Sidevisninger i alt

torsdag den 30. december 2021

December

 Årets tolvte og sidste måned, selvom decem betyder ti, da december måned var den tiende måned i følge den gamle romerske kalender. December blev også kaldt for Julemåned eller Kristmåned.

Den gennemsnitlige nedbør over Danmark var på 65,7 millimeter i december i år. Der er 7% under normalen på 70,9 millimeter for perioden fra 1991-2020. Bornhom fik mest med 94,3 millimeter og Nordjylland mindst med 44 millimeter.

Sol fik vi lidt mere af i 2020 end gennemsnitligt. Hvis vi sammenligner med ti-året fra 2011-2020, så fik vi med 46,8 timer i 2021 17% mere sol. Sammenholdt med klimanormalen for 1991-2020 skinnede solen 9% mere i december 2021. Rekorden er på 81 timers solskin, og den blev sat i 2010. Bundrekorden på sølle 8 timer er fra 1959.

Selvom der var godt med sne i Silkeborg, hvor jeg fejrede jul, så fik vi ikke opfyldt kravene til en landsdækkende, hvid jul. 

Temperaturen blev med et gennemsnit på 2,1 grader Celsius på 0,7 grader under klimanormalen på 2,8 grader.

Det er ikke blevet til så mange ture og aktiviteter i december, men tre besøg på Enø Overdrev, hvor der er 3-4 unge havørne, der regelmæssigt patruljerer, har jeg dog nået. Denne gang kom jeg også tæt på dem. Det er en god idé, at tage der ud inden solen står op og søge skjul bag tjørnene i ført camouflagetøj og så ellers bare vente, mens kulden langsomt kryber ind på fingrene og tæerne. Jeg var bedre forberedt her i december, end jeg var i oktober, så jeg fik flere og bedre billeder. Det var måske ørnens julegave til mig.

Havørn, Enø, den 16. december 2021


Havørn, Enø, den 16. december 2021

Havørn, Enø, den 16. december 2021

Havørn, Enø, den 16. december 2021

Der er som sædvanligt masser af fugleliv herude på overdrevet og fjorden, men ofte ligger fuglene så langt væk, at det er svært at tage billeder, men pibeænder og grågæs er som regel til at komme på skudhold af, for ikke at nævne de allestedsnærværende bramgæs. 

Pibeænder, Enø, 27. december, 2021

Grågås, Enø, 15. december, 2021



tirsdag den 30. november 2021

November

November fra det latinske novem, som betyder ni, da november er den niende måned i følge den gamle romerske kalender. I følge den gregorianske kalender, som vi bruger i dag, så er vi jo i årets ellevte og næstsidste måned - også kaldet slagtemåned.

"November er en kjedelig Gjæst
Med Regn og Slud og idelig Blæst"

November 2021 blev fattig på sol, tør og meget varm i forhold til landsgennemnsnittet for perioden fra 1991-2020. Vi endte med en middeltemperatur på 6,8 grader, og det er 1,3 grader over normalen på 5,5 grader. I 1874 begyndte de landsdækkende temperaturmålinger, og den koldeste november er fra 1919 med kun 0,7 grader i gennemsnit. Den varmeste er fra 2006 med 8,1 grader. 

Nedbørsgennemsnittet på landsplan lå på 54,1 millimeter i novembner 2021, hvilket er 23% under normalen på 70,3 millimeter for 1991-2020. Snedækkedøgn blev 0,2 imod normalen på 1,1.

Solskinstimerne lå med 45,7 timer 14% under normalen på 53,8.


Refleksbølger, Enø, 19. november, 2021

På de blæsende dage slår bølgerne ind imod volden af tang, som ligger på stranden.  Herfra bliver de så skubbet ud igen og rammer ind i den næste bølge, der kommer, hvorefter vandet rejser sig op i luften, som havde der ligget en stor sten.

Refleksbølger, Enø, 19. november, 2021

Enø, 21. november, 2021

Mørke dage med blæst, skyer og regn, men dog ikke hele tiden. Der var også enkelte dage med sol og et flot lys - især morgen og aften.

Enø, 22. november, 2021

Enø, 22. november, 2021

Fuglene er ikke helt så agtpågivende tidligt om morgenen, så det er bare med at komme af sted, inden det bliver for sent på dagen. Her lykkedes det mig at fange havørnen i morgenlys.

Havørn i morgenlys, Enø, 22. november, 2021

Havørn i morgenlys, Enø, 22. november, 2021

Vores gamle venner fra det nordlige Skandinavien er også dukket op på fjorden, hvor deres trompetagtige sang kan høres langt væk.

Sangsvaner, Enø, 22. november, 2021

Jeg var ved Stigsnæs for at kigge på fugletræk en tre til fire gange i løbet af efteråret, men uden det store held. Den 3. november var dog en undtagelse, hvad musvåger angik. Jeg tog derover ved 12-tiden, og det første jeg så, da jeg steg ud af bilen var en flok på omkring 50 stykker, som cirklede rundt for at få noget højde, hvorefter de gled ud over Agersøsund og forsvandt sydover. De næste to til tre timer kom musvågerne glidende i en stadig strøm, og jeg anslår, at der må have passseret omkring en 500 - 600 fugle over skoven og ud mod Agersø og Omø. Ved synet af de mange våger, der blev ved at komme svævende, så forventede jeg sådan set, at der ville dukke noget mere spændende op i form af en eventuel skrigeørn eller lignende, men det var ikke tilfældet. Der var kun musvåger og så en enkelt spurvehøg i ny og næ, plus en ravn, som syntes, at det var sjovt at drille musvågerne.

Musvåger, Stigsnæs, 3. november, 2021

Musvåge, Stigsnæs, 3. november, 2021

Musvåge, ravn, Stigsnæs, 3. november, 2021

Musvåge, Stigsnæs, 3. november, 2021

Musvåge, Stigsnæs, 3. november, 2021


torsdag den 4. november 2021

Oktober

Finlandstur her i oktober! Jeg har lagt turberetningen ud i siden sammen de andre længere indlæg, klik på linket her eller i spalten ude i højre side:   Wild Brown Bear Lodge Finland 2

 

 Oktober - den tiende måned i følge vores tidsregning, men den ottende efter den gamle romerske kalender. Sædemåned på gammelt dansk: Det er efter gammel Erfaring fundet meget fordeelagtigt, at saae Rug sidst i October-Maaned.

 Oktober 2021 fik en gennemsnitstemperatur på 10,6 grader, hvilket er lig med 1,2 grad over klimanormalen på 9,4 grader. Nedbør fik vi næsten 16 millimeter mere af end på en normal oktober måned. Solskinstimer var der 4 mere af end gennemsnitligt. Oktober 2021 blev altså både varmere, vådere og en smule mere solrig end normalt.

Enø, 21. oktober, 2021

Bramgæssene dukkede op i slutningen af september måned, og nu er de her igen i tusindvis på overdrevet og markerne omkring overdrevsgården. Jeg har egentlig lovet mig selv ikke at fotografere flere bramgæs eller grågæs for den sags skyld. Jeg har rigeligt med billeder af dem, og jeg overvejer at lave selvcensur og en bødekasse - 50 kr for hvert nyt billede af omtalte gåsearter. Men der er undtagelser. Den 25. oktober var morgenlyset så flot, at jeg lod et par billeder slippe gennem censuren.

Solopgang, Enø, 25. oktober, 2021


Bramgæs, Enø, 25. oktober, 2021

 

Bramgæs, Enø, 25. oktober. 2021

Senere på dagen stor der en stor flok bramgæs næsten helt oppe ved leddet ved vejen, og de var så optaget af at bade i de små vandhuller, at de ikke lod sig distrahere af, at jeg stillede mig op 25 meter væk og fotograferede. Her fik censor også besked på at lade nåde gå for ret, da der er tale om lidt specielle billeder.

Bramgæs, Enø, 25. oktober, 2021

Bramgæs, Enø, 25. oktober, 2021

Bramgæs, Enø, 25. oktober, 2021

Bramgæs, Enø, 25. oktober, 2021

Bramgæs, Enø, 25. oktober, 2021

Bramgæs, Enø, 25. oktober, 2021

Bramgæs, Enø, 25. oktober, 2021

Knortegæs var der også en flok af på marken helt nede ved parkeringen på Draget.

Knortegæs, Enø, 25. oktober, 2021

 

Knortegæs, Enø, 25. oktober, 2021




Ude for enden af overdrevet er der masser af vadefugle og ænder. Havørnene er her naturligvis også - spisekammeret er jo fyldt. Jeg kom tæt på rylerne, og havørnen kom meget tæt på mig, da jeg havde gemt mig bag en busk i mit camouflagetøj.

Havørn, Enø, 25. oktober, 2021


Almindelig ryle, Enø, 13. oktober, 2021

Almindelig ryle, Enø, 13. oktober, 2021


Hjejler har der været i kæmpestore flokke - omkring et par tusinde, vil jeg tro. Nogle enkelte strandhjejler var der også ude på de små øer i det lavvandede område længst mod syd.

Strandhjejler, Enø, 25. oktober, 2021

Strandhjejler, Enø, 25. oktober, 2021

På vej hjem langs med stranden mødte jeg en lille flok snespurve. Det slog mig, hvor godt camouflerede de er, når de sidder på stenene på stranden.

Snespurve, Enø, 25. oktober, 2021

Snespurve, Enø, 25. oktober, 2021

Måne, Enø, 25. oktober, 2021

Enø, 21. oktober, 2021

Enø, 21. oktober, 2021


søndag den 19. september 2021

September

September kommer af latinsk septem, hvilket betyder syv, da september var den syvende måned ifølge den latinske kalender. På gammelt dansk blev den kaldt for fiskemåned, måneden hvor efterårsfiskeriet begynder, samtidig med at sommeren går på hæld, og temperaturen falder.

"Når du heden dæmper
herlige september!
Dæmper du dog ikke livets magt."

Adam Ohlenschlager 1850.

September 2021 blev den niende varmeste september siden 1874 med 129,5 solskinstimer, hvilket er 14 timer under gennemsnittet for perioden 1991-2020.
Nedbøren endte på 70,3 millimeter, og det er 4,4 millimeter under gennemsnittet for 1991-2020. Sammenligner vi nedbøren for 2011-2020, så er forskellen dog på hele 12,3 millimeter mindre.

Et besøg på Aunø den 2. september med morgentåge, som blev afløst af solskin og en behagelig temperatur. Her var masser af hvinænder, og rørhøgen kom tæt på fugleskjulet. De mange tusind bramgæs, der plejer at holde til her om vinteren, lader stadig vente på sig.

Aunø, den 2. september 2021

Rørhøg, Aunø, den 2. september 2021


Pibeænder, Aunø, den 2. september 2021

Den 5. september kom spurvehøgen endnu en gang på besøg i haven, men i modsætning til alle de andre gange og til min store overraskelse så blev den siddende så længe, at jeg hentede kameraet og den lille telelinse og fik åbnet vinduet i udestuen så tilpas meget, at jeg kunne tage billeder. Det var en helt ekstraordinær hændelse, da spurvehøgen normalt er helt ekstremt sky, når den har været i min have; den mindste bevægelse selv inde bag vindue og persienne
er som regel nok til, at den øjeblikkelig gør sig usynlig.

Spurvehøg, Enø, 5. september, 2021


Spurvehøg, Enø, 5. september, 2021

Der er mange små lappedykkere i vandet rundt om Enø og i søerne her i nærheden, men til gengæld har jeg savnet dem som ynglefugle i de små vandhuller på øen her de seneste to år.

Lille lappedykker, Rønnebæk, 9. september, 2021

Den 11. september - Blåvandshuk.

Formiddag og her er overskyet, varmt og meget turistet - næsten lige så slemt som hjemme på Enø. Solen bryder kortvarigt igennem skylaget, men rigtigt solskin bliver det ikke til. Der er store sandbanker ud for kysten her, hvor der er flokke af måger og også en hel del splitterner, som fisker ivrigt i det lave vand mellem sandbankerne og kysten. Ellers er der ikke meget fugleliv. Vadefugle er her heller ingen af.

Splitterne, Blåvandshuk, 11. september, 2021

Splitterne, Blåvandshuk, 11. september, 2021

Splitterne, Blåvandshuk, 11. september, 2021

Splitterne, Blåvandshuk, 11. september, 2021

Senere på dagen trækker jeg ind i plantagen ude på Skallingen, da kysten og vådengene tilsyneladende er helt uden fugleliv. Om ikke andet så giver plantagen da en smule  læ for vinden og den smule regn, der af og til falder. Fugle er der heller ikke mange af her. Det bliver til en enkelt musvåge og en sortmejse.

Sortmejse, Skallingen, 11. september, 2021

Den 12. september - Vadehavet

Idag kører jeg syd på til Vadehavscentret ved Ribe. Jeg går fra centret og ud til havet, hvor jeg fortsætter syd på på diget og somme tider længere ud på vådengene og marsken. Her er der masser af fugle - ænder, gæs og vadefugle i tusindvis, men alle er så langt ude, at det ikke er muligt at tage billeder. Mens jeg holder frokost på toppen af diget, kommer der omkring tres traner flyvende og lander for  at fouragere. Da jeg kommer tilbage til Vadehavscentret, opdager jeg svaleunger på tagryggen af en af bygningerne. De er flyvefærdige og klar til den lange tur sydpå til Afrika, men foreløbig lader de sig stadig fodre af forældrefuglene.

Vadehavet, 12. september, 2021


Traner, Vadehavet, 12. september, 2021


Landsvaler, Vadehavscentret, 12. september, 2021