Sidevisninger i alt

lørdag den 17. december 2016

Overnatningstur til Aunø

Lejrpladsen på Aunø


Så var det blevet tid til en overnatningstur til Aunø, og vi tog af sted under en typisk dansk vinterhimmel, hvor det hele var næsten gråt i gråt med vinden i sydøst og i følge DMI mulighed for et enkelt solstrejf, som dog lod vente så længe på sig, at det ikke rigtig blev til noget. Til gengæld holdt det tørt, hvilket vi satte stor pris på.

Vi nåede ned til shelterne i Nokkeskoven ved tre-tiden, så vi lige kunne nå at etablere lejren, inden det blev mørkt. Shelterne er beregnet på vestenvind, og da det om vinteren ofte blæser fra en østlig og dermed køligere retning, står vinden lige ind i shelteråbningen. I den anledning havde jeg taget mit telt med, og Poul riggede sin poncho op som en ekstra sheltervæg, og så klarede vi os. 

Fuldmånen så vi ikke meget til på grund af alle skyerne, men den gjorde alligevel, at det ikke blev helt bælgravende mørkt. 


Poul havde eksperimenteret med hjemmetørret chili con carne til en brøkdel af spejdersports priser, og det fungerede efter hensigten, og smagen var fuldt på højde med det kommercielle produkt - om ikke bedre. 

Lige inden det sidste mørkegrå dagslys forsvandt, kunne vi høre lyden af trækkende bramgæs på vej fra fourageringsområderne til overnatning i sikkerhed længere væk fra land, og i den næste halve time kunne vi nyde synet af den ene gåseflok efter den anden i formation højt oppe over birketræernes kroner. Da mørket efter en tretten fjorten timer atter havde ændret sig til en mørkegrå nuance, som vidnede om, at det var ved at være morgen igen, kunne vi atter høre og se flokkene af gæs komme trækkende - denne gang i den modsatte retning. Vi satte os i shelteret og lavede morgenmad. Trangiaen lod vi brænde på svagt blus, så vi fik fornemmelsen af en lille smule varme.


Klar til afgang!

Ved ti-tiden havde vi fået pakket lejren ned og var klar til at tage på vandet. Vi ville tage hjemturen over bugten og ind på fjorden under Græshoppebroen i Karrebæksminde. Vejret forblev gråt i gråt, og vinden blæste stadig fra en sydøstlig retning, hvilket betød medvind på en 3-4 sekundmeter hele vejen hjem, så vi så frem til en behagelig tur.

På vej ud forbi Rønnen kom sælerne som sædvanlig ud for at få styret deres nysgerrighed og se, hvem det nu var, der kom og forstyrrede dem. Normalt holder de fleste individer sig en fem til ti meter bag os, og dykker ved den mindste forstyrrelse. Jeg har dog nogle enkelte gange haft dem tættere på, når jeg har været alene og har brugt rigtig lang tid på det for at få nogle gode nærbilleder. Den her decemberdag skulle dog vise sig at være andeledes, da to unge sæler blev ved med at komme nærmere og nærmere. De var helt klart mere nysgerrige, end de var nervøse over vores tilstedeværelse. De fulgte efter os en to til tre kilometer, og til sidst rørte de ved kajakkerne med snuden og prøvede at bide i dem, og de var også yderst interesserede i vores pagajer. Vi kunne se dem svømme let og ubesværet under vandoverfladen ved siden af os og ind under kajakkerne og op på den anden side som to strømlinede skygger.  Det var en fantastisk oplevelse på en grå og kold decemberdag. Jeg har aldrig været så tæt på sæler herhjemme. Det kan blive spændende at se, om de to sæler bliver ved med at være lige så tillidsfulde, når det gode vejr indfinder sig, og mange flere kajakroere dermed finder vej til farvandet omkring Aunø.



Klik på billederne, og se dem i en større udgave.


En glad kajakroer!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar