Jylland 2019

Med udgangspunkt i Salten lidt syd for Silkeborg tog vi først en tur til kalkgruberne ved Mønsted. Gruberne er en underjordisk verden for sig selv, men de er generelt store, og der er godt med plads, så jeg oplevede det ikke som værende klaustrofobisk. To af de ialt tres kilometer gange er også ret godt oplyst, og der er et informativt multimedieshow, som man kan se, hvis man har lyst.

Mønsted Kalkgruber

Der er blevet gravet kalk i gruberne igennem det meste af middelalderen og helt frem til 1978, hvor kalkindustrien i Mønsted ophørte. Produktionen toppede i 1860erne, hvor der blev produceret omkring 3000 vognlæs brændt kalk om året. Der bliver dog stadigvæk arbejdet i kalkgruberne, da Arla har et ostelager her, som nyder godt af den konstante temperatur på otte grader og også en konstant luftfugtighed.

Mønsted Kalkgruber

Gruberne huser også en stor bestand af flagermus - cirka 18.000 fordelt på fem arter - som bruger dem som overvintringssted. Der var desværre ikke nogen at se her midt på sommeren.

Efter gruberne gik turen mod det nordvestlige hjørne af Jylland, nærmere betegnet Lønstrup, hvor sommerhusene balancerer på kanten af de høje, forblæste klinter ud mod Vesterhavet, som til stadighed gnaver af kysten, der bliver reduceret med omkring to en halv til tre meter om året. At det ikke er noget nyt fænomen kan ses af de lokale beretninger gennem tiden om sandflugt og deraf følgende problemer. Mårup Kirke blev bygget i starten af 1200-tallet, og den lå dengang to kilometer fra kysten, men fra 2008 til 2015 blev den nedtaget af lokale håndværkere og folk fra Nationalmuseet for at undgå, at den skulle ende nede på stranden som flere af sommerhusene.

Rubjerg Knude Fyr og sandfygning

Syd for Mårup Kirke kan vi se Rubjerg Knude Fyr. Det blev tændt for første gang den 27. december 1900, og dengang lå det 200 meter inde i land på toppen af kystens højeste punkt cirka 60 meter over havet. Nu er det så tæt på kanten af klitten, at man har besluttet at flytte det 60-80 meter længere ind i landet. Forarbejdet til dette projekt starter den 14. august, og flytningen forventes afsluttet i uge 43.

Kulingen fra vest hvirvler sand af sted hen ad stranden og hele vejen op ad klinterne og ind over land i store skyer. Det er meget fint sand - næsten ler - og det trænger ind overalt. Efter en tur til fods til Rubjerg Knude Fyr og tilbage igen er øjnene voldsomt irriterede, det knaser i munden, skoene skal tømmes og sokkerne rystes. Det føles som en regulær sandstorm, og vi går med hætterne oppe og bøjede hoveder for ikke at blive alt for udsatte for elementernes rasen. Det bliver lidt bedre, da vi når toppen af fyret. Helt herop når sandfygningen trods alt ikke, så vi kan nyde udsigten uden at få sandblæst hovedet.

Sandfygning set fra toppen af fyret

Bølger og brænding

Solen skinner fra en næsten helt skyfri himmel, og havet har en grågrøn farve tæt på kysten iblandet lange striber af hvidt skum over revlerne. Længere ude bliver farven gradvist mørkere og lidt mere blå, og små og store, sorte skygger jager hen over vandet, når vinden blæser de få, forrevne skyer af sted hen over himmelen med ti til tolv sekundmeter. Nord for sommerhusområdet er der kystsikret, og her braser vesterhavsbølgerne ind over granitklodserne i store, spektakulære skumsprøjt.

Bølger og brænding

Ved Salten Langsø

Tilbage i Salten i det smilende Midtjylland med søer, bøgeskov og læ for vinden:

Jeg går et par ture langs med Salten Langsø igennem en rigtig flot og varieret skov med mange små vandhuller og fugtige lavninger. Jeg hører grønspætten på lang afstand inde i skoven, men jeg ser den aldrig. Der er nogle toppede lappedykkere ude på søen og et par hvepsevåger over en lysning i skoven, men ellers er her ikke meget liv. Det kræver, at jeg bruger meget mere tid og lærer området godt at kende, hvis jeg skal lykkes med at få nogle gode dyrebilleder. Tålmodighed og et godt lokalkendskab er nogle af forudsætningerne for gode naturbilleder.

Toppet lappedykker- Almind Sø

Redekoloni pragtbuksebi

Vi kører gennem Tinnet Krat og stopper ved Vandskellet, hvor Gudenåen har sit udspring på den ene side af vejen og Skjern Å på den anden. Det løse grus langs med vejen ind til udløbet er fuldt af små huller, som er gravet af pragtbuksebier. Pragtbuksebien er en af de få solitære biarter, der yngler i tætte kolonier. Nogle af dem flyver rundt over vejen, og de tumler somme tider ind i hinanden og falder til jorden i en kort brydekamp, men ellers har de travlt med at grave deres redehuller og sikre artens beståen.

Pragtbuksebi i sit redehul

Pragtbuksebi dækket af pollen - Vandskellet

Hjemturen går over Ebeltoft med et besøg hos venner i Danmarks mest fascinerende hjemmebyggede hus  - men det er en anden historie.