Kosterhavets nationalpark ligger i det nordlige Bohuslän tæt på Sveriges grænse til Norge, og det er den eneste svenske nationalpark som omfatter et regulært havområde. Jeg besøgte området første gang i 2012 på en kajaktur sammen med min romakker, Poul, og vi blev begge vildt betagede af området. Vi havde ikke ret meget tid, og vi var generelt generet en del af dårligt vejr på turen, og endnu en front kom blæsende og sendte os retur til Rossö efter en times tid.
I 2013 tog vi revanche og tilbragte et par fantastiske dage ude i den labyrint af små øer og skær, som udgør nationalparken. Vejret var med os, og vi kunne let krydse den 3 kilometer brede og 200 meter dybe rende, som ligger mellem de ydre øer og den indre og mere beskyttede skærgård.
 |
| Kosterhavets Nationalpark |
 |
| Udsigt fra Burholmen, Kosterhavet, august 2013 |
Søndag den 1. juni kører vi nordpå i Sverige ad E20 og E6 med skærgården omkring Kosterhavet som mål. Vi har 6 dage til rådighed til vandring og kajakture i området. Hvis vi er heldige med vejret, så er det meningen at ro ud i nationalparken og opleve labyrinten af småøer og skær. Hvis vejret driller, så bliver vi indenskærs og ror langs med kysten eller finder nogle vandrestier i omegnen.
Efter det, der opleves som en meget lang køretur, kan vi endelig forlade E6 og køre vest på ad snoede landeveje og ud til Bofors Camping på Tjärnö med direkte udsigt til de to store hovedøer i Koster Nationalpark.
Vi får en teltplads, der ligger lidt højt og i læ af skoven - perfekt. Der er som sædvanlig ikke andre telte i nærheden, men udelukkende campere og store campingvogne, så vi føler os som lidt af et kuriosum - fattigrøvene, som ikke har en halv million til en ordentlig camper van. Bil, telt og to kajakker, men det fungerer fint for os.
Der er masser af strålende sol på programmet de næste dage, men også rigtig meget vind - op til 13- 15 sekundmeter i pustene - og havet uden for den indre skærgård er hvidt af skum det meste af tiden, så vi udforsker omegnen til fods. Der er et godt netværk af stier i området, og selvom de ikke er særligt lange, så er det spændende at gå her, fordi skærgårdsmiljøet bare er helt fantastisk med sin blanding af skov, klipper og strand. Små isolerede, østvendte laguner med sol og læ veksler med med vind- og bølgeudsatte klipper ude mod vest.
 |
| Tur på naboøen, Saltön |
Vi tager to dage i kajak indenskærs, da vinden bliver ved med at blæse med samme uforsonlige energi. Middelvinden ville være til at leve med, også på et kryds over renden ud til Koster, men pustene ligger stadig på 10 til 16 sekundmeter, og der er ikke langt imellem dem, så vi bliver i denne del af skærgården.
Modvind ud og medvind hjem så vidt det nu kan lade sig gøre. Vi ror sydpå igennem den meget smalle rende mellem Tjärnö og Saltö, nord om Vanarne og Gunnarsholm, hvorefter vi tager nordover langs med fastlandet og nord om Tjärnø. Vi foretager en overbæring over landevejen ved Udden og har så kun en lille kilometer hjem i strid modvind.
 |
| Indre skærgård |
Et par dage senere ror vi igen sydpå og ned til et område mellem
Valö og Flatskär og retur med masser af vind i ryggen. Der er et kort stykke med lidt åbent vand og sjove bølger fra Vanarne og ind til renden mellem Saltö og Tjärnö, men vi kan se, hvor skummende hvidt og voldsomt der er længere ude.
 |
| Frokostpause, Rundö |
Vinden og vindpustene fortsætter de næste par dage og umuliggør vores tur ud til Kosterøerne, så vi tager bilen op til Nordre Oddö, hvor der i følge kortet skulle være et par vandrestier. På et tidspunkt er vejen spærret af en bom med en elektronisk kodelås, så det kun er de indviede, der kan komme videre i bil. Det ser ud til, at vi er ved den lokale velhaverghetto. Vi fortsætter til fods, og efter vi har rådført os med en anden turist, så finder vi starten på sporet, som går ind igennem en helt fantastisk skov, som har været fredet og stået urørt i mange år. Det minder mig om den tempererede regnskov i British Columbia bare i miniudgave. Her er dunkelt og fugtigt med bregner og padderok, og vi kan høre spætterne skrige imellem de gamle træer - flagspætten og den store sortspætte, som vi får øje på helt oppe i toppen af en gammel gran. Her er ellesump i de lavereliggende områder og en frodig blanding af gran, fyr og forskellige løvtræer på de højereliggende og mere tørre områder. Ind imellem er der huller i skyerne, og solen står i kiler ned igennem det tætte løvtag.
 |
| Urskov |
 |
| Urskov |
 |
| Canadagæs og en enkelt grågås |
Om morgenen på vores sidste skærsgårdsdag er himlen overskyet, og det ser ud til, at der kommer regn senere på dagen, men vinden har endelig lagt sig, og tidlig formiddag sætter vi os i kajakkerne og begynder at ro over mod Koster. Sigtbarheden er ikke helt god, men dog nogenlunde. Alligevel har vi lagt en kompaskurs fra det lille, hvide fyr på Yttre Vattenholm og syd om Sydkoster. Det er let og behagelig padling over den dybe rende, og snart har vi rundet Prästudden og begiver os ind i den fascinerende labyrint af småøer og skær, som udgør den mest spændende del af skærgården i Koster.
 |
| Kosterhavet |
Man skulle vel mene, at skærgård er skærgård, og hvis man har set en del af den, så har man set det hele, men det er altså ikke helt sådan, det hænger sammen. Området her er helt unikt - en kæmpe labyrint af ubeboede øer og skær spredt ud over Skagerrak. Vi padler rundt på må og få og suger til os af indtryk. Her er mange flere fugle nu end de andre gange, hvor jeg har besøgt området i august, og ind imellem bliver vandoverfladen brudt af nysgerrige sæler, som stikker hovedet op for at se, hvem det nu er, der kommer og forstyrrer.
 |
| Frokostpause ved den gamle lejrplads fra 2013 |
Vi finder den lejrplads, som Poul og jeg brugte i 2013, men derudover går vi ikke op i navigationen, mens vi er herude i labyrinten af småøer. Vi går i land, spiser vores medbragte frokost, beslutter at ro nordover og igennem den smalle rende mellem Nord-Koster og Syd-Koster, følge kysten et stykke sydover ned til Filjholmen og derefter krydse tilbage til Tjärnö. Ved hjælp af et par kompaspejlinger finder vi vores vores position - sådan nogenlunde - og i hvert fald nøjagtigt nok til, at vi kan lægge en kurs mod indsejlingen mellem de to store hovedøer, ro ind igennem den smalle passage og ud på den østlige side af øerne. Vi padler det sidste stykke hjem til campingpladsen i gråvejr og en smule regn ind imellem.
Det er vores sidste aften her på Bofors Camping, og vi er gået ned på restauranten for at spise aftensmad og få en kop kaffe. Det viser sig at være en rigtig god ide, da vejret udvikler sig i en uheldig retning med torden, vindbyger og regulært skybrud. Vi kan sidde tørt og godt med vores mad og kigge ud på en gruppe af norske kajakfolk, som kæmper i syndfloden med at få pakket deres kajakker og gjort alt klart til deres tur ud til Koster Nationalparken. Vi spekulerer dog lidt over, om vores telt kan klare vandpresset. Vores tiltro til det led et alvorligt knæk under vores blæsende ophold på Mykines i 2024, hvor vi fik telttaget ned i hovedet ved 4-tiden om morgenen på tredjedagen. Der er dog ingen grund til bekymring. Vi graver et par små render rundt om teltet for at lede vandpytterne væk, og derefter går vi i seng og sover fint til næste morgen.
Næste dag står i hjemturens tegn. Vi kører sydpå i bedre og bedre vejr, og bortset fra at GPS'en lokker os på afveje og prøver at få os til at tage færgen til Helsingør, så er det en begivenhedsløs og rolig hjemtur, vi får.
