Jeg havde ikke været på tranetur i Sverige siden foråret 2015, hvor jeg var ved Hornborgasøen, og vi havde derfor besluttet at tage til Pulken i Skåne, hvor antallet af traner, der raster og fouragerer, inden turen for de flestes vedkommende går videre nordpå, har været jævnt stigende, og stedet kan efterhånden konkurrere med Hornborga - KLIK HER. Pulken har yderligere den fordel, at det kun tager omkring tre timer at køre derhen. Det er cirka halvdelen af, hvad det tager at køre til nordpå til søen ved Hornborga.
Vi skal overnatte på Rigeleje Camping ikke ret langt fra Pulken. Det er vanskeligt at finde stedet. GPSen har som regel lidt problemer med orienteringen, når vi kommer tilpas langt ud på landet i Sverige, og vi bliver dirigeret ind ad nogle meget smalle skovveje, inden vi igen får asfalt under dækkene og udsigt til campingpladsen og stranden. Receptionen er det ikke lige til at få øje på. Alle de store officielt udseende bygninger er lukkede, og mennesker er her meget få af. Vi får øje på et skilt, hvor der står "Reception", men det peger lige ind imellem de spredte tilsyneladende ubeboede campingvogne. Vi spørger en af de få personer, som står og snakker sammen inde på pladsen. "I skal bare tale med Lasse. Han bor i vognen derovre."
Vi går over til den omtalte og noget anløbne campingvogn. Der ser dog ikke ud til at være meget liv. Vi rømmer os og hoster højlydt. "Hallo, Lasse, er der nogen hjemme?" Stadig ingen reaktion. Efter lidt betænkningstid lyner jeg forteltet op og går ind. Et par gamle campingstole og et bord fylder det meste af rummet. Bordet er dækket med fyldte askebægre og tomme øldåser. Jeg banker forsigtigt på døren, og efter et stykke tid dukker Lasse op, lettere forsovet med tjavset og fedtet hår, og iført en beskidt T-shirt og et par underbukser. Han er dog venligheden selv, og vi får alle de oplysninger, vi har brug for, så vi kan få slået teltet op og indrettet os og være klar til Pulken i morgen. Hvad vi skal betale for opholdet, kan han dog ikke huske, da der er langt imellem teltende campister - især her i marts måned.
Den seneste del af eftermiddagen byder på masser af traner i højt solskin ved Pulken. De spankulerer rundt med en nærmest adelig og lettere arrogant attitude, alt imens der bliver "trompeteret"og hoppet og danset til den store guldmedalje.
 |
| Traner, Pulken, 28. marts 2025 |
 |
| Tranedans, Pulken, 28. marts 2025 |
 |
| Tranedans, Pulken, 28. marts 2025 |
Om morgenen den 29. marts kører vi atter ud til tranepladsen. Det er sværere at se dem danse på grund af den tætte tåge, som dækker området, og som, jeg synes, er lettere irriterende, fordi den komplicerer fotograferingen. Den giver dog en magisk stemning, som jeg prøver at gengive efter bedste evne.
Selvom det er pivkoldt, kommer her flere og flere mennesker. Tænk, hvis tranerne vidste, hvilket tilløbsstykke de er. Her er et stort tårn, og her hænger Margit en stor del af tiden med kikkerten, for højden giver et ekstra godt overblik over sceneriet. Hen ad formiddagen dukker den lokale sportsforening op, og tjener en skilling på at servere grillpølser, kaffe og kage, og to gange om dagen kommer den lokale bonde, og spreder korn
ud til fuglene. Som altid har vi det lidt tvetydigt med at blande vilde dyr med cafestemning og showbusiness, men det giver mulighed for at se mange dyr på en gang, og vi skal ikke bruge dage på at lede efter dem. Efter sigende lægges der korn ud for, at de ikke skal plyndre de omkringliggende marker, og hvis det gør, at bønderne ikke jager dem væk, så er det trods alt nok den bedste løsning.
 |
| Traner i tågen, Pulken, 29. marts 2025 |
 |
| Traner i tågen, Pulken, 29. marts 2025 |
Vi må også lige forbi tranearenaen den sidste dag, for vi ved jo ikke, om vi kommer forbi igen. I dag er det tindrende sol, og vi kan spise frokosten på bagkanten af bagagerummet med solcreme på næsen. Der kommer hele tiden nye traner flyvende ind og slutter sig til den store flok i Pulken, men i dag er termikken og vejret åbenbart perfekt, for små grupper af traner begynder at stige til vejrs og stikke nordpå. Hvor ser det dog elegant ud, når de med et kort afsæt stiger til vejrs, fanger opvinden og med få vingeslag stiger op, og op og op. Tænk, hvis vi kunne og turde det. De gør og kan det bare. Wow, hvor er de fantastiske.
På vejen hjem går vi en tur i en nærliggende nationalpark med uberørt skov, der breder sig ned til stranden. Vandløbet bugter og klukker sig igennem skovbunden, der er begyndt at blive grøn. Det er forår, det er Sverige, og alting er bare okay. Jeg tror, vi kommer tilbage næste år.
 |
| Pulken, 29. marts 2025 |
 |
| Traner, Pulken, 31. marts 2025 |
 |
| Traner, Pulken, 31. marts 2025 |
 |
| Traner, Pulken, 31. marts 2025 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar