Sidevisninger i alt

tirsdag den 23. februar 2021

Januar 2021

Årets første måned er som bekendt januar, og den er opkaldt efter den romerske gud Janus, som stod for tid og al tings begyndelse samt for hjem og fred. På gammelt dansk var betegnelsen for januar glugmåned eller gluggemåned - den måned, hvor man gluggede, hvilket betyder, at man huggede hul i isen for at fiske. 

Selvom januar måned her i 2021 i følge DMI blev ret kølig med en gennemsnitstemperatur på 0,8 grader Celsius, hvilket er næsten en grad under normalen, så har der ikke været ret meget is at glugge fra. Nedbørsmængden var så tæt på normalen, som den næsten kunne være med 65,3 millimeter, og da der kun blev registreret 4,2 snedækkedøgn, faldt det meste af den som regn.

Solskinnet kneb det lidt mere med, da der blev målt omkring 8 timers mindre solskin end normalen for 1991 - 2020. En normal, som er på sølle 52 timer.

Kysten ved Allinge den 2. januar 2021

 Vi begyndte året på Bornholm med nogle forrygende, flotte dage på den nordlige del af øen, hvor der var rigtig god gang i himmelbiografen over Østersøen og klippekysten. Den ene vilde byge efter den anden kom trækkende over havet, og de afløstes af glimtende sollys og regnbuer. Den første dag var der kun en let brise til at skubbe bygerne af sted i et roligt tempo, men i de næste to dage, der fulgte, tog vinden til i styrke, og hele forestillingen blev tilsat bølger og skum over klipperne. Et imponerende syn, når man kommer fra den flade sandstrand her på Enø.

 

Kysten ved Allinge den 3. januar 2021


 
Regnbue, Allinge, 3. januar 2021


Allingekysten, 4. januar 2021

Den 4. januar var der virkelig gang i blæsten og bølgerne. Skarverne holdt dog stand på klipperne på trods af vejret, og stormmågerne holdt flyveopvisning imellem bølgerne på jagt efter noget spiseligt.

Allingekysten, 4. januar 2021

Allingekysten 4. januar 2021

Skovhornugle 3. januar 2021
 

Masser af gåture på udkig efter fugle langs med kysten og inde i landet blev det også til. Inde på øen stod der et fyrretræ i en villahave i en mindre by, hvor der gemte sig 4 skovhornugler. Lyset var gråt og kedeligt og næsten ikke eksisterende, men et enkelt billede blev der dog ud af anstrengelserne. Fugleliv var der ikke nær så meget af på denne årstid, som der er på Enø og omegn. Bornhom mangler formentlig de store lavvandede områder, som Sydsjælland er så rig på takket være dobbeltkysten.

Nord for Allinge, 4. januar 2021

Den 4. januar om formiddagen tog vi endnu en tur langs nordkysten, inden turen gik hjemover. Vejret og lyset var helt vildt, og gav os en fin afskedsforestilling.

Nord for Allinge, 4. januar 2021

Allingekysten, 4. januar 2021

 

Hjemme igen

Helt fri for sne og is blev januar ikke. Midt på måneden kom der en frostperiode, som man kan se på billederne her fra Aunø. Grunden til, at vi var taget derud, skyldtes en sjælden gæst, som var kommet meget langt hjemmefra, nemlig en prærietrane, som hører hjemme i Nordamerika og det allerøstligste Sibirien. Den havde lokket fuglefolk til fra nær og fjern. Jeg må sige, at var en lidt speciel oplevelse, som jeg ikke behøver gentage. Vi kørte kortegekørsel rundt i området i hælene på tranen, som tilsyneladende ikke gad at være på samme sted i mere end 20 minutter ad gangen. Vi var hele tiden bagerst i køen, formentlig fordi vores telefoner ikke var udstyrede med den rette fugleapp, som kunne give os oplysninger i rette tid om, hvor fuglen nu var fløjet hen. Tranen fik vi aldrig set, men vi fik et ret godt kendskab til mange af småvejene på Svinø. Til sidst kom der en vred bondemand, som truede med at ringe til politiet på grund af forsamlingsforbuddet og den kendsgerning, at vi var på privat jord.


Aunø, 16. januar 2021


Aunø, 16. januar 2021

Et par ture til Røde Bro bag Holmegård Mose gav lidt større udbytte fugle- og fotomæssigt. Der var højt til himlen og masser af åbent rum næsten hele horisonten rundt. Her var både sølv- og fiskehejre, og vi fik et meget kort glimt af  kongeørnen og en enkelt vandrefalk. Isfuglen var mere samarbejdsvillig og poserede for fotograferne ved to lejligheder. 

Isfugl, Røde Bro, 28. januar 2021

Sølvhejre, Røde Bro, 28. januar 2021

Sølvhejre, Røde Bro, 28. januar 2021