Mors rundt

 

Historien om bålstegte østers med ost og brændenældekogte blåmuslinger

Inden vi går i gang med selve fortællingen, vil vi gerne lige rette en stor tak til vores udsendte medarbejder i Thy, Maja Thorlund, for uvurderlig hjælp med tekst og billeder i dette indslag. 

En historie, der også handler om Limfjorden, om vejret, blomstrende rapsmarker og nye venskaber. Men lad os starte fra begyndelsen, der rækker flere år tilbage, som et ønske om at ro i Limfjorden. For eksempel Mors rundt fordi der er et eller andet ved at ro rundt om noget, om at starte et sted, forlade det, opleve en masse og komme tilbage til stedet igen. Eller også føles det bare godt at starte og slutte cirkler og fuldende noget.

I hvert tilfælde tog min kæreste Jan og jeg afsted en onsdag over frokost med en godt pakket bil og to kajakker på taget med kurs mod Sjællands Odde og færgen, der skulle fragte os til Århus. Ud over den sædvanlige pakke - travlhed og ”har-vi-nu-husket-det hele” hangover var alt godt, og jeg glædede mig helt vildt til at komme lidt væk, få vand under kajakken og give hovedet en pause fra job, hverdag og mediernes evige fokus på verdens elendighed.

Jan mener, og nok med rette, at jeg hører til den bekymrede type, der har tendens til at trække det værste scenarie frem som det første. Alligevel havde jeg ikke forudset den lækre bekymring, der lå i, at max højden på bilen ifølge billetten var 185 cm, og at en bil med to kajakker på taget er meget tæt på eller nærmest lidt over det. Det gik imidlertid først op for os, da vi kørte fra rampen ind på færgedækket, og jeg instinktivt sagtnede farten for at give det en ekstra vurdering. Medarbejderen, der skulle pakke bilerne, gad dog ikke det fedtspilleri og råbte ”kør så” og det gjorde jeg, med forventningen om snart at høre lyden af to havarerede kajakker. Heldigvis var der en lille margen, og vi kunne lettede slæbe kaffe og småkager op på passagerdækket. Der havde jeg så til gengæld lejlighed til at bekymre mig i 1½ time om, hvordan i vi skulle komme af færgen igen, hvis nu rampen gik stejlt nedad. Heldigvis gik det godt, og en anden gang køber jeg helt sikkert en billet med ekstra højde.

Vejen gennem Århus var proppet med biler, og vi sneglede os gennem byens larm og trængsel, indtil vi nåede motorvejen vestover, og nogle timer senere kunne køre ind i indkørslen hos Helle og Gorm. Gorm er noget i retning af Jans halvfætter. Det tror de i hvert tilfælde. De familiære bånd er ikke helt klare, men de hedder begge Thorhauge til efternavn, og efter sigende skulle alle med det navn, på en eller anden måde være i familie med hinanden. Og de har besluttet, at det heller ikke betyder så meget, hvordan det hænger sammen. For den ene gang de har mødt hinanden for et års tid siden, fandt de hurtigt sammen om interessen for kajak og friluftsliv, og et ønske om at udforske passionen sammen.

Gorm havde et par kajakker liggende i haven, da vi kom, og der gik under fem minutter, før vi var fordybet i en samtale om de kajakker, der skulle med på tur. Interessen var den samme, men det var også en nem måde at mødes, da Gorm og jeg aldrig havde set hinanden, og ingen af os var sikre på, hvordan vi skulle forholde os til det.

Måske afledt af det, kastede vi os over turplanlægningen, da Helle var kommet hjem fra sin gåtur og gik i køkkenet for at lave te og finde de nybagte muffins frem. Vi fik nogenlunde styr på vejrudsigten for de næste dage, hvilken vej rundt om Mors der var den bedste og afgangstidspunktet i morgen, og stille og roligt bevægede samtalen sig over i en snak om os selv. Det var nemt, og efter et par timer var basis lagt for en god tur. Jeg sov da også fantastisk, selvom det var i en fremmed seng hos fremmede mennesker.

Efter morgenmaden drog Gorm, Jan og jeg afsted mod Amtoft Havn. Helle skulle på arbejde og er ikke så ivrig en roer som os andre, så hun lod os tage alene på eventyr med resten af de fantastiske chokolade-muffins. 

På havnen blev kajakkerne pakket, og bilerne langtidsparkeret under en blygrå himmel. Gorm var, som den stedkendte, udnævnt til officiel turleder, og var på baggrund af udsigten til modvind, bølger og et stykke over åbent vand, da også usikker på, om det nu matchede vores rokompetencer. Helt fair, det skal en turleder bekymre sig om. Vi mente nu, det nok skulle gå, da vi er vant til fjordbølgerne derhjemme. Ingen af os var dog forberedt på de knapt 31 km i modvind til den planlagte lejrplads, og set i bakspejlet skulle vi nok have fundet en noget før, i stedet for at ro i omkring 7 timer på en roform, der stadig var påvirket af vinterhiet. Klokken var da også halv ottetiden, inden vi nåede frem, mere end godt brugte. Ofte gør det ikke kun mig, men også andre mere irritable og utålmodige, når vi er trætte efter en lang dag på vandet. Man snapper lidt hurtigere af hinanden, og har måske svært ved at acceptere den rækkefølge de andre gør tingene i. Men det skete ikke, og jeg tror det skyldtes, at vi alle tre var klar over risikoen, og ikke ville ødelægge det spirende kammeratskab. Så vi gjorde os umage, og fik alt til tørre, fik teltene slået op og varmet maden på rekordtid, og kl. halv ni kunne vi nyde Gorms chili sin carne med en halvkølig dåseøl, mens vi sludrede med en ung kvinde, der var ved at uddanne sig som tømrer, og var alene på cykeltur. Hun var ikke så vant til friluftslivet, og var tryg ved, vi var i nærheden. Vi fandt sammen i et uformelt lille fællesskab, og snakkede os gennem aftenen til det blev mørkt, og alle sigtede mod soveposerne.

Næste morgen sad vi i kajakkerne ved halv nitiden med lidt stive muskler og udsigt til mere mod- og sidevind. Men når man er afsted, er man afsted, og har man besluttet at skulle rundt om noget, ja så skal man rundt om noget, og tanken om at vende om, blev aldrig luftet. Så vi satte i gang under endnu en grå forårshimmel.

Midt på dagen så vi to skikkelser ude i vandet, der lavede et eller andet, vi ikke kunne hitte ud af. Og det gik jo ikke, så vi roede hen til det, der viste sig at være to mænd i camouflagefarvede våddragter med snorkel og maske. Hvad de lavede – jo de høstede østers til en restaurant. Ville vi have nogen med ? Ingen af os er vilde med rå østers, eller har erfaring med at åbne dem, og vi havde hørt, man kan blive syg af dem, hvis der er alger i vandet. Så vi tøvede lidt, men om formiddagen havde vi mødt en kajakfyr, der talte begejstret om de lokale østers, og gav et mundtligt lynkursus i, hvordan de skal åbnes. Vandet skulle desuden være laboratorietestet, sagde østersjægerne, og hvor tit får man tilbudt gratis østers. Så Gorm tog imod en 6-8 stykker, som han lagde i bunden af kajakken, hvor der var køligst.

Solnedgang, Thissinghus, 10. maj 2024

 En masse kilometer og en opklaring senere begyndte Gorm og Jan at ro relativt langt fra hinanden, og jeg fik en fornemmelse af, de ikke var helt enige om, hvor vi skulle hen. Af sikkerhedsmæssige årsager er det nu bedst, at være relativt samlet, og da vi samtidigt var trætte, var det bedst ikke at ro for mange unødvendige kilometer, så vi endte med at spørge den store google gud, hvor vi var. Og heldigvis var det tæt på den planlagte shelterplads, der lå ved en lille havn, som til vores store glæde havde et kæmpe handicaptoilet med en bruser. Så det var vaskede og vandkæmmede, vi efter maden kastede os over østerseksperimentet. Jan havde engang i Canada fået nogle skønne, tilberedte østers med ost, så han tændte bål, mens Gorm fik taget på at åbne dem, og efter kort tid hev vi kogte østers, dækket med smeltet ost ud af gløderne. En delikatesse var opfundet, og vores forbehold faldet til jorden. Hvis jeg skal beskrive smagsoplevelsen, er det noget i retning af kogt blåmusling i tredobbelt størrelse bare lidt blødere, godt sovset ind i ost, dekorativt serveret i skallen. Nyt Nordisk Udekøkken – here we go, hold op, hvor var det godt.

Nyt Nordisk Udekøkken

 Trætte var vi nu alligevel og det varede ikke længe før vi lagde os i soveposerne i shelteren. Da den var ledig, gad vi ikke slå teltene op, men det fortrød jeg hurtigt, for Gorm snorkede som en bjørn. Jeg var sikker på, at hvis jeg blev, ville jeg ikke få lukket et øje, så jeg gik med soveposen under den ene arm og liggeunderlaget under den anden på jagt efter et alternativ. Min første tanke var toilettet, hvor jeg regnede med, der var plads nok, og at ingen havde brug for det i løbet af natten. Men da jeg åbnede døren, startede ventilatoren, og jeg havde den mistænkt for at være i gang så længe lyset var tændt, og at lyset ville være tændt, når der var bevægelse i rummet. Så jeg besluttede, at det nok heller ikke ville give kvalificeret nattesøvn. 

Uden plan gik jeg udenfor i håb om at få en god ide, og den dukkede heldigvis op i form af en otte-kantet pavillionagtig, tom træbygning. Jeg listede ind og fandt 4 bord-bænksæt og en luft af gammel cigaretrøg. Men man kan ikke få alt, og stedet lod til at være bedste mulighed for et natlogi. Jeg prøvede først at sætte to bænke sammen, så jeg kunne ligge på dem, men det forekom noget smalt, og jeg kunne allerede mærke, hvordan det ville være at falde fra bænken ned under bordet. Så jeg lagde mig i stedet på et af bordene. Det var heller ikke bredt, men trods alt bredere og jeg fortalte mig selv, at det vel var det samme som at ligge i en køjeseng, og den falder man jo ikke bare ud af. På en eller anden måde fungerede overbevisningen, og jeg faldt hurtigt i søvn og sov godt indtil Jan vækkede mig. Han havde ikke fået sovet meget, og jeg blev endnu gladere for min lille natlige udflugt.

Mors rundt, 11. maj 2024

 Vejret var formildet, og det gav os stille vand og masser af sol fra en skyfri himmel. Udstyret med hat og solcreme indtog vi Limfjordens vande, og fandt hurtigt en banke med østers og blåmuslinger, som vi kunne plukke, bare ved at række hånden ned under vandoverfladen. Oven på aftenens kulinariske sejr, der ikke havde udløst dårlig mave hos nogen af os, besluttede vi uden ord, at menuen denne aften også skulle beriges med alt-godt-fra-havet. Østerserne kom igen ned i bunden af kajakken, og muslingerne blev lagt i en pose med vand i håb om, de kunne holde sig.

Mors rundt, 11. maj 2024

 Kilometerne var meget nemmere i dag, og vi kom hurtigt nordpå, og så bl.a. sæl, lomvie, havørn, lysbugede knortegæs, og Jan nåede sørme også at spotte en mosehornugle. Rapsmarkernes søde og krydrede duft fandt vej til vores næser, og de lysende gule marker var blandt alt det grønne, fine pejlemærker når kursen skulle udstikkes.

At vindens larmende orkester havde lagt sig, gjorde det meget nemmere at snakke på vandet, og igen blev jeg forbavset over, hvor meget man kan nå at betro sig på sådan en tur. Ofte bliver samtalerne langt dybere end de gør med f.eks. kollegaer. Måske er det fordi, vi kigger ligeud og snakker ud i ingenting, at det ikke føles så farligt at fortælle om sit liv og sine tanker, om ar og pointsejre fra barn- og ungdom, om arbejde, partnere, børn og politiske holdninger.

Efter Sallingsundbroen drejede samtalen sig nu mere ind på at finde en god lejrplads, men som så ofte måtte vi erkende, at de fleste shelters er lagt inde i landet og for langt væk fra vandet til os kajakfolk. Derfor besluttede vi at indtage et lille græsplateau, selvom det i Danmark er forbudt at telte på andet end lejrpladser. Vores samvittighed var nu ikke særligt mørk, og vi klarede den anelse, der var, ved ikke at læse skiltene, og først slå teltene op så sent, at ingen - forhåbentlig - ville lægge mærke til dem.

Mors rundt, 11. maj 2024

 Der var også både tid og overskud til at gå en tur langs de flotte molerskrænter, og samle østersskaller og lerskulpturer, der skulle med hjem. Derefter fik de fangede østers samme udsøgte behandling som i går, og blåmuslingerne blev kogt med og uden brændenælder for at se, om det gjorde en forskel, og henslængte som romerske kejsere lå vi på græsset og mæskede os i delikatesserne.

Nyt Nordisk Udekøkken, 11. maj 2024

 Tiden gik i stå og blandede sig med den blå himmel og stille vand, der faldt i samklang med de små smil af tilfredshed og livsglæde, der indikerede en lyst til at rumme hinanden. Spiren til et nyt venskab var lagt, og Gorm dristede sig til henkastet at spørge, hvad det næste projekt skal være. Måske rundt om Fur og Livø? Vi nikkede, det lød som en god plan.

Mors rundt, 11 maj 2024

 

Næste dag var der igen udsigt til en flot rodag. Masser af sol og kun lidt vind ledsaget af smukke skrænter med tydelige lerlag, der ifølge Gorm er 26 mio. gamle. Det er jo helt ufatteligt gammelt, i forhold til vores tid på jorden, der til sammenligning kun er et kort lysglimt.

Mors rundt, 12. maj 2024

 Midt på eftermiddagen var vi tilbage, hvor vi startede, og afsluttede turen med en dukkert og resterne af vores frokostbeholdning. Da jeg havde glemt min jakke hos Helle og Gorm, kørte vi med ham hjem for at hente den, give hinanden et kram i indkørslen og love at ses igen, gerne til nye kajakeventyr.