Skærgården ved Koster

 Kosterhavets nationalpark ligger i det nordlige Bohuslän tæt på Sveriges grænse til Norge, og det er den eneste svenske nationalpark som omfatter et regulært havområde. Jeg besøgte området første gang i 2012 på en kajaktur sammen med min romakker, Poul, og vi blev begge vildt betagede af området. Vi havde ikke ret meget tid, og vi var generelt generet en del af dårligt vejr på turen, og endnu en front kom blæsende og sendte os retur til Rossö efter en times tid. 

I 2013 tog vi revanche og tilbragte et par fantastiske dage ude i den labyrint af små øer og skær, som udgør nationalparken. Vejret var med os, og vi kunne let krydse den 3 kilometer brede og 200 meter dybe rende, som ligger mellem de ydre øer og den indre og mere beskyttede skærgård.

Kosterhavets Nationalpark

Udsigt fra Burholmen, Kosterhavet, august 2013

Søndag den 1. juni kører vi nordpå i Sverige ad E20 og E6 med skærgården omkring Kosterhavet som mål. Vi har 6 dage til rådighed til vandring og kajakture i området. Hvis vi er heldige med vejret, så er det meningen at ro ud i nationalparken og opleve labyrinten af småøer og skær. Hvis vejret driller, så bliver vi indenskærs og ror langs med kysten eller finder nogle vandrestier i omegnen.

Efter det, der opleves som en meget lang køretur, kan vi endelig forlade E6 og køre vest på ad snoede landeveje og ud til Bofors Camping på Tjärnö med direkte udsigt til de to store hovedøer i Koster Nationalpark. 

Vi får en teltplads, der ligger lidt højt og i læ af skoven - perfekt. Der er som sædvanlig ikke andre telte i nærheden, men udelukkende campere og store campingvogne, så vi føler os som lidt af et kuriosum - fattigrøvene, som ikke har en halv million til en ordentlig camper van. Bil, telt og to kajakker, men det fungerer fint for os. 

Der er masser af strålende sol på programmet de næste dage, men også rigtig meget vind - op til 13- 15 sekundmeter i pustene - og havet uden for den indre skærgård er hvidt af skum det meste af tiden, så vi udforsker omegnen til fods. Der er et godt netværk af stier i området, og selvom de ikke er særligt lange, så er det spændende at gå her, fordi skærgårdsmiljøet bare er helt fantastisk med sin blanding af skov, klipper og strand. Små isolerede, østvendte laguner med sol og læ veksler med med vind- og bølgeudsatte klipper ude mod vest.

Tur på naboøen, Saltön

  Vi tager to dage i kajak indenskærs, da vinden bliver ved med at blæse med samme uforsonlige energi. Middelvinden ville være til at leve med, også på et kryds over renden ud til Koster, men pustene ligger stadig på 10 til 16 sekundmeter, og der er ikke langt imellem dem, så vi bliver i denne del af skærgården.

Modvind ud og medvind hjem så vidt det nu kan lade sig gøre. Vi ror sydpå igennem den meget smalle rende mellem Tjärnö og Saltö, nord om Vanarne og Gunnarsholm, hvorefter vi tager nordover langs med fastlandet og nord om Tjärnø. Vi foretager en overbæring over landevejen ved Udden og har så kun en lille kilometer hjem i strid modvind.

Indre skærgård

 

Et par dage senere ror vi igen sydpå og ned til et område mellem
Valö og Flatskär og retur med masser af vind i ryggen. Der er et kort stykke med lidt åbent vand og sjove bølger fra Vanarne og ind til renden mellem Saltö og Tjärnö, men vi kan se, hvor skummende hvidt og voldsomt der er længere ude. 

Frokostpause, Rundö

 Vinden og vindpustene fortsætter de næste par dage og umuliggør vores tur ud til Kosterøerne, så vi tager bilen op til Nordre Oddö, hvor der i følge kortet skulle være et par vandrestier. På et tidspunkt er vejen spærret af en bom med en elektronisk kodelås, så det kun er de indviede, der kan komme videre i bil. Det ser ud til, at vi er ved den lokale velhaverghetto. Vi fortsætter til fods, og efter vi har rådført os med en anden turist, så finder vi starten på sporet, som går ind igennem en helt fantastisk skov, som har været fredet og stået urørt i mange år. Det minder mig om den tempererede regnskov i British Columbia bare i miniudgave. Her er dunkelt og fugtigt med bregner og padderok, og vi kan høre spætterne skrige imellem de gamle træer - flagspætten og den store sortspætte, som vi får øje på helt oppe i toppen af en gammel gran. Her er ellesump i de lavereliggende områder og en frodig blanding af gran, fyr og forskellige løvtræer på de højereliggende og mere tørre områder. Ind imellem er der huller i skyerne, og solen står i kiler ned igennem det tætte løvtag.

Urskov

Urskov

Canadagæs og en enkelt grågås

 

Om morgenen på vores sidste skærsgårdsdag er himlen overskyet, og det ser ud til, at der kommer regn senere på dagen, men vinden har endelig lagt sig, og tidlig formiddag sætter vi os i kajakkerne og begynder at ro over mod Koster. Sigtbarheden er ikke helt god, men dog nogenlunde. Alligevel har vi lagt en kompaskurs fra det lille, hvide fyr på Yttre Vattenholm og syd om Sydkoster. Det er let og behagelig padling over den dybe rende, og snart har vi rundet Prästudden og begiver os ind i den fascinerende labyrint af småøer og skær, som udgør den mest spændende del af skærgården i Koster.

Kosterhavet

 

Man skulle vel mene, at skærgård er skærgård, og hvis man har set en del af den, så har man set det hele, men det er altså ikke helt sådan, det hænger sammen. Området her er helt unikt - en kæmpe labyrint af ubeboede øer og skær spredt ud over Skagerrak. Vi padler rundt på må og få og suger til os af indtryk. Her er mange flere fugle nu end de andre gange, hvor jeg har besøgt området i august, og ind imellem bliver vandoverfladen brudt af nysgerrige sæler, som stikker hovedet op for at se, hvem det nu er, der kommer og forstyrrer. 

Frokostpause ved den gamle lejrplads fra 2013

 

Vi finder den lejrplads, som Poul og jeg brugte i 2013, men derudover går vi ikke op i navigationen, mens vi er herude i labyrinten af småøer. Vi går i land, spiser vores medbragte frokost, beslutter at ro nordover og igennem den smalle rende mellem Nord-Koster og Syd-Koster, følge kysten et stykke sydover ned til Filjholmen og derefter krydse tilbage til Tjärnö. Ved hjælp af et par kompaspejlinger finder vi vores vores position  - sådan nogenlunde -  og i hvert fald nøjagtigt nok til, at vi kan lægge en kurs mod indsejlingen mellem de to store hovedøer, ro ind igennem den smalle passage og ud på den østlige side af øerne. Vi padler det sidste stykke hjem til campingpladsen i gråvejr og en smule regn ind imellem.

Det er vores sidste aften her på Bofors Camping, og vi er gået ned på restauranten for at spise aftensmad og få en kop kaffe. Det viser sig at være en rigtig god ide, da vejret udvikler sig i en uheldig retning med torden, vindbyger og regulært skybrud. Vi kan sidde tørt og godt med vores mad og kigge ud på en gruppe af norske kajakfolk, som kæmper i syndfloden med at få pakket deres kajakker og gjort alt klart til deres tur ud til Koster Nationalparken. Vi spekulerer dog lidt over, om vores telt kan klare vandpresset. Vores tiltro til det led et alvorligt knæk under vores blæsende ophold på Mykines i 2024, hvor vi fik telttaget ned i hovedet ved 4-tiden om morgenen på tredjedagen. Der er dog ingen grund til bekymring. Vi graver et par små render rundt om teltet for at lede vandpytterne væk, og derefter går vi i seng og sover fint til næste morgen.

Næste dag står i hjemturens tegn. Vi kører sydpå i bedre og bedre vejr, og bortset fra at GPS'en lokker os på afveje og prøver at få os til at tage færgen til Helsingør, så er det en begivenhedsløs og rolig hjemtur, vi får. 

 

Pulken 2025

 Jeg havde ikke været på tranetur i Sverige siden foråret 2015, hvor jeg var ved Hornborgasøen, og vi havde derfor besluttet at tage til Pulken i Skåne, hvor antallet af traner, der raster og fouragerer, inden turen for de flestes vedkommende går videre nordpå, har været jævnt stigende, og stedet kan efterhånden konkurrere med Hornborga - KLIK HER. Pulken har yderligere den fordel, at det kun tager omkring tre timer at køre derhen. Det er cirka halvdelen af, hvad det tager at køre til nordpå til søen ved Hornborga, og samtidig benytter vi os af lejligheden til at besøge min bror, som bor lige i nærheden ved Brösarps Bakker.

Trane, Pulken, 28. marts 2025

 

Vi skal overnatte på Rigeleje Camping ikke ret langt fra Pulken. Det er vanskeligt at finde stedet. GPSen har som regel lidt problemer med orienteringen, når vi kommer tilpas langt ud på landet i Sverige, og vi bliver dirigeret ind ad nogle meget smalle skovveje, inden vi igen får asfalt under dækkene og udsigt til campingpladsen og stranden. Receptionen er det ikke lige til at få øje på. Alle de store officielt udseende bygninger er lukkede, og mennesker er her meget få af. Vi får øje på et skilt, hvor der står "Reception", men det peger lige ind imellem de spredte tilsyneladende ubeboede campingvogne. Vi spørger en af de få personer, som står og snakker sammen inde på pladsen. "I skal bare tale med Lasse. Han bor i vognen derovre."

Vi går over til den omtalte og noget anløbne campingvogn. Der ser dog ikke ud til at være meget liv. Vi rømmer os og hoster højlydt. "Hallo, Lasse, er der nogen hjemme?" Stadig ingen reaktion. Efter lidt betænkningstid lyner jeg forteltet op og går ind. Et par gamle campingstole og et bord fylder det meste af rummet. Bordet er dækket med fyldte askebægre og tomme øldåser. Jeg banker forsigtigt på døren, og efter et stykke tid dukker Lasse op, lettere forsovet med tjavset og fedtet hår, og iført en beskidt T-shirt og et par underbukser. Han er dog venligheden selv, og vi får alle de oplysninger, vi har brug for, så vi kan få slået teltet op og indrettet os og være klar til Pulken i morgen. Hvad vi skal betale for opholdet, kan han dog ikke huske, da der er langt imellem teltende campister - især her i marts måned.

Den seneste del af eftermiddagen byder på masser af traner i højt solskin ved Pulken. De spankulerer rundt med en nærmest adelig og lettere arrogant attitude, alt imens der bliver "trompeteret"og hoppet og danset til den store guldmedalje.

Traner, Pulken, 28. marts 2025

 

Tranedans, Pulken, 28. marts 2025

Tranedans, Pulken, 28. marts 2025

 

Om morgenen den 29. marts kører vi atter ud til tranepladsen. Det er sværere at se dem danse på grund af den tætte tåge, som dækker området,  og som, jeg synes, er lettere irriterende, fordi den komplicerer fotograferingen. Den giver dog en magisk stemning, som jeg prøver at gengive efter bedste evne.
Selvom det er pivkoldt, kommer her flere og flere mennesker. Tænk, hvis tranerne vidste, hvilket tilløbsstykke de er. Her er et stort tårn, og her hænger Margit en stor del af tiden med kikkerten, for højden giver et ekstra godt overblik over sceneriet. Hen ad formiddagen dukker den lokale sportsforening op, og tjener en skilling på at servere grillpølser, kaffe og kage, og to gange om dagen kommer den lokale bonde, og spreder korn
ud til fuglene. Som altid har vi det lidt tvetydigt med at blande vilde dyr med cafestemning og showbusiness, men det giver mulighed for at se mange dyr på en gang, og vi skal ikke bruge dage på at lede efter dem. Efter sigende lægges der korn ud for, at de ikke skal plyndre de omkringliggende marker, og hvis det gør, at bønderne ikke jager dem væk, så er det trods alt nok den bedste løsning.

Traner i tågen, Pulken, 29. marts 2025

Traner i tågen, Pulken, 29. marts 2025

 Vi må også lige forbi tranearenaen den sidste dag, for vi ved jo ikke, hvornår vi kommer forbi igen. I dag er det tindrende sol, og vi kan spise frokosten på bagkanten af bagagerummet med solcreme på næsen. Der kommer hele tiden nye traner flyvende ind og slutter sig til den store flok i Pulken, men i dag er termikken og vejret åbenbart perfekt, for små grupper af traner begynder at stige til vejrs og stikke nordpå. Hvor ser det dog elegant ud, når de med et kort afsæt stiger til vejrs, fanger opvinden og med få vingeslag stiger op, og op og op. Tænk, hvis vi kunne og turde det. De gør og kan det bare. Wow, hvor er de fantastiske.

På vejen hjem går vi en tur i en nærliggende nationalpark med uberørt skov, der breder sig ned til stranden. Vandløbet bugter og klukker sig igennem skovbunden, der er begyndt at blive grøn. Det er forår, det er Sverige, og alting er bare okay. Jeg tror, vi kommer tilbage næste år.

Pulken, 29. marts 2025

Traner, Pulken, 31. marts 2025

Traner, Pulken, 31. marts 2025

Traner, Pulken, 31. marts 2025

 

  

Finland september 2024

 

 Tiden er som sædvanlig løbet fra mig, og det er først nu, at jeg har fået færdiggjort mit skriv om turen til Kuikka i Finland i september 2024, men bedre sent end aldrig. Beretningen ligger øverst til højre under længere indlæg - eller klik her: Finland september 2024

 

 

Færøerne

 Færøerne 2024

 

Så er jeg omsider blevet færdig med beretningen fra vores tur til Færøerne. Den er at finde næstøverst i højre spalte under "Længere indlæg" - eller klik HER.

Mors rundt

 

Historien om bålstegte østers med ost og brændenældekogte blåmuslinger

Inden vi går i gang med selve fortællingen, vil vi gerne lige rette en stor tak til vores udsendte medarbejder i Thy, Maja Thorlund, for uvurderlig hjælp med tekst og billeder i dette indslag. 

En historie, der også handler om Limfjorden, om vejret, blomstrende rapsmarker og nye venskaber. Men lad os starte fra begyndelsen, der rækker flere år tilbage, som et ønske om at ro i Limfjorden. For eksempel Mors rundt fordi der er et eller andet ved at ro rundt om noget, om at starte et sted, forlade det, opleve en masse og komme tilbage til stedet igen. Eller også føles det bare godt at starte og slutte cirkler og fuldende noget.

I hvert tilfælde tog min kæreste Jan og jeg afsted en onsdag over frokost med en godt pakket bil og to kajakker på taget med kurs mod Sjællands Odde og færgen, der skulle fragte os til Århus. Ud over den sædvanlige pakke - travlhed og ”har-vi-nu-husket-det hele” hangover var alt godt, og jeg glædede mig helt vildt til at komme lidt væk, få vand under kajakken og give hovedet en pause fra job, hverdag og mediernes evige fokus på verdens elendighed.

Jan mener, og nok med rette, at jeg hører til den bekymrede type, der har tendens til at trække det værste scenarie frem som det første. Alligevel havde jeg ikke forudset den lækre bekymring, der lå i, at max højden på bilen ifølge billetten var 185 cm, og at en bil med to kajakker på taget er meget tæt på eller nærmest lidt over det. Det gik imidlertid først op for os, da vi kørte fra rampen ind på færgedækket, og jeg instinktivt sagtnede farten for at give det en ekstra vurdering. Medarbejderen, der skulle pakke bilerne, gad dog ikke det fedtspilleri og råbte ”kør så” og det gjorde jeg, med forventningen om snart at høre lyden af to havarerede kajakker. Heldigvis var der en lille margen, og vi kunne lettede slæbe kaffe og småkager op på passagerdækket. Der havde jeg så til gengæld lejlighed til at bekymre mig i 1½ time om, hvordan i vi skulle komme af færgen igen, hvis nu rampen gik stejlt nedad. Heldigvis gik det godt, og en anden gang køber jeg helt sikkert en billet med ekstra højde.

Vejen gennem Århus var proppet med biler, og vi sneglede os gennem byens larm og trængsel, indtil vi nåede motorvejen vestover, og nogle timer senere kunne køre ind i indkørslen hos Helle og Gorm. Gorm er noget i retning af Jans halvfætter. Det tror de i hvert tilfælde. De familiære bånd er ikke helt klare, men de hedder begge Thorhauge til efternavn, og efter sigende skulle alle med det navn, på en eller anden måde være i familie med hinanden. Og de har besluttet, at det heller ikke betyder så meget, hvordan det hænger sammen. For den ene gang de har mødt hinanden for et års tid siden, fandt de hurtigt sammen om interessen for kajak og friluftsliv, og et ønske om at udforske passionen sammen.

Gorm havde et par kajakker liggende i haven, da vi kom, og der gik under fem minutter, før vi var fordybet i en samtale om de kajakker, der skulle med på tur. Interessen var den samme, men det var også en nem måde at mødes, da Gorm og jeg aldrig havde set hinanden, og ingen af os var sikre på, hvordan vi skulle forholde os til det.

Måske afledt af det, kastede vi os over turplanlægningen, da Helle var kommet hjem fra sin gåtur og gik i køkkenet for at lave te og finde de nybagte muffins frem. Vi fik nogenlunde styr på vejrudsigten for de næste dage, hvilken vej rundt om Mors der var den bedste og afgangstidspunktet i morgen, og stille og roligt bevægede samtalen sig over i en snak om os selv. Det var nemt, og efter et par timer var basis lagt for en god tur. Jeg sov da også fantastisk, selvom det var i en fremmed seng hos fremmede mennesker.

Efter morgenmaden drog Gorm, Jan og jeg afsted mod Amtoft Havn. Helle skulle på arbejde og er ikke så ivrig en roer som os andre, så hun lod os tage alene på eventyr med resten af de fantastiske chokolade-muffins. 

På havnen blev kajakkerne pakket, og bilerne langtidsparkeret under en blygrå himmel. Gorm var, som den stedkendte, udnævnt til officiel turleder, og var på baggrund af udsigten til modvind, bølger og et stykke over åbent vand, da også usikker på, om det nu matchede vores rokompetencer. Helt fair, det skal en turleder bekymre sig om. Vi mente nu, det nok skulle gå, da vi er vant til fjordbølgerne derhjemme. Ingen af os var dog forberedt på de knapt 31 km i modvind til den planlagte lejrplads, og set i bakspejlet skulle vi nok have fundet en noget før, i stedet for at ro i omkring 7 timer på en roform, der stadig var påvirket af vinterhiet. Klokken var da også halv ottetiden, inden vi nåede frem, mere end godt brugte. Ofte gør det ikke kun mig, men også andre mere irritable og utålmodige, når vi er trætte efter en lang dag på vandet. Man snapper lidt hurtigere af hinanden, og har måske svært ved at acceptere den rækkefølge de andre gør tingene i. Men det skete ikke, og jeg tror det skyldtes, at vi alle tre var klar over risikoen, og ikke ville ødelægge det spirende kammeratskab. Så vi gjorde os umage, og fik alt til tørre, fik teltene slået op og varmet maden på rekordtid, og kl. halv ni kunne vi nyde Gorms chili sin carne med en halvkølig dåseøl, mens vi sludrede med en ung kvinde, der var ved at uddanne sig som tømrer, og var alene på cykeltur. Hun var ikke så vant til friluftslivet, og var tryg ved, vi var i nærheden. Vi fandt sammen i et uformelt lille fællesskab, og snakkede os gennem aftenen til det blev mørkt, og alle sigtede mod soveposerne.

Næste morgen sad vi i kajakkerne ved halv nitiden med lidt stive muskler og udsigt til mere mod- og sidevind. Men når man er afsted, er man afsted, og har man besluttet at skulle rundt om noget, ja så skal man rundt om noget, og tanken om at vende om, blev aldrig luftet. Så vi satte i gang under endnu en grå forårshimmel.

Midt på dagen så vi to skikkelser ude i vandet, der lavede et eller andet, vi ikke kunne hitte ud af. Og det gik jo ikke, så vi roede hen til det, der viste sig at være to mænd i camouflagefarvede våddragter med snorkel og maske. Hvad de lavede – jo de høstede østers til en restaurant. Ville vi have nogen med ? Ingen af os er vilde med rå østers, eller har erfaring med at åbne dem, og vi havde hørt, man kan blive syg af dem, hvis der er alger i vandet. Så vi tøvede lidt, men om formiddagen havde vi mødt en kajakfyr, der talte begejstret om de lokale østers, og gav et mundtligt lynkursus i, hvordan de skal åbnes. Vandet skulle desuden være laboratorietestet, sagde østersjægerne, og hvor tit får man tilbudt gratis østers. Så Gorm tog imod en 6-8 stykker, som han lagde i bunden af kajakken, hvor der var køligst.

Solnedgang, Thissinghus, 10. maj 2024

 En masse kilometer og en opklaring senere begyndte Gorm og Jan at ro relativt langt fra hinanden, og jeg fik en fornemmelse af, de ikke var helt enige om, hvor vi skulle hen. Af sikkerhedsmæssige årsager er det nu bedst, at være relativt samlet, og da vi samtidigt var trætte, var det bedst ikke at ro for mange unødvendige kilometer, så vi endte med at spørge den store google gud, hvor vi var. Og heldigvis var det tæt på den planlagte shelterplads, der lå ved en lille havn, som til vores store glæde havde et kæmpe handicaptoilet med en bruser. Så det var vaskede og vandkæmmede, vi efter maden kastede os over østerseksperimentet. Jan havde engang i Canada fået nogle skønne, tilberedte østers med ost, så han tændte bål, mens Gorm fik taget på at åbne dem, og efter kort tid hev vi kogte østers, dækket med smeltet ost ud af gløderne. En delikatesse var opfundet, og vores forbehold faldet til jorden. Hvis jeg skal beskrive smagsoplevelsen, er det noget i retning af kogt blåmusling i tredobbelt størrelse bare lidt blødere, godt sovset ind i ost, dekorativt serveret i skallen. Nyt Nordisk Udekøkken – here we go, hold op, hvor var det godt.

Nyt Nordisk Udekøkken

 Trætte var vi nu alligevel og det varede ikke længe før vi lagde os i soveposerne i shelteren. Da den var ledig, gad vi ikke slå teltene op, men det fortrød jeg hurtigt, for Gorm snorkede som en bjørn. Jeg var sikker på, at hvis jeg blev, ville jeg ikke få lukket et øje, så jeg gik med soveposen under den ene arm og liggeunderlaget under den anden på jagt efter et alternativ. Min første tanke var toilettet, hvor jeg regnede med, der var plads nok, og at ingen havde brug for det i løbet af natten. Men da jeg åbnede døren, startede ventilatoren, og jeg havde den mistænkt for at være i gang så længe lyset var tændt, og at lyset ville være tændt, når der var bevægelse i rummet. Så jeg besluttede, at det nok heller ikke ville give kvalificeret nattesøvn. 

Uden plan gik jeg udenfor i håb om at få en god ide, og den dukkede heldigvis op i form af en otte-kantet pavillionagtig, tom træbygning. Jeg listede ind og fandt 4 bord-bænksæt og en luft af gammel cigaretrøg. Men man kan ikke få alt, og stedet lod til at være bedste mulighed for et natlogi. Jeg prøvede først at sætte to bænke sammen, så jeg kunne ligge på dem, men det forekom noget smalt, og jeg kunne allerede mærke, hvordan det ville være at falde fra bænken ned under bordet. Så jeg lagde mig i stedet på et af bordene. Det var heller ikke bredt, men trods alt bredere og jeg fortalte mig selv, at det vel var det samme som at ligge i en køjeseng, og den falder man jo ikke bare ud af. På en eller anden måde fungerede overbevisningen, og jeg faldt hurtigt i søvn og sov godt indtil Jan vækkede mig. Han havde ikke fået sovet meget, og jeg blev endnu gladere for min lille natlige udflugt.

Mors rundt, 11. maj 2024

 Vejret var formildet, og det gav os stille vand og masser af sol fra en skyfri himmel. Udstyret med hat og solcreme indtog vi Limfjordens vande, og fandt hurtigt en banke med østers og blåmuslinger, som vi kunne plukke, bare ved at række hånden ned under vandoverfladen. Oven på aftenens kulinariske sejr, der ikke havde udløst dårlig mave hos nogen af os, besluttede vi uden ord, at menuen denne aften også skulle beriges med alt-godt-fra-havet. Østerserne kom igen ned i bunden af kajakken, og muslingerne blev lagt i en pose med vand i håb om, de kunne holde sig.

Mors rundt, 11. maj 2024

 Kilometerne var meget nemmere i dag, og vi kom hurtigt nordpå, og så bl.a. sæl, lomvie, havørn, lysbugede knortegæs, og Jan nåede sørme også at spotte en mosehornugle. Rapsmarkernes søde og krydrede duft fandt vej til vores næser, og de lysende gule marker var blandt alt det grønne, fine pejlemærker når kursen skulle udstikkes.

At vindens larmende orkester havde lagt sig, gjorde det meget nemmere at snakke på vandet, og igen blev jeg forbavset over, hvor meget man kan nå at betro sig på sådan en tur. Ofte bliver samtalerne langt dybere end de gør med f.eks. kollegaer. Måske er det fordi, vi kigger ligeud og snakker ud i ingenting, at det ikke føles så farligt at fortælle om sit liv og sine tanker, om ar og pointsejre fra barn- og ungdom, om arbejde, partnere, børn og politiske holdninger.

Efter Sallingsundbroen drejede samtalen sig nu mere ind på at finde en god lejrplads, men som så ofte måtte vi erkende, at de fleste shelters er lagt inde i landet og for langt væk fra vandet til os kajakfolk. Derfor besluttede vi at indtage et lille græsplateau, selvom det i Danmark er forbudt at telte på andet end lejrpladser. Vores samvittighed var nu ikke særligt mørk, og vi klarede den anelse, der var, ved ikke at læse skiltene, og først slå teltene op så sent, at ingen - forhåbentlig - ville lægge mærke til dem.

Mors rundt, 11. maj 2024

 Der var også både tid og overskud til at gå en tur langs de flotte molerskrænter, og samle østersskaller og lerskulpturer, der skulle med hjem. Derefter fik de fangede østers samme udsøgte behandling som i går, og blåmuslingerne blev kogt med og uden brændenælder for at se, om det gjorde en forskel, og henslængte som romerske kejsere lå vi på græsset og mæskede os i delikatesserne.

Nyt Nordisk Udekøkken, 11. maj 2024

 Tiden gik i stå og blandede sig med den blå himmel og stille vand, der faldt i samklang med de små smil af tilfredshed og livsglæde, der indikerede en lyst til at rumme hinanden. Spiren til et nyt venskab var lagt, og Gorm dristede sig til henkastet at spørge, hvad det næste projekt skal være. Måske rundt om Fur og Livø? Vi nikkede, det lød som en god plan.

Mors rundt, 11 maj 2024

 

Næste dag var der igen udsigt til en flot rodag. Masser af sol og kun lidt vind ledsaget af smukke skrænter med tydelige lerlag, der ifølge Gorm er 26 mio. gamle. Det er jo helt ufatteligt gammelt, i forhold til vores tid på jorden, der til sammenligning kun er et kort lysglimt.

Mors rundt, 12. maj 2024

 Midt på eftermiddagen var vi tilbage, hvor vi startede, og afsluttede turen med en dukkert og resterne af vores frokostbeholdning. Da jeg havde glemt min jakke hos Helle og Gorm, kørte vi med ham hjem for at hente den, give hinanden et kram i indkørslen og love at ses igen, gerne til nye kajakeventyr.