Sidevisninger i alt

mandag den 7. juli 2025

Skærgården ved Koster

 Kosterhavets nationalpark ligger i det nordlige Bohuslän tæt på Sveriges grænse til Norge, og det er den eneste svenske nationalpark som omfatter et regulært havområde. Jeg besøgte området første gang i 2012 på en kajaktur sammen med min romakker, Poul, og vi blev begge vildt betagede af området. Vi havde ikke ret meget tid, og vi var generelt generet en del af dårligt vejr på turen, og endnu en front kom blæsende og sendte os retur til Rossö efter en times tid. 

I 2013 tog vi revanche og tilbragte et par fantastiske dage ude i den labyrint af små øer og skær, som udgør nationalparken. Vejret var med os, og vi kunne let krydse den 3 kilometer brede og 200 meter dybe rende, som ligger mellem de ydre øer og den indre og mere beskyttede skærgård.



Kosterhavets Nationalpark



Udsigt fra Burholmen, Kosterhavet, august 2013

Søndag den 1. juni kører vi nordpå i Sverige ad E20 og E6 med skærgården omkring Kosterhavet som mål. Vi har 6 dage til rådighed til vandring og kajakture i området. Hvis vi er heldige med vejret, så er det meningen at ro ud i nationalparken og opleve labyrinten af småøer og skær. Hvis vejret driller, så bliver vi indenskærs og ror langs med kysten eller finder nogle vandrestier i omegnen.

Efter det, der opleves som en meget lang køretur, kan vi endelig forlade E6 og køre vest på ad snoede landeveje og ud til Bofors Camping på Tjärnö med direkte udsigt til de to store hovedøer i Koster Nationalpark. 

Vi får en teltplads, der ligger lidt højt og i læ af skoven - perfekt. Der er som sædvanlig ikke andre telte i nærheden, men udelukkende campere og store campingvogne, så vi føler os som lidt af et kuriosum - fattigrøvene, som ikke har en halv million til en ordentlig camper van. Bil, telt og to kajakker, men det fungerer fint for os. 

Der er masser af strålende sol på programmet de næste dage, men også rigtig meget vind - op til 13- 15 sekundmeter i pustene - og havet uden for den indre skærgård er hvidt af skum det meste af tiden, så vi udforsker omegnen til fods. Der er et godt netværk af stier i området, og selvom de ikke er særligt lange, så er det spændende at gå her, fordi skærgårdsmiljøet bare er helt fantastisk med sin blanding af skov, klipper og strand. Små isolerede, østvendte laguner med sol og læ veksler med med vind- og bølgeudsatte klipper ude mod vest.

Tur på naboøen, Saltön


  Vi tager to dage i kajak indenskærs, da vinden bliver ved med at blæse med samme uforsonlige energi. Middelvinden ville være til at leve med, også på et kryds over renden ud til Koster, men pustene ligger stadig på 10 til 16 sekundmeter, og der er ikke langt imellem dem, så vi bliver i denne del af skærgården.

Modvind ud og medvind hjem så vidt det nu kan lade sig gøre. Vi ror sydpå igennem den meget smalle rende mellem Tjärnö og Saltö, nord om Vanarne og Gunnarsholm, hvorefter vi tager nordover langs med fastlandet og nord om Tjärnø. Vi foretager en overbæring over landevejen ved Udden og har så kun en lille kilometer hjem i strid modvind.

Indre skærgård


 

Et par dage senere ror vi igen sydpå og ned til et område mellem
Valö og Flatskär og retur med masser af vind i ryggen. Der er et kort stykke med lidt åbent vand og sjove bølger fra Vanarne og ind til renden mellem Saltö og Tjärnö, men vi kan se, hvor skummende hvidt og voldsomt der er længere ude. 

Frokostpause, Rundö


 Vinden og vindpustene fortsætter de næste par dage og umuliggør vores tur ud til Kosterøerne, så vi tager bilen op til Nordre Oddö, hvor der i følge kortet skulle være et par vandrestier. På et tidspunkt er vejen spærret af en bom med en elektronisk kodelås, så det kun er de indviede, der kan komme videre i bil. Det ser ud til, at vi er ved den lokale velhaverghetto. Vi fortsætter til fods, og efter vi har rådført os med en anden turist, så finder vi starten på sporet, som går ind igennem en helt fantastisk skov, som har været fredet og stået urørt i mange år. Det minder mig om den tempererede regnskov i British Columbia bare i miniudgave. Her er dunkelt og fugtigt med bregner og padderok, og vi kan høre spætterne skrige imellem de gamle træer - flagspætten og den store sortspætte, som vi får øje på helt oppe i toppen af en gammel gran. Her er ellesump i de lavereliggende områder og en frodig blanding af gran, fyr og forskellige løvtræer på de højereliggende og mere tørre områder. Ind imellem er der huller i skyerne, og solen står i kiler ned igennem det tætte løvtag.

Urskov


Urskov

Canadagæs og en enkelt grågås

 

Om morgenen på vores sidste skærsgårdsdag er himlen overskyet, og det ser ud til, at der kommer regn senere på dagen, men vinden har endelig lagt sig, og tidlig formiddag sætter vi os i kajakkerne og begynder at ro over mod Koster. Sigtbarheden er ikke helt god, men dog nogenlunde. Alligevel har vi lagt en kompaskurs fra det lille, hvide fyr på Yttre Vattenholm og syd om Sydkoster. Det er let og behagelig padling over den dybe rende, og snart har vi rundet Prästudden og begiver os ind i den fascinerende labyrint af småøer og skær, som udgør den mest spændende del af skærgården i Koster.

Kosterhavet


 

Man skulle vel mene, at skærgård er skærgård, og hvis man har set en del af den, så har man set det hele, men det er altså ikke helt sådan, det hænger sammen. Området her er helt unikt - en kæmpe labyrint af ubeboede øer og skær spredt ud over Skagerrak. Vi padler rundt på må og få og suger til os af indtryk. Her er mange flere fugle nu end de andre gange, hvor jeg har besøgt området i august, og ind imellem bliver vandoverfladen brudt af nysgerrige sæler, som stikker hovedet op for at se, hvem det nu er, der kommer og forstyrrer. 


Frokostpause ved den gamle lejrplads fra 2013

 

Vi finder den lejrplads, som Poul og jeg brugte i 2013, men derudover går vi ikke op i navigationen, mens vi er herude i labyrinten af småøer. Vi går i land, spiser vores medbragte frokost, beslutter at ro nordover og igennem den smalle rende mellem Nord-Koster og Syd-Koster, følge kysten et stykke sydover ned til Filjholmen og derefter krydse tilbage til Tjärnö. Ved hjælp af et par kompaspejlinger finder vi vores vores position  - sådan nogenlunde -  og i hvert fald nøjagtigt nok til, at vi kan lægge en kurs mod indsejlingen mellem de to store hovedøer, ro ind igennem den smalle passage og ud på den østlige side af øerne. Vi padler det sidste stykke hjem til campingpladsen i gråvejr og en smule regn ind imellem.

Det er vores sidste aften her på Bofors Camping, og vi er gået ned på restauranten for at spise aftensmad og få en kop kaffe. Det viser sig at være en rigtig god ide, da vejret udvikler sig i en uheldig retning med torden, vindbyger og regulært skybrud. Vi kan sidde tørt og godt med vores mad og kigge ud på en gruppe af norske kajakfolk, som kæmper i syndfloden med at få pakket deres kajakker og gjort alt klart til deres tur ud til Koster Nationalparken. Vi spekulerer dog lidt over, om vores telt kan klare vandpresset. Vores tiltro til det led et alvorligt knæk under vores blæsende ophold på Mykines i 2024, hvor vi fik telttaget ned i hovedet ved 4-tiden om morgenen på tredjedagen. Der er dog ingen grund til bekymring. Vi graver et par små render rundt om teltet for at lede vandpytterne væk, og derefter går vi i seng og sover fint til næste morgen.

Næste dag står i hjemturens tegn. Vi kører sydpå i bedre og bedre vejr, og bortset fra at GPS'en lokker os på afveje og prøver at få os til at tage færgen til Helsingør, så er det en begivenhedsløs og rolig hjemtur, vi får. 


 

mandag den 16. juni 2025

Pulken 2025

 Jeg havde ikke været på tranetur i Sverige siden foråret 2015, hvor jeg var ved Hornborgasøen, og vi havde derfor besluttet at tage til Pulken i Skåne, hvor antallet af traner, der raster og fouragerer, inden turen for de flestes vedkommende går videre nordpå, har været jævnt stigende, og stedet kan efterhånden konkurrere med Hornborga - KLIK HER. Pulken har yderligere den fordel, at det kun tager omkring tre timer at køre derhen. Det er cirka halvdelen af, hvad det tager at køre til nordpå til søen ved Hornborga, og samtidig benytter vi os af lejligheden til at besøge min bror, som bor lige i nærheden ved Brösarps Bakker.

Trane, Pulken, 28. marts 2025

 

Vi skal overnatte på Rigeleje Camping ikke ret langt fra Pulken. Det er vanskeligt at finde stedet. GPSen har som regel lidt problemer med orienteringen, når vi kommer tilpas langt ud på landet i Sverige, og vi bliver dirigeret ind ad nogle meget smalle skovveje, inden vi igen får asfalt under dækkene og udsigt til campingpladsen og stranden. Receptionen er det ikke lige til at få øje på. Alle de store officielt udseende bygninger er lukkede, og mennesker er her meget få af. Vi får øje på et skilt, hvor der står "Reception", men det peger lige ind imellem de spredte tilsyneladende ubeboede campingvogne. Vi spørger en af de få personer, som står og snakker sammen inde på pladsen. "I skal bare tale med Lasse. Han bor i vognen derovre."

Vi går over til den omtalte og noget anløbne campingvogn. Der ser dog ikke ud til at være meget liv. Vi rømmer os og hoster højlydt. "Hallo, Lasse, er der nogen hjemme?" Stadig ingen reaktion. Efter lidt betænkningstid lyner jeg forteltet op og går ind. Et par gamle campingstole og et bord fylder det meste af rummet. Bordet er dækket med fyldte askebægre og tomme øldåser. Jeg banker forsigtigt på døren, og efter et stykke tid dukker Lasse op, lettere forsovet med tjavset og fedtet hår, og iført en beskidt T-shirt og et par underbukser. Han er dog venligheden selv, og vi får alle de oplysninger, vi har brug for, så vi kan få slået teltet op og indrettet os og være klar til Pulken i morgen. Hvad vi skal betale for opholdet, kan han dog ikke huske, da der er langt imellem teltende campister - især her i marts måned.

Den seneste del af eftermiddagen byder på masser af traner i højt solskin ved Pulken. De spankulerer rundt med en nærmest adelig og lettere arrogant attitude, alt imens der bliver "trompeteret"og hoppet og danset til den store guldmedalje.

Traner, Pulken, 28. marts 2025


 

Tranedans, Pulken, 28. marts 2025

Tranedans, Pulken, 28. marts 2025
 

Om morgenen den 29. marts kører vi atter ud til tranepladsen. Det er sværere at se dem danse på grund af den tætte tåge, som dækker området,  og som, jeg synes, er lettere irriterende, fordi den komplicerer fotograferingen. Den giver dog en magisk stemning, som jeg prøver at gengive efter bedste evne.
Selvom det er pivkoldt, kommer her flere og flere mennesker. Tænk, hvis tranerne vidste, hvilket tilløbsstykke de er. Her er et stort tårn, og her hænger Margit en stor del af tiden med kikkerten, for højden giver et ekstra godt overblik over sceneriet. Hen ad formiddagen dukker den lokale sportsforening op, og tjener en skilling på at servere grillpølser, kaffe og kage, og to gange om dagen kommer den lokale bonde, og spreder korn
ud til fuglene. Som altid har vi det lidt tvetydigt med at blande vilde dyr med cafestemning og showbusiness, men det giver mulighed for at se mange dyr på en gang, og vi skal ikke bruge dage på at lede efter dem. Efter sigende lægges der korn ud for, at de ikke skal plyndre de omkringliggende marker, og hvis det gør, at bønderne ikke jager dem væk, så er det trods alt nok den bedste løsning.

Traner i tågen, Pulken, 29. marts 2025


Traner i tågen, Pulken, 29. marts 2025

 
Vi må også lige forbi tranearenaen den sidste dag, for vi ved jo ikke, hvornår vi kommer forbi igen. I dag er det tindrende sol, og vi kan spise frokosten på bagkanten af bagagerummet med solcreme på næsen. Der kommer hele tiden nye traner flyvende ind og slutter sig til den store flok i Pulken, men i dag er termikken og vejret åbenbart perfekt, for små grupper af traner begynder at stige til vejrs og stikke nordpå. Hvor ser det dog elegant ud, når de med et kort afsæt stiger til vejrs, fanger opvinden og med få vingeslag stiger op, og op og op. Tænk, hvis vi kunne og turde det. De gør og kan det bare. Wow, hvor er de fantastiske.


På vejen hjem går vi en tur i en nærliggende nationalpark med uberørt skov, der breder sig ned til stranden. Vandløbet bugter og klukker sig igennem skovbunden, der er begyndt at blive grøn. Det er forår, det er Sverige, og alting er bare okay. Jeg tror, vi kommer tilbage næste år.

Pulken, 29. marts 2025

Traner, Pulken, 31. marts 2025

Traner, Pulken, 31. marts 2025

Traner, Pulken, 31. marts 2025

 

  

fredag den 11. april 2025

Finland september 2024

Finland september 2024

 

 Tiden er som sædvanlig løbet fra mig, og det er først nu, at jeg har fået færdiggjort mit skriv om turen til Kuikka i Finland i september 2024, men bedre sent end aldrig. Beretningen ligger øverst til højre under længere indlæg - eller klik her: Finland september 2024