Sidevisninger i alt

fredag den 18. marts 2016

Stæren er kommet

Stæren er kommet! Allerede for over en uge siden fik jeg et meget kort glimt af den, da den var her for lige at tjekke redekassen og se, om alt nu også var i den fineste orden og så ud nogenlunde som sidste forår. Bare rolig, alt er klart til indflytning. Det hele gik dog så hurtigt, at jeg ikke var helt sikker på, om jeg nu også havde set rigtig, men den var god nok. For to dage siden dukkede stæren op igen i selskab med sin mage, og de fylder luften med deres skrattende og hvæsende lyde, mens de fouragerer i haven og besøger foderbrættet. Deres prikkede fjerdragt har et helt metallisk skær, når den reflekterer solens stråler.


Jeg har måttet forlænge tagudhænget på holderen med glasset med fedt, således at kragerne, allikerne og rågerne ikke kan nå derind. De tømmer et helt glas på en halv formiddag. Alle mejserne og de andre småfugle kan sagtens få fat i foderet, og stæren kan også, selvom det åbenbart kræver lidt flere akrobatiske øvelser.


Stæren er kommet - det er forår.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar