er bydende nødvendigt for ham, og så selvom Sverri ikke ryger. Vi skal passe godt på gaven, pille papiret af og kaste tobakken i bålet som en tak eller for at bede om held på en dårlig dag. Det hele foregår i en spøgefuld atmosfære, men med en alvorlig undertone.

 Vi er kommet til Fort Selkirk omkring klokken et efter en fin tur i højsommervejr og uden vind af betydning. Vi har ikke padlet ret langt i dag, og hvis vejret er godt i morgen, så vil vi prøve at komme tidligt af sted. Vi har igen i dag taget turen ind i gennem et par af de små sideløb, og det er absolut besværet værd. Da vi runder et klippehjørne, letter der først én og siden endnu en havørn - den sidste med en fisk i kløerne. De er så tæt på os, at jeg kan høre suset fra svingfjerene. Desværre går det hele så hurtigt, at jeg ikke engang har tid til at tænke på at tage kameraet frem. Et par timer senere glider vi ind til bredden ved Fort Selkirk.

Fort Selkirk, Yukon River den 18. juli
Fort Selkirk er en tidligere handelsstation, der ligger, hvor Pelly River flyder ud i Yukonfloden. Den blev etableret under Hudson’s Bay kompagniet af Robert Campbell i 1848 to km oppe ad Pelly River, men blev flyttet til den nuværende beliggenhed i 1851-52 på grund af ødelæggelser forårsaget af oversvømmelser om foråret. 

Arkæologiske udgravninger viser, at stedet har været beboet i mindst 8.000 år, og det har i mange år været hjemsted for Selkirk First Nation (Northern Tutchone), der benyttede sig af det gode fiskeri her og hver sommer handlede med Chilkat Tlingit- folket, som rejste ind til området ude fra kysten. Tlingitstammen brød sig absolut ikke om, at Hudson’s Bay etablerede en handelspost her og blandede sig i deres traditionelle handel med Tutchonefolket, og de angreb og plyndrede Fort Selkirk allerede den første sommer (1852). Handelsposten blev derefter nedlagt og blev først genopbygget omkring 40 år senere på privat initiativ af en Arthur Harper, hvor den fik stor betydning som forsyningsstation for hjuldampertrafikken på Yukonfloden mellem Whitehorse og Dawson, som blomstrede op i forbindelse med guldfundene i Klondike. Først i 1938 retablerede Hudson’s Bay sig igen i Fort Selkirk. Midt i 1950erne var det hele slut, og området blev så godt som forladt efter, at Klondike Highway blev etableret uden om Selkirk, og skibstrafikken på Yukonfloden døde ud.

I dag er Fort Selkirk et frilandsmuseum. Mange af de gamle bygninger er blevet restaureret, og Fort Selkirk Historic Site er ejet og bliver drevet i fællesskab af Selkirk First Nation og Yukonterritoriets Turist- og Kulturforvaltning. Langt de fleste besøgende kommer sejlende på Yukonfloden, da der ikke er nogen vejforbindelse til stedet, men dog en lille provisorisk start- og landingsbane – Fort Selkirk Aerodrome.
Fort Selkirks kirkegård

Kirkegården ved Fort Selkirk er en blanding af kristne og oprindelige traditioner. Der er trækors på mange af gravene, men også ørnefjer og såkaldte spirit houses som ånderne kan tage ophold i. Kampen om sjælene er også tydelig her, da der ligger en anglikansk kirke tæt på floden, som blev bygget i 1931, og en katolsk fra 1898, som er lidt mere afsides placeret. Sidstnævnte lå oprindelig også tæt på floden, men den blev flyttet til sin nuværende placering i 1942. 

Selkirk First Nation står som sagt for vedligeholdelse og restaurering af bygningerne og omgivelserne. De sørger også for, at der er en god forsyning af brænde til kanofolket – savet, men dog ikke flækket. Desuden fungerer de som guider for dem, der måtte have lyst til at vide noget mere om området på den sædvanlige nærmest selvudslettende indianske måde. Giver man dem den tid, der skal til, især hvis det drejer sig om de ældre, så skal man nok få svar, men man skal absolut være tålmodig og gå ned i tempo, og det er vel egentlig ikke så galt.

Vores ven shamanen er dog en undtagelse. Han er mere direkte og udadvendt. Han snakker en del om naturen og biodiversiteten. Der er en plads til alle arter, og ingen kan undværes i den store sammenhæng, heller ikke ulven, bjørnen og alle de andre store rovdyr, der traditionelt er blevet lagt for had af de fleste andre kulturer end den indianske. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg har aldrig været uenig, men det er jo en holdning, der absolut ikke har vundet genklang i såkaldt civiliserede samfund, hvor naturen er blevet opfattet - om ikke altid som en fjende - så dog som oftest som blot en ressource, der står til vores rådighed uden nogen som helst hensyntagen til andre levende væsener. Økonomisk udvikling og ekspansion har altid været løsenet, og det ser ud til, at det fortsætter selv i disse CO2 bevidste tider. Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi skal tilbage til stenalderen, men på et tidspunkt må man vel sige, at nok er nok og prøve at implementere en økonomisk model, der går ind for en form for balance, som ikke driver rovdrift på jorden. Økonomisk status quo snarere end evig vækst.
Rikke har kokketjansen, Fort Selkirk den 18. juli

Vi laver lidt ekstra god mad om aftenen. En stor gryderet efterfulgt af pizza med løg og resten af spegepølsen. Som dessert er der pandekager med friske rabarber, som gror lokalt. Megoah!!!



Den oprindelige befolkning - First Nation



Den oprindelige befolkning i Nord- og Sydamerika kom over Beringstrædet fra Asien i perioder, hvor der fandtes en landbro mellem de to kontinenter. Under istiderne var store dele af Nordamerika dækket af is, og vandstanden i havene derfor så lav, at Beringstrædet var tørlagt og udgjorde en landbro mellem de to kontinenter Asien og Amerika, hvilket muliggjorde en eller flere indvandringer til den Nye Verden ind gennem Yukonfloddalen. Videnskabeligt set har der ind til for nylig været generel enighed om landbroteorien, men dog med en del uenighed om, hvornår indvandringerne over broen fandt sted, og om hvor mange gange det skete. Den sidste af disse indvandringer menes at have fundet sted for cirka 13.000 år siden. Hvornår den første indvandring fandt sted, er der uenighed om. Ved Old Crow Flats i det nordlige Yukon har man fundet kødskrabere af Caribouknogler, som er 27.000 år gamle, og ved slutningen af den sidste istid for omkring 11.500 år siden var hele den Nye Verden uden tvivl beboet fra de arktiske områder i nord til Ildlandet i syd. På det seneste er der også fremkommet teorier om kolonisering af kontinentet fra havsiden og også mere farverige teorier angående den oprindelige befolknings oprindelse. Den danske DNA-detektiv Eske Willerslevs analyser af et 12.600 år gammelt barneskelet fra Montana, må vel siges at have taget vinden ud af sejlene på de fleste alternative teorier. 
Fordelingen af  athabaskisk-talende stammer i Nordamerika

Den oprindelige befolkning i Yukon tilhører de athabaskisktalende stammer. Den athabaskiske sprogfamilie – også kaldet Na-Dene – er en stor sproggruppe, som har hjemme i det vestlige Nordamerika. Den er delt i tre grupper: en nordlig gruppe, en stillehavsgruppe og en sydlig gruppe. Denne sidste gruppe omfatter de nok så kendte apachestammer i det nuværende New Mexico og Arizona og også nogle af puebloindianerne.

Athabaskerne i det indre Canada og Alaska lever i et subarktisk klima, som er karakteriseret ved korte, varme og sollyse somre og ved lange, kolde og mørke vintre med temperaturer ned til minus 45 grader. Forår og efterår er korte intervaller mellem vinter og sommer.

Athabaskernes eksistens har været baseret på jagt og fiskeri, og som et supplement til dette har de samlet bær og spiselige planter. De vigtigste byttedyr er caribouen (den nordamerikanske ren), elg, sortbjørn og gråbjørn, kaniner, hulepindsvin, bæver, bisamrotte og jordegern. I perioder, hvor der var mangel på føde, jagede og spiste man også pelsdyr såsom mink, mår, los og odder. Ulve, ræve og hunde spiste man der i mod næsten aldrig. Især ulven gik man uden om, da den havde en høj status og blev anset for at være menneskets bror. I nogle enkelte områder i British Columbia var der også muligheder for at jage wapitihjorte, og på tundraen mod nord var der moskusokser, og der var bison på prærien og i de åbne skovområder i det nordlige Alberta. Fugle blev der også drevet jagt på især i træktiden forår og efterår, hvor der var masser af ænder, gæs og svaner, som slog sig ned for at hvile og fouragere under deres træk nord- eller sydpå.
Yukon River 16. juli

I langt de fleste af de nordlige områder, der er beboet af athabaskere, findes der masser af fisk – helt, stalling, gedde og flere forskellige slags ørreder. Laks der i mod findes kun i Alaska, Yukon og British Columbia. Laksen, som i meget stort tal kommer op i floderne for at gyde hvert år, udgør en vigtig proteinkilde og har altid været af meget stor betydning for både mennesker og fiskespisende rovdyr. I de områder, hvor der er laks, har der kunnet bo en meget større befolkning, og det førte til etableringen af halvpermanente landsbyer. De grupper, der ikke havde mulighed for at fange laks, var nødt til at flytte mere omkring.

Jagten og fiskeriet blev suppleret af indsamling af mange forskellige bær – blåbær, tranebær, hyben, sortbær, hindbær og ribs. Birken blev brugt til at lave slæder, og snesko, og barken blev brugt til kanoer og toboggans - en enkel form for slæde. Piletræets inderbark leverede bast, der blev brugt til at lave fiskenet af.

Kernen i athabaskernes liv var familien. Ofte boede to eller tre familier sammen og udgjorde en husstand. Adskillige husstande boede nær hinanden det meste af året og samarbejdede i lokale grupper for at overleve. Den størtste enhed – stammen – bestod så af områdets diverse grupper. Hver enkelt stamme havde et veldefineret område til rådighed, og hver husstand og familie havde sin sektion af stammeterritoriet.

Det var først i begyndelsen af det tyvende århundrede, efter guldfeberen havde raset og bragt forandringer med sig, at de indianske stammer i Yukon for alvor fik kontakt med verden uden for, og det traditionelle livsmønster begyndte at ændre sig på godt og ondt, og et stort antal athabaskere flyttede til Whitehorse. Guldfeberen var kort og hektisk, men den forandrede Yukon for altid. Der blev også fundet kobber i området under guldfeberen, og de sidste kobberminer blev først lukket i løbet af 1980erne. Guld graver man stadig.



19. juli


Bæver, Yukon River den 19. juli
Vi er oppe allerede klokken seks og på floden lidt over otte. Vejret er overskyet og næsten vindstille. I løbet af dagen klarer det op, og vi får solskin, sommer og en let brise. Vi padler langs med nogle imponerende klipper. Så snart vi kan se vores snit til det, drejer vi ind ad et af de mindre flodløb, hvor det vrimler med bævere, og vi bruger en halv time på at fotografere, inden vi tager videre.

Landskabet omkring floden er stort på alle måder, himlen hvælver sig oven over det hele uendeligt blå og fjern med små hvide skyer.
Ung elg ved Indian Camp den 19. juli



Sent på eftermiddagen når vi frem til Selwyn River, en gammel handelsstation og wood camp, der leverede brænde til hjuldamperne i guldfeberens storhedstid. Vi fortsætter fire kilometer længere nordpå til en lejrplads, som vi har fået anbefalet af shamanen i Fort Selkirk. Den er ikke markeret på kortet, men det er en god lejr, som de lokale benytter, når de er på jagt og fisketure. Vi døber den Indian Camp.


20. juli 

 

 

Sortbjørn, Yukon River den 20. juli
Vi sover længe og vågner op til en lummervarm formiddag med en stikkende sol. Vi padler af sted i shorts og nyder varmen. En bæver forvilder sig meget tæt på os, og da den dykker, kan vi se den svømme forbi kanoen en meter under vandoverfladen. Vejret bliver langsomt dårligere, og vi holder frokost iført regntøj. Det regner, klarer lidt op og regner så igen. I en klar periode ser vi en sortbjørn oppe på en af de høje skråninger på højre flodbred. Vi står på en stenbanke og kigger efter den, da vi pludselig hører noget så usædvanligt som motorlarm, og 5 sekunder senere kommer et lille fly drønende rund om hjørnet i 20 meters højde. Det følger flodens løb og flyver lige hen over hovederne på os og forsvinder rundt om det næste sving på floden. Ti sekunder senere er stilheden tilbage.

Yukon River 20. juli
Det bliver endnu en lang dag. Der er ikke markeret flere lejrpladser på vores kort, så der er frit valg på alle øerne og langs flodbredderne, men det er svært at finde noget, som virker godt nok i den tiltagende regn, og vi padler og driver længere og længere ned ad floden, ind til vi ved halv ellevetiden endelig finder en lille ø med en sten- og grusbanke, hvor vi slår teltene op og laver et hurtigt måltid. Det er heldigvis holdt op med at regne, og vi forsøger at få tørret vores våde tøj. Der er både bjørne- og ulvespor i sandet langs med floden. Det lave aftenlys er helt fantastisk og en halv kilometer væk kan vi se en stor elgtyr, der står ved flodbredden og æder. Det er svært at tage sig sammen til at gå ind i teltet og krybe i soveposen på sådan en aften.



21. juli


Næste morgen er om muligt endnu flottere med lavthængende skybanker, der omkranser de højeste bakker langs med floden. I løbet af formiddagen får solen dog de fleste af dem til at forsvinde, og vi går rundt i lejren og tørrer tøj og bager brød kun iført shorts og T-shirts. Vi forlader lejren ved et-tiden og fortsætter mod nordvest. I løbet af eftermiddagen kommer regnen igen, men det varer kun en times tid, og vi kan slå lejr i tørvejr ved sekstiden. Om alt går vel, så når vi White River i morgen.
Yukon River den 21. juli



22. juli


Vi slår lejr klokken seks på en ø, en stor sandbanke midt ude på Yukon mellem White River og Stewart Rivers udløb, efter at have padlet i regnvejr i næsten 5 timer. Vi holdt frokost ved en lille creek lige over for White Rivers udmunding i Yukon. Bagefter, da der var et lille ophold i regnen, gik vi op ad skråningen for at få udsigten over de to floders sammenløb. White River er et meget passende navn, da dens vand nærmest er mælkehvidt i forhold til Yukons, som er gråligt. De to floders vand løber længe side om side, inden de blandes, og Yukon River bliver mere grumset, end den har været før.

Der er nu omkring 120 kilometer til Dawson!
Udsigt over White River den 22. juli



23. juli


Vi vågner op til den rene syndflod. Grå skyer hænger over hele floddalen, tågen ligger over sandbankerne, og højdedragene er gemt bag drivende regn. Det drypper fra telte og barduner, og alt er klamt.

Der er ikke nogen, der har den store lyst til at stå op, så vi bliver liggende længe og får først fælles morgenmad i lavvuen ved halv ellevetiden. Vi bliver enige om at vente med at bryde lejren ned og tage af sted til klokken tolv, og det viser sig at være en god ide, da det bliver opholdsvejr lige inden, vi sætter os i kanoerne. Lyset breder sig langsomt ud over floden og op ad højdedragene, mens vi padler af sted mod Stewart Rivers udløb. Vandet er grumset og mælkehvidt, og det syder af lyd omkring kanoen på grund af alle de sedimenter, som flodvandet indeholder.

Vi padler lidt rundt i deltaet omkring Stewart Rivers udløb, og på et tidspunkt mister vi orienteringen, men vi følger strømmen ind igennem et par smalle løb, og er så atter ude på Yukon. Vi tager et flodløb ind til højre. Lige efter Henderson Creek, hvor JACK LONDONs hytte lå, deler det sig i to, og vi tager det venstre. Her er næsten ingen strøm og totalt stille. Det kan betyde, at løbet er spærret og altså ender blindt, og vi må da også ret hurtigt ud for at skubbe og trække kanoerne over diverse lavvandede områder omkranset af stenbanker. Vandstanden bliver lavere og lavere, men vi når igennem og slipper for at tage samme vej tilbage. Vi følger løbet til højre, og pludselig er der heldigvis strøm igen, og den fører os tilbage til Yukons hovedløb. Farten stiger, men snart
Skovhuggere på spil
kommer modvinden og bremser os. Vi finder et godt padletempo, der bringer os af sted langs med nogle høje klippevægge, der bliver afløst af græs- og træbevoksede bakkedrag. Regnen holder sig væk, og vi ser en sortbjørn med 2 store unger. Sidst på dagen slår vi lejr på vestsiden af en ø under nogle store graner og aspetræer. Flere af de store aspe er blevet fældet af bævere. Jeg er forbavset over, hvor store træer de er i stand til at gnave omkuld. Man kan tydeligt se sporene efter deres store skarpe mejseltænder - imponerende.

Der er 80 kilometer til Dawson.



24. juli


Det er godt vejr fra morgenstunden med store, flotte skymassiver på himlen, da vi sætter kanoerne i vandet og begiver os af sted mod Dawson. Vi padler ad en smal kanal mellem Ogilvie Island og højre flodbred, da en lille sortbjørn pludselig stikker hovedet frem fra noget buskads og kigger nysgerrigt ned på os. Vi driver hurtigt forbi, men da Rikke fløjter, stikker den hovedet endnu længere frem og spidser ører. Den minder om en stor hund. Vi færger over til øen og forsøger at tage nogle billeder med fast grund under fødderne. Det giver trods alt et bedre resultat end fra en drivende kano, men helt godt bliver det ikke.

I løbet af dagen ser vi flere elge med kalve, og de store, imponerende skymassiver udvikler sig til voldsomme tordenbyger. De trækker alle sammen uden om os – på nær én, som giver os et regulært brusebad, der dog heldigvis er af ret kort varighed. Vi slår lejr efter at have padlet 53 kilometer, og for første gang på turen falder der dug om aftenen. Der er nu 27 kilometer til Dawson.



25. juli


Vi vågner op til en himmel, hvor den ene halvdel er blå, og den anden er grå og fuld af regnskyer. Vi skynder os at slå teltene ned, inden de bliver mere våde, end de er i forvejen, men regnen bliver dog ikke til mere end et par dråber. Vi begiver os af sted på vores sidste tur på floden. Der er mere motorbådstrafik her, end vi har været vant til - et tegn på, at vi nærmer os byen. Vi bliver råbt an fra en af dem: ”See you in town!”




Da vi når til Dawson, klarer det op og bliver meget varmt. Vi slår os ned på en meget speciel campingplads på venstre bred modsat byen. Ved første øjekast minder det mere om en losseplads end en camping ditto, men vi vænner os hurtigt til stedet og den afslappede atmosfære og de farverige omgivelser.
Mulighed for et varmt bad er her også, men man skal altså selv flække det brænde, der skal bruges til at varme vandet, og det er da ok, men selve brændeforsyningen synes jeg jo nok, at der kunne være gjort lidt mere ud af, da den udelukkende består af affaldstræ med masser af beslag, søm og skruer. Når vi skal over til byen for at handle, tager vi en lille, gratis færge, som sejler frem og tilbage over floden mere eller mindre hele tiden i den isfri periode.

Brændeforsyningen






Dawson City

Området omkring det nuværende Dawson har været udnyttet af den oprindelige befolkning igennem flere tusind år. Der var en fiskelejr, hvor Yukonfloden og Klondikefloden løber sammen. Dette sted fungerede også som samlingspunkt om sommeren, hvor det var udgangspunkt for elgjagt i Klondikedalen. I dag er området udpeget som et historisk og bevaringsværdigt område (National Historic Site), som er beboet at en gruppe oprindelige folk. Tr’ondëk Hwëch’in traditional territory – klik her for flere oplysninger.


Den 16. august i 1896 fandt Skookum Jim, Tagish Charlie og George Carmarck guld ved Rabbit Creek, som, kort efter at de havde gjort krav på arealet, fik navneforandring til Bonanza Creek. Et år efter, at deres krav var blevet registreret i Forty Mile, begyndte de første guldgravere at strømme ind i området, og Yukon begyndte at ændre sig. Guldfeberen kulminerede i 1898, hvor over 30.000 mennesker kom til fods op over Chilkoot Pass via Skagway i Alaska og ind i Yukon, hvor de sejlede ned ad Yukonfloden til Dawson. Miles Canyon og Whitehorse Rapids var de to store forhindringer på ruten. Mange tømte deres både og bar alle deres forsyninger forbi strømfaldene, mens andre forsøgte at sejle igennem. I juni i 1898 var der opstået en rigtig flaskehals ved Canyon City, hvor næsten 300 både var forlist i strømmen, og fem personer var druknet. Dette førte til, at der blev udstedt ordre om, at alle, der ville sejle igennem, skulle hyre en rutineret lods til at føre båden igennem strømfaldene. Selskabet White Pass & Yukon Route byggede fra maj 1898 til juli 1900 en smalsporet jernbane fra Skagway til Whitehorse, selv om mange var af den mening, at det var et umuligt projekt. Sporene ligger der stadig, men toget kører kun som en turistattraktion fra Skagway til Carcross syd for Whitehorse. I Whitehorse bliver sporene brugt til turistkørsel i byen med en sporvogn, der oprindelig gjorde tjeneste i Lissabon i Portugal fra 1925 til 1978.
 

Guldfeberen forvandlede Dawson til en pulserende og hektisk by med 40.000 indbyggere. I 1897 blev byen officielt grundlagt og opkaldt efter en kendt canadisk geolog George Dawson, som havde gennemrejst området og kortlagt det i 1887. Guldfeberen døde ud i løbet af 1899, og Dawsons indbyggertal dykkede til 8.000, og i 1902 var der under 5.000 indbyggere. I dag bor der kun omkring 1.800. Dawson havde status af territorial hovedstad ind til 1952, hvor Whitehorse blev udnævnt til den nye hovedstad i Yukon.

Min oplevelse af Dawson var yderst positiv: en lille by langs Yukonfloden, hvor man følte sig velkommen, og hvor der herskede en afslappet stemning. Turister (som os) var der selvfølgelig en del af, men der virkede ikke overrendt og hektisk. Livet gik sin vante, rolige gang, og vi besøgte JACK LONDON museet og spiste ude i byen til en forandring. Der var flere attraktioner i byen, bl.a. ROBERT SERVICE hytte og et stort museum for den oprindelige befolkning, men selvom vi vari byen i tre dage, så fik vi langt fra set det hele, da vi efterhånden var mætte af oplevelser efter over tre uger på farten ad Yukon og Big Salmon River.

Den 28. juli blev vi hentet af en chauffør fra vores outfitter og kørt tilbage til Whitehorse sammen med kanoerne. Det var en lidt speciel oplevelse at se landskabet og sommetider et glimt af Yukonfloden fra en bil og ikke en kano - tre ugers rejsetid den ene vej og en enkelt lang dag den anden. Efter en ubekvem overnatning på et par bænke uden for lufthavnen i Whitehorse fløj vi sydpå for at tilbringe et par afslappende dage hos mine venner Robert og Julie i laid back Victoria, B.C. Derefter var det tilbage til den travle hverdag i Danmark med en masse gode oplevelser i bagagen. 
Bjørnebanden på tur - Sanne,Sverri, Rikke og Jan



  Tilbage til turbloggen







Ingen kommentarer:

Send en kommentar