Sidevisninger i alt

mandag den 22. april 2019

Påsketur til Avnø

En overnatningstur til Avnø, som kom til at stå i solens og månens tegn.

Vejret var perfekt til en kajaktur: blå himmel og en let vind fra øst og en absolut behagelig temperatur årstiden taget i betragtning. Det eneste klagepunkt var manglen på vand i havet på turen ind over fjorden til Svinø med en lille afstikker til Møllekrogen og den nyrestaurerede mølle.

Det fine vejr og påskeferien gjorde, at der var en hel del mennesker på lejrpladsen i Nokkeskoven, så vi slog teltet op i skoven bag shelterne, da vi nåede frem ved fire-tiden.

Vinden lagde sig helt, efterhånden som aftenen skred frem, og solen ændrede farve fra en bleg gul til en brændende rød solnedgang, som farvede himlen i vest og gav genskin mellem birketræerne.

Solnedgang Avnø 19. april

Aftenlys og birketræer

Lidt senere steg månen op i øst som en stor rød kugle. Efterhånden som den kom højere og højere på himlen blev den mere gullig og kraftigere lysende samtidig med, at den synede mindre. Næste morgen var den reduceret til en hvid plet over Knudskov. En plet, der langsomt blegnede efterhånden som solen kom højere på himlen.

Måneopgang Avnø 19. april



Fuldmåne

Morgenmåne




Morgenlys og birketræer
Morgen med rimfrost i skyggen

Efter morgenmaden gik vi op til naturcenteret over engene, der som sædvanlig vrimlede med bramgæs.
Bramgæs

Derefter gik turen ud langs Knudshoved Oddes sydside, som altid er et besøg værd, og efter en god frokost krydsede vi bugten hjem til Enø.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar